Jobs 29

1 Då heldt Job fram med talen sin og sagde:

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

2 «Å, var eg som i fordums måna’r, som den gong Gud mi verja var,

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

3 då yver meg hans lampa skein, som lyste meg i myrkret fram,

da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

4 slik som eg var i mogne manndom, då Gud var ven i huset mitt,

som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

5 då Allvald endå med meg var, og mine born eg kring meg såg,

da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

6 då eg i fløyte foten tvådde, og olje rann av fjellet nær meg,

da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

7 då eg til porten steig i byen, og sessen min på torget tok!

da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

8 Ungdomen såg meg, løynde seg; dei gamle reiste seg og stod;

Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

9 hovdingar stogga midt i talen og lagde handi på sin munn;

Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

10 og røysti tagna hjå dei gjæve, og tunga seg til gomen kleimde;

Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

11 dei som meg høyrde, sælka meg, og dei som såg meg, vitna for meg.

Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

12 Eg berga arming når han ropa, og farlaus som var utan hjelp;

Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

13 velsigning fekk eg frå forkomne, og enkjor fekk eg til å jubla.

den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

14 Rettferd var min, eg hennar bunad; rett var mi kappa og mi kruna.

jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

15 Eg for den blinde auga var, og føter var eg for den halte.

Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

16 Ein far eg var for fatigfolk; eg for ukjende saki granska.

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

17 På brotsmann tennerne eg knekte, reiv fengdi utor gapet hans.

den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

18 Eg sagde: «I reiret skal eg døy, med dagar talrike som sand.

Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

19 Til roti mi skal vatnet trengja, dogg bu ved natt på greini mi;

min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

20 mi æra held seg frisk hjå meg, bogen vert ny handi mi.»

min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

21 Dei høyrde ventande på meg, og lydde stilt på rådi mi.

Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

22 Og ikkje la dei mot mitt ord, min tale draup ned yver deim.

ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

23 På meg dei bia som på regn, ja, som vårregn opna munnen.

de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

24 Eg smilte til mismodige, mitt andlit fekk dei ikkje myrkt.

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

25 Når eg deim vitja, sat eg fremst, sat som ein konge i sin herflokk, lik ein som trøystar syrgjande.

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.