Jobs 31

1 Med augo hev eg gjort ei pakt; eg skal’kje skygna etter møy.

Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

2 Kva gav meg elles Gud der uppe? Kva arv gav Allvald frå det høge?

Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

3 Kjem ikkje udådsmann i naud? Og illgjersmenn i ulukka?

Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

4 Ser ikkje han på mine vegar? Tel ikkje han kvart stig eg gjeng?

Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

5 Dersom eg fram med fals hev fare, og foten sprunge etter svik

Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

6 - Gud vege meg på rettferds vegt, so han kann sjå eg skuldlaus er! -

— han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

7 Veik mine stig frå vegen av, hev hjarta etter augo gjenge, var det ein flekk på mine hender,

dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

8 so gjev ein annan et mitt såd, og riv mi planting upp med rot!

Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

9 Let eg min hug av kvinna dåra, sneik eg til grannens dør meg fram,

Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

10 so lat mitt viv åt andre mala, og andre yver ho seg bøygje!

Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

11 For dette er ei skjemdarferd, eit brot som dom og straff fortener,

Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

12 ein eld som eta vil til avgrunns og øydeleggja all mi eiga.

thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

13 Vanvyrd’ eg retten åt min træl og trælkvinna i trætta med deim?

Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

14 - Kva gjord’ eg då, når Gud reis upp? Kva svara eg, når han meg klaga?

— og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

15 Dei er som meg i morsliv skapte; ein forma oss i moderfang -

har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

16 Um eg sagde nei når arming bad, og let enkja gråtande gå burt,

dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

17 hev eg mitt brød åleine ete, so farlaus inkje fekk ein bit,

og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

18 - nei, far for han eg var frå yngdi, frå morsliv var eg hennar førar -

— tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

19 Såg eg ein stakar utan klæde, ein fatig utan yverplagg,

dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

20 og so hans lender ei meg signa, og ei mi saueull han vermde,

dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

21 hev eg mot farlaus handi lyft, av di eg medhald fekk i retten:

dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

22 Let herdi mi or led då losna, og armen brotna frå sitt bein!

Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

23 For eg var ovleg rædd Guds straff, eg magtlaus stod framfor hans velde.

Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

24 Um eg mi lit til gullet sette, og voni til det fine gull,

Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

25 Gledde eg meg ved auka rikdom, og alt eg vann meg med mi hand,

dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

26 såg eg på ljoset når det stråla, på månen der han skreid i glans,

dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

27 vart hjarta mitt i løyndom dåra, so kyss på hand til deim eg sende,

og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

28 so var det og straffande brot, då neitta eg min Gud der uppe.

— Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

29 Hev eg meg gledt ved uvens uferd, og jubla når han kom i skade,

dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

30 - men eg let ikkje munnen synda og banna honom ifrå livet -

— men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

31 hev ei mitt husfolk stendigt sagt: «Kven gjekk vel svolten frå hans bord?»

dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

32 - Eg let’kje framand natta ute; for ferdamann eg opna døri -

— den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

33 hev eg som Adam dult mi synd, og løynt mi misgjerd i min barm,

dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

34 di eg var rædd den store hop og ottast spott frå ættefrendar, so stilt eg heldt meg innum dører?

fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

35 Å, vilde nokon høyra på meg! Sjå her er underskrifti mi, lat berre Allvald svara meg! Fekk eg den skrift min motpart skreiv,

Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

36 den skulde eg på oksli bera og binda på meg som ein krans

sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

37 eg melde honom kvart mitt stig, og som ein hovding møta honom.

Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

38 Dersom min åker klagar meg, og um plogforerne lyt gråta,

Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

39 åt eg hans grøda ubetalt, tok livet eg av eigarmannen:

dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

40 Lat då for kveite klunger gro, og ugras der eg sådde bygg!» Her endar Jobs tale.

Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.