Jobs 3

1 Då let Job upp munnen og banna fødedagen sin.

Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

2 Job tok til ords og sagde:

og Job tog til Orde og sagde:

3 «Burt med den dag då eg vart fødd, den natt som sa: «Ein svein er avla!»

Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

4 Må denne dag til myrker verta - burtgløymd av Gud i høge himmel - og inkje ljos på honom skina!

Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

5 Lat svarte myrkret honom eiga og skyer seg kring honom samla! Dagmyrkjingar skal honom skræma

Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

6 og myrkret gløypa denne natt! Burt med den natt frå årsens dagar, ho kome ei i månads tal!

Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!

7 Ja, aud og tom skal natti verta og ingen fagnad i ho klinga;

Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

8 Dagbannarar skal henne banna, dei som kann mana upp Livjatan,

De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

9 Og morgonstjernor skal’kje skina; fåfengt ho venta skal på ljoset - augbrunerne av morgonroden -

dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

10 av di ho ei livsdøri stengde på mor mi, so eg slapp for kval.

fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

11 Kvi døydd’ eg ei i moders liv? Ell’ slokna då eg rett var fødd?

Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

12 Kvi fanst det kne som mot meg tok; og brjost eg kunde suga ved?

Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

13 So låg eg still og kvilde no, eg sov og hadde ro og fred

Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

14 hjå kongar og hjå fyrstar, som til gravstad pyramider bygde,

blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

15 hjå hovdingar som åtte gull og fyllte sine hus med sylv;

blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

16 ell’ ufødd var eg ikkje til, lik born som aldri ljoset såg.

Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

17 Der rasar ei dei vonde meir; der kviler dei som trøytte er;

Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

18 og fangarne er trygge der; dei høyrer ingen drivar meir.

alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

19 Der stor og liten like er, og trælen fri for herren sin.

små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

20 Kvi gjev han ljos til den som lid, og liv til deim som gremmer seg,

Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

21 som fåfengt stundar etter dauden, og søkjer han som løynde skatt,

dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,

22 som gled seg, ja, som jublar høgt, og fegnast når dei finn ei grav -

som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

23 til mannen som ei finn sin veg, som Gud set fast og stengjer inne?

en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

24 Min sukk hev vorte daglegt brød, og klaga mi som vatnet strøymar.

Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.

25 Meg råkar det eg ottast fyre; det som eg ræddast, hender meg.

Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

26 Snaudt fær eg fred, snaudt fær eg ro, snaudt lindring - so kjem uro att.»

Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!