Jobs 14

1 Sjå - menneskjet, av kvinna født, det liver stutt, av uro mett.

Čovjek koga je žena rodila kratka je vijeka i pun nevolja.

2 Som blom det sprett og visnar burt, ja, lik ein skugge burt det fer.

K'o cvijet je nikao i vene već, poput sjene bježi ne zastajuć'.

3 Men du med honom auga held, og meg du dreg for domen din.

Na takva, zar, ti oči otvaraš i preda se na sud ga izvodiš?

4 Skal tru det av ein urein kjem ein som er rein? Nei, ikkje ein!

Tko će čisto izvuć' iz nečista? Nitko!

5 Når dagetalet hans er sett, hans månads-tal sett fast hjå deg, når du for han ei grensa drog som ei han yverskrida kann,

Pa kad su njegovi dani odbrojeni, kad mu broj mjeseci o tebi ovisi, kad mu granicu stavljaš neprijelaznu,

6 so snu deg frå, lat han få fred og ha sin dag som leigekaren!

skini s njega pogled da počinut' može, poput najamnika da svoj dan uživa.

7 For treet er det endå von; um det vert det hogge, sprett det att, på renningar det vantar ikkje.

TÓa ni drvu nije nada sva propala, posječeno, ono opet prozeleni i mladice nove iz njega izbiju.

8 Når røterne i jordi eldest, og stomnen døyr i turre mold,

Ako mu korijen i ostari u zemlji, ako mu se panj i sasuši u prahu,

9 ved dåm av vatnet skyt det knupp, fær som ein stikling grøne greiner.

oćutjevši vodu, ono će propupat' i pustiti grane kao stablo novo.

10 Men døyr ein mann, då ligg han der; han andast, og kvar er han då?

Al' kad čovjek umre, ostaje pokošen, kad smrtnik izdahne, gdje li je on tada?

11 Som vatnet renn ut or ein sjø, som elvi minkar, turkast ut,

Može sva voda iz mora ispariti i presahnut' rijeke, isušit posvema',

12 so ligg ein mann, ris ikkje upp; til himmeln kverv, dei vaknar ikkje; ein kann’kje vekkja deim or svevnen.

al' čovjek kad legne, ne ustaje više, dok nebesa bude, neće se podići, od sna se svojega probuditi neće.

13 Å, gjev du gøymde meg i helheim, løynde meg, til din vreide gav seg, gav meg ein frest, og so meg hugsa! (Sheol h7585)

O, kad bi me htio skriti u Šeolu, zakloniti me dok srdžba ti ne mine, dÓati mi rok kad ćeš me se spomenuti, (Sheol h7585)

14 Tru mannen døyr og livnar att? I all min strid eg skulde vona og venta til avløysing kom.

- jer, kad umre čovjek, zar uskrsnut' može? - čekao bih te sve dane vojske svoje dok ne bi došao da mi smjenu dadeš.

15 Eg skulde svara, når du ropa og lengta mot dine eige verk.

Zvao bi me, a ja bih se odazvao: zaželio si se djela svojih ruku.

16 Men no du tel kvart stig eg tek og agtar vel på syndi mi;

A sad nad svakim mojim vrebaš korakom, nijednog mi grijeha nećeš oprostiti,

17 mi synd er læst i pungen inn, og på mi skuld du gøymer vel!

u vreći si prijestup moj zapečatio i krivicu moju svu si zapisao.

18 Som fjellet fell og smuldrast burt, og berget frå sin stad vert flutt,

Vaj! K'o što se jednom uruši planina, k'o što se hridina s mjesta svog odvali,

19 Som vatnet holar steinen ut, og flaumen skolar moldi burt, so tek du ifrå mannen voni

k'o što voda kamen s vremenom istroši, a pljusak bujicom zemlju svu sapere, tako uništavaš nadu u čovjeku.

20 og tyngjer honom ned for alltid. Han fer av stad; med åsyn rengd du sender honom burt frå deg.

Oborio si ga - on ode za svagda, nagrđena lica, otjeran, odbačen.

21 Han veit’kje um hans born vert heidra; han merkar ikkje um dei armast;

Djecu mu poštuju - o tom ništa ne zna; ako su prezrena - o tom ne razmišlja.

22 Hans eigen kropp hans liding valdar, og sjæli græt for eigi sorg.»

On jedino pati zbog svojega tijela, on jedino tuži zbog svojeg života.”