Jobs 19
1 Då svara Job og sagde:
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 «Kor lenge vil mi sjel de harma og krasa meg med dykkar ord?
Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slaa mig sønder med Ord?
3 Ti gonger hev de no meg spotta; de skjemmest ei å krenkja meg.
I haaner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
4 Hev eg i røyndi mistak gjort, dei mistak er mi eigi sak.
Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
5 Vil de dykk briska imot meg, som um eg lid mi skam med rette?
Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
6 Hugs på at Gud hev bøygt meg ned og spana kringum meg sitt garn.
Saa vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
7 Eg ropar: «Vald!» - men eg fær’kje svar; eg ropar: «Hjelp!» men fær’kje rett.
Se, jeg skriger: Vold! men faar ikke Svar, raaber om Hjælp, der er ingen Ret.
8 Han stengjer vegen for min fot, og myrker legg han på min stig.
Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;
9 Min heidersklædnad drog han av; han frå mitt hovud kransen tok.
han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
10 Mi vern han braut, so eg gjekk under, mi von sleit han lik treet upp.
brød mig ned overalt, saa jeg maa bort, oprykked mit Haab som Træet;
11 Hans vreide logar meg imot, og for ein fiend’ held han meg.
hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
12 Hans skarar stemner fram mot meg; dei brøyter seg ein veg mot meg og lægrar seg kring tjeldet mitt.
samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.
13 Han dreiv ifrå meg mine frendar, og kjenningar vart framande.
Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,
14 Skyldfolki held seg burte frå meg, husvenerne hev gløymt meg burt.
mine nærmeste og Kendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;
15 For hjon og tenar er eg framand; dei held meg for ein ukjend mann.
mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;
16 Ei svarar drengen på mitt rop. Eg må med munnen tigga honom;
ej svarer min Træl, naar jeg kalder, jeg maa trygle ham med min Mund;
17 min ande byd imot for kona, eg tevjar ilt for mine sambrør.
ved min Aande væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;
18 Jamvel smågutar spottar meg, når eg stend upp, dei talar mot meg.
selv Drenge agter mig ringe, naar jeg rejser mig, taler de mod mig;
19 Dei styggjest for meg mine vener, og dei eg elska, snur seg mot meg.
Standsfæller væmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.
20 Min kropp er berre skin og bein, snaudt hev eg endå tannkjøt att.
Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.
21 Hav medynk, medynk, mine vener! Gud hev meg råka med si hand.
Naade, mine Venner, Naade, thi Guds Haand har rørt mig!
22 Kvifor skal de som Gud meg jaga, og vert ei mette av mitt kjøt?
Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
23 Å, gjev at mine ord vart skrivne, og i ei bok vart rita inn,
Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
24 ja, vart med jarnmeitel og bly for ævleg tid i berget hogne!
med Griffel af Jern, med Bly indristet i Klippen for evigt!
25 Eg veit at min utløysar liver, til sist han yver moldi kjem.
Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer staa frem.
26 Og når mi hud er øydelagd, ut frå mitt kjøt då ser eg Gud,
Naar min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,
27 eg honom ser som venen min, mitt auga ser det, ingen framand! Å, nyro lengtar i mitt liv!
hvem jeg skal se paa min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgaar i mit Indre!
28 De segjer: «Me vil jaga honom!» - som um orsaki låg hjå meg!
Naar I siger: »Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!«
29 Men de lyt agta dykk for sverdet; for vreide vert ved sverdet straffa. Og de skal vita: domen kjem.»
saa tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!
