Jobs 31

1 Med augo hev eg gjort ei pakt; eg skal’kje skygna etter møy.

Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

2 Kva gav meg elles Gud der uppe? Kva arv gav Allvald frå det høge?

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

3 Kjem ikkje udådsmann i naud? Og illgjersmenn i ulukka?

Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?

4 Ser ikkje han på mine vegar? Tel ikkje han kvart stig eg gjeng?

Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

5 Dersom eg fram med fals hev fare, og foten sprunge etter svik

Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

6 - Gud vege meg på rettferds vegt, so han kann sjå eg skuldlaus er! -

på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

7 Veik mine stig frå vegen av, hev hjarta etter augo gjenge, var det ein flekk på mine hender,

er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

8 so gjev ein annan et mitt såd, og riv mi planting upp med rot!

da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

9 Let eg min hug av kvinna dåra, sneik eg til grannens dør meg fram,

Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

10 so lat mitt viv åt andre mala, og andre yver ho seg bøygje!

så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

11 For dette er ei skjemdarferd, eit brot som dom og straff fortener,

Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,

12 ein eld som eta vil til avgrunns og øydeleggja all mi eiga.

ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

13 Vanvyrd’ eg retten åt min træl og trælkvinna i trætta med deim?

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

14 - Kva gjord’ eg då, når Gud reis upp? Kva svara eg, når han meg klaga?

hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

15 Dei er som meg i morsliv skapte; ein forma oss i moderfang -

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

16 Um eg sagde nei når arming bad, og let enkja gråtande gå burt,

Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

17 hev eg mitt brød åleine ete, so farlaus inkje fekk ein bit,

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

18 - nei, far for han eg var frå yngdi, frå morsliv var eg hennar førar -

nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

19 Såg eg ein stakar utan klæde, ein fatig utan yverplagg,

Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

20 og so hans lender ei meg signa, og ei mi saueull han vermde,

visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

21 hev eg mot farlaus handi lyft, av di eg medhald fekk i retten:

Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

22 Let herdi mi or led då losna, og armen brotna frå sitt bein!

så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

23 For eg var ovleg rædd Guds straff, eg magtlaus stod framfor hans velde.

Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

24 Um eg mi lit til gullet sette, og voni til det fine gull,

Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

25 Gledde eg meg ved auka rikdom, og alt eg vann meg med mi hand,

var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

26 såg eg på ljoset når det stråla, på månen der han skreid i glans,

så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,

27 vart hjarta mitt i løyndom dåra, so kyss på hand til deim eg sende,

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

28 so var det og straffande brot, då neitta eg min Gud der uppe.

også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

29 Hev eg meg gledt ved uvens uferd, og jubla når han kom i skade,

Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

30 - men eg let ikkje munnen synda og banna honom ifrå livet -

nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

31 hev ei mitt husfolk stendigt sagt: «Kven gjekk vel svolten frå hans bord?»

Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

32 - Eg let’kje framand natta ute; for ferdamann eg opna døri -

nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

33 hev eg som Adam dult mi synd, og løynt mi misgjerd i min barm,

Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

34 di eg var rædd den store hop og ottast spott frå ættefrendar, so stilt eg heldt meg innum dører?

af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!

35 Å, vilde nokon høyra på meg! Sjå her er underskrifti mi, lat berre Allvald svara meg! Fekk eg den skrift min motpart skreiv,

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

36 den skulde eg på oksli bera og binda på meg som ein krans

Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

37 eg melde honom kvart mitt stig, og som ein hovding møta honom.

svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

38 Dersom min åker klagar meg, og um plogforerne lyt gråta,

Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,

39 åt eg hans grøda ubetalt, tok livet eg av eigarmannen:

har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

40 Lat då for kveite klunger gro, og ugras der eg sådde bygg!» Her endar Jobs tale.

så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.