Jobs 14
1 Sjå - menneskjet, av kvinna født, det liver stutt, av uro mett.
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 Som blom det sprett og visnar burt, ja, lik ein skugge burt det fer.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 Men du med honom auga held, og meg du dreg for domen din.
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 Skal tru det av ein urein kjem ein som er rein? Nei, ikkje ein!
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 Når dagetalet hans er sett, hans månads-tal sett fast hjå deg, når du for han ei grensa drog som ei han yverskrida kann,
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 so snu deg frå, lat han få fred og ha sin dag som leigekaren!
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 For treet er det endå von; um det vert det hogge, sprett det att, på renningar det vantar ikkje.
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 Når røterne i jordi eldest, og stomnen døyr i turre mold,
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 ved dåm av vatnet skyt det knupp, fær som ein stikling grøne greiner.
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 Men døyr ein mann, då ligg han der; han andast, og kvar er han då?
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 Som vatnet renn ut or ein sjø, som elvi minkar, turkast ut,
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 so ligg ein mann, ris ikkje upp; til himmeln kverv, dei vaknar ikkje; ein kann’kje vekkja deim or svevnen.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 Å, gjev du gøymde meg i helheim, løynde meg, til din vreide gav seg, gav meg ein frest, og so meg hugsa! (Sheol h7585)
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 Tru mannen døyr og livnar att? I all min strid eg skulde vona og venta til avløysing kom.
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 Eg skulde svara, når du ropa og lengta mot dine eige verk.
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 Men no du tel kvart stig eg tek og agtar vel på syndi mi;
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 mi synd er læst i pungen inn, og på mi skuld du gøymer vel!
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 Som fjellet fell og smuldrast burt, og berget frå sin stad vert flutt,
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 Som vatnet holar steinen ut, og flaumen skolar moldi burt, so tek du ifrå mannen voni
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 og tyngjer honom ned for alltid. Han fer av stad; med åsyn rengd du sender honom burt frå deg.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 Han veit’kje um hans born vert heidra; han merkar ikkje um dei armast;
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 Hans eigen kropp hans liding valdar, og sjæli græt for eigi sorg.»
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
