Jobs 14
1 Sjå - menneskjet, av kvinna født, det liver stutt, av uro mett.
Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
2 Som blom det sprett og visnar burt, ja, lik ein skugge burt det fer.
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
3 Men du med honom auga held, og meg du dreg for domen din.
Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4 Skal tru det av ein urein kjem ein som er rein? Nei, ikkje ein!
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5 Når dagetalet hans er sett, hans månads-tal sett fast hjå deg, når du for han ei grensa drog som ei han yverskrida kann,
Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6 so snu deg frå, lat han få fred og ha sin dag som leigekaren!
tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7 For treet er det endå von; um det vert det hogge, sprett det att, på renningar det vantar ikkje.
Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
8 Når røterne i jordi eldest, og stomnen døyr i turre mold,
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9 ved dåm av vatnet skyt det knupp, fær som ein stikling grøne greiner.
lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
10 Men døyr ein mann, då ligg han der; han andast, og kvar er han då?
men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
11 Som vatnet renn ut or ein sjø, som elvi minkar, turkast ut,
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12 so ligg ein mann, ris ikkje upp; til himmeln kverv, dei vaknar ikkje; ein kann’kje vekkja deim or svevnen.
saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13 Å, gjev du gøymde meg i helheim, løynde meg, til din vreide gav seg, gav meg ein frest, og so meg hugsa! (Sheol h7585)
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
14 Tru mannen døyr og livnar att? I all min strid eg skulde vona og venta til avløysing kom.
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15 Eg skulde svara, når du ropa og lengta mot dine eige verk.
du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
16 Men no du tel kvart stig eg tek og agtar vel på syndi mi;
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17 mi synd er læst i pungen inn, og på mi skuld du gøymer vel!
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18 Som fjellet fell og smuldrast burt, og berget frå sin stad vert flutt,
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
19 Som vatnet holar steinen ut, og flaumen skolar moldi burt, so tek du ifrå mannen voni
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
20 og tyngjer honom ned for alltid. Han fer av stad; med åsyn rengd du sender honom burt frå deg.
For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
21 Han veit’kje um hans born vert heidra; han merkar ikkje um dei armast;
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
22 Hans eigen kropp hans liding valdar, og sjæli græt for eigi sorg.»
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
