Jobs 18

1 Då tok Bildad frå Suah til ords og sagde:

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

2 «Kor lenge driv de jagt på ord? Gjev gaum, lat oss so talast ved!

"Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

3 Kvi skal me reknast liksom fe, som ureine i dykkar augo?

Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne?

4 Å, du som riv deg sund i sinne, skal jordi øydast for di skuld? Skal fjellet flytjast frå sin stad?

Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

5 Men sløkt vert ljoset for den vonde, og hans åre-eld skal ikkje skina.

Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;

6 I tjeldet hans vert ljoset myrkt, og lampa sloknar yver han.

Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;

7 Hans sterke stig vert snævra inn; han snåvar yver sine planar.

hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;

8 Hans fot vert fløkt i garnet inn, og upp i netet ferdast han;

thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,

9 og snara triv um hælen hans, og gildra tek på honom fat.

Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;

10 I jordi løynde gildror lurer, og fellor ventar på hans veg.

Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;

11 Og rædslor trugar rundt ikring og skræmer han for kvart eit stig.

Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:

12 Ulukka hungrar etter han, og vondt vil føra han til fall,

Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:

13 vil eta kvar ein led og lem, ja, det vil daudens eldste son.

Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;

14 Hans trygd er rivi frå hans tjeld; du sender han til rædsle-kongen.

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

15 I huset hans bur framande, det vert strått svåvel på hans bustad.

i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;

16 Hans rot i grunnen turkar ut; den høge kruna visnar burt.

nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;

17 Hans minne kverv frå jordi burt, og namnlaus vert han vidt og breidt.

hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;

18 Frå ljos til myrker driv dei honom og jagar han frå landi burt.

man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;

19 Han barnlaus vert i eige folk; i heimen hans slepp ingen undan.

i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

20 Og vestmenn støkk for dagen hans, og austmenn vert av rædsla slegne.

de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.

21 Just soleis gjeng det nidings hus, den heim der ingen kjenner Gud.»

Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!