Jobs 19

1 Då svara Job og sagde:

Men Job svarede og sagde:

2 «Kor lenge vil mi sjel de harma og krasa meg med dykkar ord?

Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

3 Ti gonger hev de no meg spotta; de skjemmest ei å krenkja meg.

I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

4 Hev eg i røyndi mistak gjort, dei mistak er mi eigi sak.

Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

5 Vil de dykk briska imot meg, som um eg lid mi skam med rette?

Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

6 Hugs på at Gud hev bøygt meg ned og spana kringum meg sitt garn.

saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

7 Eg ropar: «Vald!» - men eg fær’kje svar; eg ropar: «Hjelp!» men fær’kje rett.

Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

8 Han stengjer vegen for min fot, og myrker legg han på min stig.

Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

9 Min heidersklædnad drog han av; han frå mitt hovud kransen tok.

Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

10 Mi vern han braut, so eg gjekk under, mi von sleit han lik treet upp.

Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

11 Hans vreide logar meg imot, og for ein fiend’ held han meg.

og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

12 Hans skarar stemner fram mot meg; dei brøyter seg ein veg mot meg og lægrar seg kring tjeldet mitt.

Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

13 Han dreiv ifrå meg mine frendar, og kjenningar vart framande.

Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

14 Skyldfolki held seg burte frå meg, husvenerne hev gløymt meg burt.

Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

15 For hjon og tenar er eg framand; dei held meg for ein ukjend mann.

De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

16 Ei svarar drengen på mitt rop. Eg må med munnen tigga honom;

Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

17 min ande byd imot for kona, eg tevjar ilt for mine sambrør.

Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

18 Jamvel smågutar spottar meg, når eg stend upp, dei talar mot meg.

Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

19 Dei styggjest for meg mine vener, og dei eg elska, snur seg mot meg.

Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

20 Min kropp er berre skin og bein, snaudt hev eg endå tannkjøt att.

Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

21 Hav medynk, medynk, mine vener! Gud hev meg råka med si hand.

Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

22 Kvifor skal de som Gud meg jaga, og vert ei mette av mitt kjøt?

Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

23 Å, gjev at mine ord vart skrivne, og i ei bok vart rita inn,

Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

24 ja, vart med jarnmeitel og bly for ævleg tid i berget hogne!

ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

25 Eg veit at min utløysar liver, til sist han yver moldi kjem.

Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

26 Og når mi hud er øydelagd, ut frå mitt kjøt då ser eg Gud,

Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

27 eg honom ser som venen min, mitt auga ser det, ingen framand! Å, nyro lengtar i mitt liv!

hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

28 De segjer: «Me vil jaga honom!» - som um orsaki låg hjå meg!

Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

29 Men de lyt agta dykk for sverdet; for vreide vert ved sverdet straffa. Og de skal vita: domen kjem.»

Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.