Jobs 27

1 Job heldt fram med talen sin og sagde:

Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

2 «So sant Gud liver, som meg sveik, og Allvalds som meg volde sorg

Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!

3 - for endå eg min ande dreg; i nosi mi er guddomspust -:

— thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —

4 Urett ligg ei på mine lippor; mi tunga talar ikkje svik.

skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.

5 D’er langt frå meg å gje’ dykk rett, mi uskyld held eg fast til dauden.

Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.

6 Mi rettferd held eg fast uskjepla, eg ingen dag treng skjemmast ved.

Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.

7 Min fiend’ skal seg syna gudlaus, min motstandar som urettferdig.

Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.

8 Kva von hev en gudlaus att, når Gud vil sjæli or han draga?

Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!

9 Vil Gud vel høyra skriket hans, når trengsla bryt innyver honom?

Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?

10 Kann han i Allvald vel seg gleda? Kann han kvar tid påkalla Gud?

Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?

11 Eg um Guds hand vil læra dykk; kva Allvald vil, det dyl eg ikkje.

Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.

12 Sjå dette hev det alle set; kvi talar de då tome ord?

Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?

13 Den lut fær gudlause av Gud, den arven valdsmann fær av Allvald.

Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.

14 Til sverdet veks hans søner upp; hans avkom mettast ei med brød;

Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.

15 dei siste legst i grav ved pest, og enkjorne held ingi klaga.

De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.

16 Og um han dyngjer sylv som dust og samlar klæde liksom leir:

Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,

17 Den rettvise tek klædi på; skuldlause skifter sylvet hans.

da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.

18 Han byggjer huset sitt som molen, likt hytta vaktmannen set upp.

Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.

19 Rik legg han seg - men aldri meir; han opnar augo - og er burte.

Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.

20 Som vatsflaum rædsla honom tek, ved natt riv stormen honom burt.

Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.

21 Han driv av stad for austanvind, som blæs han frå hans heimstad burt.

Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.

22 Han utan miskunn på han skyt; frå handi hans han røma må.

Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.

23 Med hender klappar dei åt han og pip han frå hans heimstad burt.

Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.