Jobs 3

1 Då let Job upp munnen og banna fødedagen sin.

Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.

2 Job tok til ords og sagde:

Og Job svarede og sagde:

3 «Burt med den dag då eg vart fødd, den natt som sa: «Ein svein er avla!»

Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!

4 Må denne dag til myrker verta - burtgløymd av Gud i høge himmel - og inkje ljos på honom skina!

Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.

5 Lat svarte myrkret honom eiga og skyer seg kring honom samla! Dagmyrkjingar skal honom skræma

Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!

6 og myrkret gløypa denne natt! Burt med den natt frå årsens dagar, ho kome ei i månads tal!

Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!

7 Ja, aud og tom skal natti verta og ingen fagnad i ho klinga;

Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!

8 Dagbannarar skal henne banna, dei som kann mana upp Livjatan,

De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!

9 Og morgonstjernor skal’kje skina; fåfengt ho venta skal på ljoset - augbrunerne av morgonroden -

Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,

10 av di ho ei livsdøri stengde på mor mi, so eg slapp for kval.

fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.

11 Kvi døydd’ eg ei i moders liv? Ell’ slokna då eg rett var fødd?

Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?

12 Kvi fanst det kne som mot meg tok; og brjost eg kunde suga ved?

Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?

13 So låg eg still og kvilde no, eg sov og hadde ro og fred

Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet

14 hjå kongar og hjå fyrstar, som til gravstad pyramider bygde,

med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,

15 hjå hovdingar som åtte gull og fyllte sine hus med sylv;

eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;

16 ell’ ufødd var eg ikkje til, lik born som aldri ljoset såg.

eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.

17 Der rasar ei dei vonde meir; der kviler dei som trøytte er;

Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;

18 og fangarne er trygge der; dei høyrer ingen drivar meir.

der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;

19 Der stor og liten like er, og trælen fri for herren sin.

der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.

20 Kvi gjev han ljos til den som lid, og liv til deim som gremmer seg,

Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?

21 som fåfengt stundar etter dauden, og søkjer han som løynde skatt,

dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?

22 som gled seg, ja, som jublar høgt, og fegnast når dei finn ei grav -

dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?

23 til mannen som ei finn sin veg, som Gud set fast og stengjer inne?

den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?

24 Min sukk hev vorte daglegt brød, og klaga mi som vatnet strøymar.

Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.

25 Meg råkar det eg ottast fyre; det som eg ræddast, hender meg.

Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.

26 Snaudt fær eg fred, snaudt fær eg ro, snaudt lindring - so kjem uro att.»

Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.