Jobs 13
1 Ja, allting hev mitt auga set og øyra høyrde og forstod;
Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;
2 alt det de veit, det veit eg og; for dykk eg ei tilbake stend.
hvad I ved, ved ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for jer.
3 Men eg til Allvalds Gud vil tala, med Gud eg vil til retten ganga;
Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gaa i Rette,
4 Men de vil dekkja til med lygn, er berre ugagnslækjarar.
mens I smører paa med Løgn; usle Læger er I til Hobe.
5 Å, gjev de vilde tegja still, so kunde det for visdom gjelda.
Om I dog vilde tie stille, saa kunde I regnes for vise!
6 Høyr på den skrapa eg vil gjeva, merk når mi lippa åtak gjer!
Hør dog mit Klagemaal, mærk mine Læbers Anklage!
7 Vil de forsvara Gud med lygn? Vil de hans sak med urett verja?
Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
8 Vil de for honom gjera mismun, og spela Guds sakførarar?
Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?
9 Gjeng det dykk vel, når han dykk prøver? Kann de han narra som eit mennesk’?
Gaar det godt, naar han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?
10 Han skal so visst dykk straffa strengt, um de slik mismunn gjer i løynd.
Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.
11 Med høgdi si han skræmar dykk, hans rædsla yver dykk skal falla.
Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde paa eder?
12 Og dykkar kraft-ord vert til oska, og dykkar prov til blaute leir.
Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.
13 Teg stilt, lat meg tala ut, so fær det gå meg som det kann!
Ti stille, at jeg kan tale, saa overgaa mig, hvad der vil!
14 Kvi skuld’ eg ta mitt kjøt i tenner? Og halda livet mitt i handi?
Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Haand;
15 Han drep meg, ei eg ventar anna, mi ferd for han lik’vel eg hævdar.
se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab, dog lægger jeg for ham min Færd.
16 Men ogso det skal hjelpa meg; hjå han fær ingen urein møta.
Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!
17 So høyr då det eg segja vil; lat meg for dykkar øyro tala!
Hør nu ret paa mit Ord, lad mig tale for eders Ører!
18 Eg saki hev til rettes lagt; eg skal få rett, det veit eg visst.
Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!
19 Kven er det som med meg kann strida? Eg skulde tegja stilt og døy.
Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Aanden!
20 Tvo ting må du spara meg for; då løyner eg meg ikkje for deg:
Kun for to Ting skaane du mig, saa kryber jeg ikke i Skjul for dig:
21 Di hand lyt burt frå meg du taka, lat ei di rædsla skræma meg!
Din Haand maa du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
22 Stemn meg so inn! eg stend til svars; eller eg talar og du svarar.
Saa stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!
23 Kor mange brot og synder hev eg? Seg meg mi misgjerd og mi synd!
Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!
24 Kvifor vil du di åsyn løyna og for ein fiend’ halda meg?
Hvi skjuler du dog dit Aasyn og regner mig for din Fjende?
25 Vil eit burtblåse blad du skræma? Forfylgja du eit visna strå? -
Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Straa,
26 Når du idømer meg slik straff og let meg erva ungdoms synder
at du skriver mig saa bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,
27 og legg i stokken mine føter, og vaktar alle mine vegar, slær krins um mine foteblad.
lægger mine Fødder i Blokken, vogter paa alle mine Veje, indkredser mine Fødders Trin!
28 Og det mot ein som morkna er, lik klædeplagg som mol et upp.
Og saa er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,
