Jobs 27
1 Job heldt fram med talen sin og sagde:
Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 «So sant Gud liver, som meg sveik, og Allvalds som meg volde sorg
"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
3 - for endå eg min ande dreg; i nosi mi er guddomspust -:
Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,
4 Urett ligg ei på mine lippor; mi tunga talar ikkje svik.
skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
5 D’er langt frå meg å gje’ dykk rett, mi uskyld held eg fast til dauden.
Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.
6 Mi rettferd held eg fast uskjepla, eg ingen dag treng skjemmast ved.
Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
7 Min fiend’ skal seg syna gudlaus, min motstandar som urettferdig.
Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
8 Kva von hev en gudlaus att, når Gud vil sjæli or han draga?
Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
9 Vil Gud vel høyra skriket hans, når trengsla bryt innyver honom?
Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?
10 Kann han i Allvald vel seg gleda? Kann han kvar tid påkalla Gud?
Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?
11 Eg um Guds hand vil læra dykk; kva Allvald vil, det dyl eg ikkje.
Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
12 Sjå dette hev det alle set; kvi talar de då tome ord?
se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?
13 Den lut fær gudlause av Gud, den arven valdsmann fær av Allvald.
Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:
14 Til sverdet veks hans søner upp; hans avkom mettast ei med brød;
Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
15 dei siste legst i grav ved pest, og enkjorne held ingi klaga.
de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
16 Og um han dyngjer sylv som dust og samlar klæde liksom leir:
Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
17 Den rettvise tek klædi på; skuldlause skifter sylvet hans.
han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
18 Han byggjer huset sitt som molen, likt hytta vaktmannen set upp.
han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
19 Rik legg han seg - men aldri meir; han opnar augo - og er burte.
han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;
20 Som vatsflaum rædsla honom tek, ved natt riv stormen honom burt.
Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
21 Han driv av stad for austanvind, som blæs han frå hans heimstad burt.
løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
22 Han utan miskunn på han skyt; frå handi hans han røma må.
Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;
23 Med hender klappar dei åt han og pip han frå hans heimstad burt.
man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
