Jobs 21
1 Då svara Job og sagde:
Men Job svarede og sagde:
2 «Å høyr då, høyr på mine ord! Gjev i minsto det til trøyst!
hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
3 Lat meg få lov å tala ut, so kann du spotta etterpå.
Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
4 Klagar eg vel på menneskje? Og hev eg ikkje grunn til harm?
Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
5 Vend dykk til meg, og ottast so; legg handi so på dykkar munn.
Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
6 Eg støkk, når eg det kjem i hug; ei bivring gjenom kroppen gjeng.
Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
7 Kvifor fær dei gudlause liva, auka i magt som åri gjeng?
Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
8 Dei ser si ætt stå fast ikring deim, dei hev sitt avkjøme for augo.
Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
9 I fred stend husi deira trygge, Guds svipa råkar ikkje deim;
Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
10 med heppa parast deira fe, og kyrne kastar aldri kalv.
Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
11 Dei slepper borni ut som lamb, og gutarne i leiken hoppar;
De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
12 Dei syng til trumma og til cither og frygdar seg ved fløyteljod.
De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.
De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige. (Sheol h7585)
14 Til Gud dei segjer: «Haldt deg burte!» Me vil’kje kjenna dine vegar!
Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
15 Kvi skal me tena den Allsterke? Kva gagnar det å be til honom?»
Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
16 «Dei hev’kje lukka si i handi» - Langt burt frå meg med gudlaus råd!
Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
17 Når sloknar lampa for gudlause? Når kjem ulukka yver deim? Gjev han deim straff i vreidesmod?
Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
18 Fer dei vel burt som strå for vind, lik agner som i stormen fyk?
Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?
19 «Gud gøymer straffi til hans born.» Nei, sjølv skal mannen straffi kjenna!
„Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
20 Lat han få sjå sitt eige fall og drikka harm frå den Allsterke!
Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
21 Kva bryr han seg vel um sitt hus, når månadstalet hans er fullt?
Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
22 Vil nokon hjelpa Gud til kunnskap, han som er domar for dei høgste?
Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
23 Den eine døyr på velmagts høgd, fullkomleg trygg og fredeleg;
Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
24 hans fat er fulle utav mjølk, og i hans bein er mergen frisk;
hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
25 den andre døyr so beisk i hug, hev ingenting av lukka smaka.
Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
26 Dei båe vert i moldi lagde, og deira klednad makkar er.
De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
27 Sjå kor eg kjennar dykkar tankar, og dykkar meinkrokar mot meg.
Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
28 De spør: «Kvar er vel stormannshuset? Kvar er det tjeld der gudlause bur?»
thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
29 Hev de’kje høyrt av ferdafolk - de trur vel det som dei fortel -:
Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
30 «Den vonde frå ulukka slepp; han berga vert på vreidedagen.
at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?
31 Kven lastar honom for hans ferd? Og straffar honom for hans gjerd?
„Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?
32 Han vert til gravi båren burt, og ved hans gravhaug held dei vakt.
Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
33 Søtt søv han under torv i dal, og i hans far all verdi fer, som tallause gjekk fyre honom.
I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟
34 Det trøystar meg med tome ord; av dykkar svar er sviket att.»
Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
