Jobs 28
1 Sylv hev sin stad, der dei det finn, og gullet, som dei reinsa vinn,
Thi Sølvet har sit Sted, hvorfra det kommer, og Guldet, man renser, har sit Sted.
2 og jarn fram or jordi fær, og kopar ut or steinen bræ’r;
Jern hentes af Støvet og Stene, som smeltes til Kobber.
3 På natteskuggen gjer dei slutt og myrkheims steinar granskar ut.
Man gør Ende paa Mørket, og indtil det yderste ransager man de Stene, som ligge i Mørket og Dødens Skygge.
4 Djupt under by med annsamt liv i gruvor bergmenn kliv og sviv.
Man bryder en Skakt ned fra Jordboen; forglemte af Vandrerens Fod hænge de, borte fra Mennesker svæve de.
5 På jordi brødkorn fram dei driv, men inni upp som eld dei riv.
Af Jorden fremkommer Brød, men indeni omvæltes den som af Ild.
6 Safiren sit i steinar der, og der seg og gullklumpar ter,
Dens Stene ere Safirens Sted, og den har Guldstøv i sig.
7 Ei ørnen kjenner denne veg, for haukesyn han løyner seg.
Stien derhen har ingen Rovfugl kendt, ingen Skades Øjne set.
8 Ei stolte rovdyr vegen fann, og løva aldri gjeng på han.
De stolte Dyr have ikke betraadt den, og ingen Løve har gaaet ad den.
9 På harde steinen dei handi legg; då sturtar mang ein bergevegg.
Man lægger Haand paa den haarde Flint, man omvælter Bjerge fra Roden af.
10 I berget seg gangar grev og skodar mang ein skatt so gjæv.
Man udhugger Gange i Klipperne, og Øjet ser alt det dyrebare.
11 Dei dytter til for rennand’ å, det løynde fram for ljoset må.
Man binder for Strømmene, saa at ikke en Draabe siver ud, og fører de skjulte Ting frem til Lyset.
12 Men visdomen, kvar er han å få? Og kvar skal ein vitet nå?
Men Visdommen — hvorfra vil man finde den? og hvor er Indsigtens Sted?
13 Slett ingen veit hans verd og vinst; i manneheim han ikkje finst;
Et Menneske kender ikke dens Værdi, og den findes ikke i de levendes Land.
14 Avgrunnen dyn: «Her ei han er!» Og havet segjer: «Ikkje her!»
Afgrunden siger: Den er ikke i mig, og Havet siger: Den er ikke hos mig.
15 Du kann’kje kjøpa han for gull, men sylv ei vega prisen full,
Den kan ikke faas for det fineste Guld, ej heller dens Værdi opvejes med Sølv.
16 og ei for gull ifrå Ofir, ei for onyks, ei for safir.
Den kan ikke opvejes med Guld fra Ofir, ej heller med den dyrebare Onyks og Safir.
17 Ei gull og glas er nok til kaup, og ei til byte fingull-staup.
Den kan ikke vurderes lige med Guld og Krystal; man kan ikke tilbytte sig den for Kar af fint Guld.
18 Korall, krystall gjeld ikkje her. Visdom er meir enn perlor verd.
Koraller og Ædelstene tales der ikke om; og Visdoms Besiddelse er bedre end Perler.
19 Topas frå Kus er altfor ring, ja, reinast gull vert ingen ting.
Topazer af Morland kunne ikke vurderes lige imod den; den kan ikke opvejes med det rene Guld.
20 Visdomen, kvar kjem han ifrå? Og kvar skal ein til vitet nå?
Men Visdommen — hvorfra kommer den? og hvor er Indsigtens Sted?
21 Det ingen veit på denne jord; ei fugl det fann, kvar helst han for.
Den er skjult for alle levendes Øjne, den er og dulgt for Fuglene under Himmelen.
22 Avgrunn og daude segjer greidt: «Eit gjetord er alt det me veit.»
Afgrunden og Døden sige: Kun et Rygte om den hørte vi med vore Øren.
23 Men Gud han kjenner denne veg; han veit kvar visdom løyner seg.
Gud forstaar dens Vej, og han kender dens Sted.
24 Han skodar heilt til heimsens tram, og under himmeln ser han fram.
Thi han skuer indtil Jordens Ender; han ser hen under al Himmelen.
25 Då vinden han med vegti vog og sette mål for vatnet og,
Der han gav Vinden sin Vægt og bestemte Vandet dets Maal,
26 då han gav regnet lovi si og ljomet veg å ganga i,
der han satte en Lov for Regnen og en Vej for Lynet, som gaar foran Torden,
27 då såg han og synte fram og granska honom umhugsam.
da saa han den og kundgjorde den, beredte den, ja gennemskuede den.
28 Til menneskja han sagde so: «I Herrens otte visdom sit, og fly det vonde, det er vit.»»
Og han sagde til Mennesket: Se, Herrens Frygt, det er Visdom, og at vige fra det onde, det er Forstand.
