Jobs 16

1 Då svara Job og sagde:

Da svarede Job og sagde:

2 «Eg hev høyrt nok av dette slag; d’er brysam trøyst de alle gjev.

Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.

3 Vert det’kje slutt på tome ord? Kva er det som til svar deg driv?

Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

4 Eg skulde tala liksom de, i fall de var i staden min; eg sette ord i hop mot dykk, eg riste hovudet mot dykk;

Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.

5 eg skulde trøysta dykk med munnen og lindra dykk med lippemedynk.

Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

6 Men tale lindrar ei min verk, og ikkje kverv han um eg tegjer.

Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?

7 Men no hev han meg trøytta ut, du hev øydt ut min heile huslyd.

Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.

8 Du klemde meg, til vitne vart det, mi liding reiste seg imot meg og vitna mot meg beint i syni.

Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.

9 Hans vreide reiv og elte meg; han gnistra tennerne imot meg; fiendar kveste augo på meg

Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

10 og opna munnen sin imot meg og slo mi kinn med skjemdarslag og stima saman imot meg.

De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

11 Til farkar Gud meg yverlet og kastar meg i brotsmenns vald.

Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.

12 Midt i min fred han skræmde meg, treiv meg i nakken, krasa meg, til skiva sette han meg upp.

Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.

13 Hans pilar svirrar kringum meg; bønlaust han kløyver mine nyro, mitt gall han tømer ut på jordi.

Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

14 Han bryt meg sund med brot på brot og stormar mot meg som ei kjempa.

Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

15 Sekk hev eg sytt um hudi mi og stukke hornet mitt i moldi.

Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.

16 Raudt er mitt andlit utav gråt, og myrkret tyngjer augneloki,

Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,

17 endå mi hand er rein for vald, og bøni mi er fri for svik.

skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

18 Løyn ikkje blodet mitt, du jord! Legg ikkje klaga mi til kvile!

O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.

19 Alt no mitt vitne er i himmeln, min målsmann i det høge bur.

Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.

20 Når mine vener spottar meg; til Gud eg tårut auga vender.

Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

21 Han døme millom Gud og mann og millom mannen og hans ven.

at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

22 Og ikkje mange år det vert fyrr eg gjeng burt og kjem’kje att.

Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.