Jobs 30

1 Men no er eg til spott for deim som yngre er av år enn eg; eg deira feder ikkje fann verdige plass hjå gjætarhunden.

Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

2 Magtlause er og deira hender, og deira saft og kraft er burte;

Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

3 Dei magre er av naud og svolt, dei gneg i turre øydemarki som alt i går var reine audni,

De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

4 og plukkar melde millom kjørri og hev til føda einerot.

de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

5 Frå folket vert dei jaga burt, fær tjuvemann slengt etter seg.

de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

6 Dei gøymer seg i fæle gil, i holor uti jord og fjell;

de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

7 og millom buskor skrålar dei og samlast under netlerunnar;

imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

8 ei ætt av dårar og namnlause som ein helst piskar ut or landet.

Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

9 No er eg slengjestev for deim, eit ordtak hev for deim eg vorte.

Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

10 Dei styggjest ved meg, held seg burte og sparer ei å sputta på meg.

De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

11 Utan all blygd dei krenkjer meg, hiv av kvart band framfor mi åsyn.

Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

12 Eit utjo reiser seg til høgre, dei spenner mine føter burt, og legg ulukke-vegar mot meg.

Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

13 Og stigen min den bryt dei upp og hjelper til med mi ulukka, dei som er hjelpelause sjølv.

de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

14 Som gjenom vide murbrot kjem dei, velter seg fram med bråk og brak.

de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

15 Imot meg vender rædslor seg, mi æra elter dei som stormen, mi velferd kvarv som lette sky.

Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

16 No jamrar seg mi sjæl i meg; usæle dagar held meg fast.

Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

17 Natti gneg mine knokar av meg, min verk, mi pina aldri søv.

Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

18 Ved allmagt vert min klædnad vanstelt, heng tett som skjortekragen kring meg.

Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

19 Han kasta meg i skarnet ned; og eg ser ut som mold og oska.

Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

20 Eg skrik til deg, du svarar ikkje, eg stend der, og du stirer på meg.

Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

21 Hard hev du vorte imot meg, du stri’r mot meg med veldug hand.

Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

22 Du let meg fara burt i stormen, du let meg tynast i hans brus.

Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

23 Eg veit du fører meg til dauden, der alt som liver samlast lyt.

Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

24 Kven kavar ikkje når han søkk? Kven ropar ikkje ut i fåren?

Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

25 Gret eg’kje sjølv med den fortrykte, og syrgde yver fatigmann?

Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

26 Eg vona godt, men det kom vondt, eg venta ljos, men myrker kom.

Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

27 Det kokar allstødt i mitt indre, ulukkedagen møter meg.

Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

28 Svart gjeng eg kring, men ikkje solbrend, eg ris i flokken, skrik um hjelp.

Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

29 Bror åt sjakalar hev eg vorte, til strussar eg ein frende er.

Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

30 Mi hud er svart og flaknar av; det brenn i mine bein av hite.

Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

31 Min cither hev eg bytt i sorg, og fløyta mi med gråtar-mål.

Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.