Jobs 16

1 Då svara Job og sagde:

Saa tog Job til Orde og svarede:

2 «Eg hev høyrt nok av dette slag; d’er brysam trøyst de alle gjev.

Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

3 Vert det’kje slutt på tome ord? Kva er det som til svar deg driv?

Faar Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

4 Eg skulde tala liksom de, i fall de var i staden min; eg sette ord i hop mot dykk, eg riste hovudet mot dykk;

Ogsaa jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste paa Hovedet ad jer,

5 eg skulde trøysta dykk med munnen og lindra dykk med lippemedynk.

styrke jer med min Mund, ej spare paa ynksomme Ord!

6 Men tale lindrar ei min verk, og ikkje kverv han um eg tegjer.

Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring faar jeg?

7 Men no hev han meg trøytta ut, du hev øydt ut min heile huslyd.

Dog nu har han udtømt min Kraft, du har ødelagt hele min Kreds;

8 Du klemde meg, til vitne vart det, mi liding reiste seg imot meg og vitna mot meg beint i syni.

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

9 Hans vreide reiv og elte meg; han gnistra tennerne imot meg; fiendar kveste augo på meg

Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

10 og opna munnen sin imot meg og slo mi kinn med skjemdarslag og stima saman imot meg.

de opspiler Gabet imod mig, slaar mig med Haan paa Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

11 Til farkar Gud meg yverlet og kastar meg i brotsmenns vald.

Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

12 Midt i min fred han skræmde meg, treiv meg i nakken, krasa meg, til skiva sette han meg upp.

Jeg leved i Fred, saa knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

13 Hans pilar svirrar kringum meg; bønlaust han kløyver mine nyro, mitt gall han tømer ut på jordi.

hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skaansel, udgyder min Galde paa Jorden;

14 Han bryt meg sund med brot på brot og stormar mot meg som ei kjempa.

Revne paa Revne slaar han mig, stormer som Kriger imod mig.

15 Sekk hev eg sytt um hudi mi og stukke hornet mitt i moldi.

Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvet;

16 Raudt er mitt andlit utav gråt, og myrkret tyngjer augneloki,

mit Ansigt er rødt af Graad, mine Øjenlaag hyllet i Mørke,

17 endå mi hand er rein for vald, og bøni mi er fri for svik.

skønt der ikke er Vold i min Haand, og skønt min Bøn er ren!

18 Løyn ikkje blodet mitt, du jord! Legg ikkje klaga mi til kvile!

Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!

19 Alt no mitt vitne er i himmeln, min målsmann i det høge bur.

Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

20 Når mine vener spottar meg; til Gud eg tårut auga vender.

gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Taarer til Gud,

21 Han døme millom Gud og mann og millom mannen og hans ven.

at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

22 Og ikkje mange år det vert fyrr eg gjeng burt og kjem’kje att.

Thi talte er de kommende Aar, jeg skal ud paa en Færd, jeg ej vender hjem fra.