Jobs 21
1 Då svara Job og sagde:
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 «Å høyr då, høyr på mine ord! Gjev i minsto det til trøyst!
Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
3 Lat meg få lov å tala ut, so kann du spotta etterpå.
Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo haane!
4 Klagar eg vel på menneskje? Og hev eg ikkje grunn til harm?
Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utaalmodig?
5 Vend dykk til meg, og ottast so; legg handi so på dykkar munn.
Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Haand paa Mund!
6 Eg støkk, når eg det kjem i hug; ei bivring gjenom kroppen gjeng.
Jeg gruer, naar jeg tænker derpaa, mit Legeme gribes af Skælven:
7 Kvifor fær dei gudlause liva, auka i magt som åri gjeng?
De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
8 Dei ser si ætt stå fast ikring deim, dei hev sitt avkjøme for augo.
Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
9 I fred stend husi deira trygge, Guds svipa råkar ikkje deim;
deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
10 med heppa parast deira fe, og kyrne kastar aldri kalv.
ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
11 Dei slepper borni ut som lamb, og gutarne i leiken hoppar;
de slipper deres Drenge ud som Faar, deres Børneflok boltrer sig ret;
12 Dei syng til trumma og til cither og frygdar seg ved fløyteljod.
de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget, (Sheol h7585)
14 Til Gud dei segjer: «Haldt deg burte!» Me vil’kje kjenna dine vegar!
skønt de siger til Gud: »Gaa fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
15 Kvi skal me tena den Allsterke? Kva gagnar det å be til honom?»
Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke paa hos ham?«
16 «Dei hev’kje lukka si i handi» - Langt burt frå meg med gudlaus råd!
Er ej deres Lykke i deres Haand og gudløses Raad ham fjernt?
17 Når sloknar lampa for gudlause? Når kjem ulukka yver deim? Gjev han deim straff i vreidesmod?
Naar gaar de gudløses Lampe ud og naar kommer Ulykken over dem? Naar deler han Loddet ud i sin Vrede,
18 Fer dei vel burt som strå for vind, lik agner som i stormen fyk?
saa de bliver som Straa for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
19 «Gud gøymer straffi til hans born.» Nei, sjølv skal mannen straffi kjenna!
Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, saa han mærker det,
20 Lat han få sjå sitt eige fall og drikka harm frå den Allsterke!
lad ham selv faa sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
21 Kva bryr han seg vel um sitt hus, når månadstalet hans er fullt?
Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, naar hans Maaneders Tal er udrundet?
22 Vil nokon hjelpa Gud til kunnskap, han som er domar for dei høgste?
Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
23 Den eine døyr på velmagts høgd, fullkomleg trygg og fredeleg;
En dør jo paa Lykkens Tinde, helt tryg og saa helt uden Sorger:
24 hans fat er fulle utav mjølk, og i hans bein er mergen frisk;
hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
25 den andre døyr so beisk i hug, hev ingenting av lukka smaka.
med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
26 Dei båe vert i moldi lagde, og deira klednad makkar er.
de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
27 Sjå kor eg kjennar dykkar tankar, og dykkar meinkrokar mot meg.
Se, jeg kender saa vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
28 De spør: «Kvar er vel stormannshuset? Kvar er det tjeld der gudlause bur?»
naar I siger: »Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?«
29 Hev de’kje høyrt av ferdafolk - de trur vel det som dei fortel -:
Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
30 «Den vonde frå ulukka slepp; han berga vert på vreidedagen.
Den onde skaanes paa Ulykkens Dag og frelses paa Vredens Dag.
31 Kven lastar honom for hans ferd? Og straffar honom for hans gjerd?
Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
32 Han vert til gravi båren burt, og ved hans gravhaug held dei vakt.
Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
33 Søtt søv han under torv i dal, og i hans far all verdi fer, som tallause gjekk fyre honom.
i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger saa efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
34 Det trøystar meg med tome ord; av dykkar svar er sviket att.»
Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar — kun Svig er tilbage!
