< Jobs 22 >
1 Då tok Elifaz frå Teman til ords og sagde:
Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 «Er mannen vel til gagn for Gud? Nei, vitug mann seg sjølv mun gagna.
"Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.
3 Hev Allvald bate av di rettferd? Er det hans vinst, at rett du ferdast?
Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?
4 Er det din gudlegdom han refser, når han med deg held rettargang?
Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor?
5 Hev ei din vondskap vore stor og dine syndar utan ende?
Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
6 Grunnlaust du panta dine brøder; halvnakne drog du klædi av;
Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,
7 den trøytte gav du ikkje vatn, den svoltne negta du ditt brød.
gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.
8 Det er den sterke som eig landet, den stolte hev si bustad der.
Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.
9 Du jaga enkjor burt tomhendt’ burt, slo armen av på faderlause.
Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.
10 Difor ligg snaror kringum deg, og rædsla skræmer deg so brått.
Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.
11 Ell’ vert du ikkje myrkret var, den flaum som fossar yver deg?
Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!
12 Bur ikkje Gud i himmelhøgd, sjå øvste stjernor, høgt dei sit!
Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står!
13 Du segjer so: «Kva veit vel Gud? Kann attum skyerne han døma?
Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?
14 For skyer dimmer augo hans; han hev sin gang på himmelkvelven.»
Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"
15 Seg, vil du fylgja fortids-vegen, den stig som illverksmenner gjekk?
Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,
16 Dei som i utid tekne vart - og deira grunn flaut burt i flaum -
de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,
17 som sagde til Gud: «Haldt du deg burte!» Kva skulde Allvald vel deim gjera?
som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"
18 Endå han signa deira hus - langt burt frå meg med gudlaus råd!
Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.
19 Rettvise folk det såg med gleda, og den skuldlause spotta deim:
De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:
20 «Fiendarn’ våre gjekk til grunns! Sjå elden øydde det dei leivde!»
For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
21 Vert ven med honom, og få fred! So skal og lukka timast deg.
Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke;
22 Og tak so lærdom av hans munn, og legg deg ordi hans på hjarta!
tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!
23 Vend um til Allvald, då du byggjest og jagar syndi frå ditt tjeld.
Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,
24 Kast gullet ditt i moldi ned - Ofir-gull millom bekkjesteinar.
kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,
25 Allvald skal vera då ditt gull og haugar utav sylv for deg.
så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,
26 Då skal du frygda deg i Allvald, di åsyn lyfta upp til Gud.
ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.
27 Og når du ropar, vil han høyra, so du kann halda det du lovar.
Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;
28 Det du deg etlar, skal du vinna, og ljos skal skina på din veg.
hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;
29 Gjeng vegen ned, du ropar: «Upp!» Han hjelpar den bljug-øygde mann.
thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned;
30 Ja, ikkje-skuldfri mann han bergar, frelst vert han ved di reine hand.»
han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!