Jobs 17
1 Mi ånd er knekt, mitt liv er sløkt, no hev eg berre gravi att.
Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
2 Eg hæding finn på kvar ein kant, ved deira tråss lyt auga dvelja.
visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
3 Å, set eit pant for meg hjå deg! Kven elles skal meg handslag gjeva?
Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
4 Du stengde deira sjæl for skyn; difor vil du ikkje lyfta deim.
Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
5 Den som gjev vener burt til plundring, hans søner sloknar augo på.
den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
6 Eg er for folk til ordtak sett, som ein dei sputtar beint i syni.
Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
7 Mitt auga sjukt av sorger er, og mine lemer er ein skugge.
mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
8 Dei rettvise støkk yver slikt, og skuldfri harmast på ugudleg.
retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
9 Men rettvis mann sin veg gjeng fram, og magti veks hjå reinhendt mann.
men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
10 Men de - kom berre alle att! Eg ingen vismann finn hjå dykk.
Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!
11 Og mine dagar dei kvarv burt; og mine planar slitna sund, dei som mitt hjarta emna på.
Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
12 Men dei gjer natti um til dag, som ljos var næmare enn myrkrer.
Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, (Sheol h7585)
14 Til gravi ropar eg: «Min far!» til makken: «Mor mi! Syster mi!»
Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
15 Kvar vert det då av voni mi? Mi von, kven augnar henne då?
Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
