Jobs 30

1 Men no er eg til spott for deim som yngre er av år enn eg; eg deira feder ikkje fann verdige plass hjå gjætarhunden.

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

2 Magtlause er og deira hender, og deira saft og kraft er burte;

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

3 Dei magre er av naud og svolt, dei gneg i turre øydemarki som alt i går var reine audni,

tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

4 og plukkar melde millom kjørri og hev til føda einerot.

og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

5 Frå folket vert dei jaga burt, fær tjuvemann slengt etter seg.

Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.

6 Dei gøymer seg i fæle gil, i holor uti jord og fjell;

De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

7 og millom buskor skrålar dei og samlast under netlerunnar;

De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

8 ei ætt av dårar og namnlause som ein helst piskar ut or landet.

en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

9 No er eg slengjestev for deim, eit ordtak hev for deim eg vorte.

Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

10 Dei styggjest ved meg, held seg burte og sparer ei å sputta på meg.

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

11 Utan all blygd dei krenkjer meg, hiv av kvart band framfor mi åsyn.

Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

12 Eit utjo reiser seg til høgre, dei spenner mine føter burt, og legg ulukke-vegar mot meg.

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;

13 Og stigen min den bryt dei upp og hjelper til med mi ulukka, dei som er hjelpelause sjølv.

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

14 Som gjenom vide murbrot kjem dei, velter seg fram med bråk og brak.

de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

15 Imot meg vender rædslor seg, mi æra elter dei som stormen, mi velferd kvarv som lette sky.

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

16 No jamrar seg mi sjæl i meg; usæle dagar held meg fast.

Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

17 Natti gneg mine knokar av meg, min verk, mi pina aldri søv.

Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

18 Ved allmagt vert min klædnad vanstelt, heng tett som skjortekragen kring meg.

Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

19 Han kasta meg i skarnet ned; og eg ser ut som mold og oska.

Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

20 Eg skrik til deg, du svarar ikkje, eg stend der, og du stirer på meg.

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;

21 Hard hev du vorte imot meg, du stri’r mot meg med veldug hand.

grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.

22 Du let meg fara burt i stormen, du let meg tynast i hans brus.

Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

23 Eg veit du fører meg til dauden, der alt som liver samlast lyt.

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

24 Kven kavar ikkje når han søkk? Kven ropar ikkje ut i fåren?

Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?

25 Gret eg’kje sjølv med den fortrykte, og syrgde yver fatigmann?

Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

26 Eg vona godt, men det kom vondt, eg venta ljos, men myrker kom.

Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;

27 Det kokar allstødt i mitt indre, ulukkedagen møter meg.

ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

28 Svart gjeng eg kring, men ikkje solbrend, eg ris i flokken, skrik um hjelp.

trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;

29 Bror åt sjakalar hev eg vorte, til strussar eg ein frende er.

Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

30 Mi hud er svart og flaknar av; det brenn i mine bein av hite.

Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

31 Min cither hev eg bytt i sorg, og fløyta mi med gråtar-mål.

min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!