Jobs 17
1 Mi ånd er knekt, mitt liv er sløkt, no hev eg berre gravi att.
Mening roⱨim sunuⱪ, Künlirim tügǝy dǝydu, Gɵrlǝr meni kütmǝktǝ.
2 Eg hæding finn på kvar ein kant, ved deira tråss lyt auga dvelja.
Ətrapimda aldamqi mazaⱪ ⱪilƣuqilar bar ǝmǝsmu? Kɵzümning ularning eqitⱪuluⱪiƣa tikilip turuxtin baxⱪa amali yoⱪtur.
3 Å, set eit pant for meg hjå deg! Kven elles skal meg handslag gjeva?
Aⱨ, jenim üqün Ɵzüng haliƣan kapalǝtni elip Ɵzüngning aldida manga borun bolƣaysǝn; Sǝndin baxⱪa kim meni ⱪollap borun bolsun?
4 Du stengde deira sjæl for skyn; difor vil du ikkje lyfta deim.
Qünki Sǝn [dostlirimning] kɵnglini yoruⱪluⱪtin ⱪaldurƣansǝn; Xunga Sǝn ularni ƣǝlibidinmu mǝⱨrum ⱪilisǝn!
5 Den som gjev vener burt til plundring, hans søner sloknar augo på.
Ƣǝniymǝt alay dǝp dostliriƣa pǝxwa atⱪan kixining bolsa, Ⱨǝtta balilirining kɵzlirimu kor bolidu.
6 Eg er for folk til ordtak sett, som ein dei sputtar beint i syni.
U meni ǝl-yurtlarning aldida sɵz-qɵqǝkkǝ ⱪoydi; Mǝn kixilǝr yüzümgǝ tüküridiƣan adǝm bolup ⱪaldim.
7 Mitt auga sjukt av sorger er, og mine lemer er ein skugge.
Dǝrd-ǝlǝmdin kɵzüm torlixip kǝtti, Barliⱪ ǝzalirim kɵlǝnggidǝk bolup ⱪaldi.
8 Dei rettvise støkk yver slikt, og skuldfri harmast på ugudleg.
Bu ixlarni kɵrüp duruslar ⱨǝyranuⱨǝs bolidu; Bigunaⱨlar iplaslarƣa ⱪarxi turuxⱪa ⱪozƣilidu.
9 Men rettvis mann sin veg gjeng fram, og magti veks hjå reinhendt mann.
Biraⱪ ⱨǝⱪⱪaniy adǝm ɵz yolida qing turidu, Ⱪoli pak yüridiƣan adǝmning küqi tohtawsiz ulƣiyidu.
10 Men de - kom berre alle att! Eg ingen vismann finn hjå dykk.
Əmdi ⱪeni, ⱨǝmminglar, yǝnǝ kelinglar; Aranglardin birmu dana adǝm tapalmaymǝn.
11 Og mine dagar dei kvarv burt; og mine planar slitna sund, dei som mitt hjarta emna på.
Künlirim ahirlixay dǝp ⱪaptu, Muddialirim, kɵnglümdiki intizarlar üzüldi.
12 Men dei gjer natti um til dag, som ljos var næmare enn myrkrer.
Bu adǝmlǝr keqini kündüzgǝ aylandurmaⱪqi; Ular ⱪarangƣuluⱪⱪa ⱪarap: «Nur yeⱪinlixiwatidu» deyixiwatidu.
Əgǝr kütsǝm, ɵyüm tǝⱨtisara bolidu; Mǝn ⱪarangƣuluⱪⱪa ornumni raslaymǝn. (Sheol h7585)
14 Til gravi ropar eg: «Min far!» til makken: «Mor mi! Syster mi!»
«Qirip ketixni: «Sǝn mening atam!», Ⱪurtlarni: «Apa! Aqa!» dǝp qaⱪirimǝn!
15 Kvar vert det då av voni mi? Mi von, kven augnar henne då?
Undaⱪta ümidim nǝdǝ? Xundaⱪ, ümidimni kim kɵrǝlisun?
