Jobs 20

1 Då tok Sofar frå Na’ama til ords og sagde:

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde

2 «Difor gjev mine tankar svar, og difor stormar det i meg.

"Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;

3 Ei skamleg skrapa fær eg høyra, men kloke svar mi ånd gjev meg.

til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!

4 Veit du’kje at frå ævords tid, frå mannen fyrst på jord vart sett,

Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,

5 ugudlege hev stokkut jubel, vanheilage stuttvarug gleda?

at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?

6 Når modet hans til himmels stig, når hovudet mot sky han lyfter,

Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,

7 han evig gjeng til grunns som skarnet; «Kvar er han?» spør dei, honom såg.

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

8 Lik draumen glid han burt og kverv, vert jaga som ei nattesyn.

Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;

9 Han burte er for alle augo, hans stad veit ikkje til han meir.

Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.

10 Hans born lyt hjelpa fatigfolk; hans hender gjev hans gods attende.

Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.

11 Hans bein var full’ av ungdomskraft; men den i moldi ligg med honom.

Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

12 Er i hans munn det vonde søtt, vil han det under tunga gøyma,

Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,

13 sparer han det og slepper ikkje, held han det under gomen fast,

sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,

14 so vert i kroppen maten hans til orme-eiter i hans buk.

så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;

15 Det gods han gløypte, spyr han ut; Gud driv det ut or magen hans.

Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,

16 Han orme-eiter i seg saug, og ødle-tunga honom drep.

han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;

17 Han fær visst ikkje skoda bekkjer, ei heller flaum av mjølk og honning.

han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;

18 Han rikdom vinn, men nyt han ikkje; han samlar gods, men vert’kje glad.

han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.

19 Han krasa småfolk, let deim liggja, han rana hus som han ei byggjer.

Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.

20 Han kjende ikkje ro inni seg, men med sin skatt han slepp’kje undan.

Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;

21 Hans hækna sparer ingen ting; og difor kverv hans lukka burt.

ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;

22 I all si ovnøgd lid han naud; kvar armings-hand kjem yver honom.

midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.

23 Og til å fylla buken hans han sender vreiden yver honom, let maten sin på honom regna.

For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

24 Og um han frå jarnvåpen flyr, han såra vert frå koparbogen;

Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;

25 ut gjenom ryggen pili kjem, den blanke odd ut or hans gall, og dauderædslor fell på honom.

en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,

26 Alt myrker gøymt er åt hans skattar, ja, ukveikt eld et honom upp, og øyder all hans eigedom.

idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.

27 Himmelen ter hans brotsverk fram, og jordi reiser seg imot han.

Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.

28 Hans heime-forråd fer sin veg, renn burt på vreidedagen hans.

Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.

29 Slikt etlar Gud til gudlaus mann; det lovar Gud til arv åt honom.»

Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!