Jobs 13
1 Ja, allting hev mitt auga set og øyra høyrde og forstod;
Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.
2 alt det de veit, det veit eg og; for dykk eg ei tilbake stend.
Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.
3 Men eg til Allvalds Gud vil tala, med Gud eg vil til retten ganga;
Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.
4 Men de vil dekkja til med lygn, er berre ugagnslækjarar.
Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.
5 Å, gjev de vilde tegja still, so kunde det for visdom gjelda.
Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!
6 Høyr på den skrapa eg vil gjeva, merk når mi lippa åtak gjer!
Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.
7 Vil de forsvara Gud med lygn? Vil de hans sak med urett verja?
Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?
8 Vil de for honom gjera mismun, og spela Guds sakførarar?
Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?
9 Gjeng det dykk vel, når han dykk prøver? Kann de han narra som eit mennesk’?
Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
10 Han skal so visst dykk straffa strengt, um de slik mismunn gjer i løynd.
Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.
11 Med høgdi si han skræmar dykk, hans rædsla yver dykk skal falla.
Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?
12 Og dykkar kraft-ord vert til oska, og dykkar prov til blaute leir.
Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.
13 Teg stilt, lat meg tala ut, so fær det gå meg som det kann!
Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!
14 Kvi skuld’ eg ta mitt kjøt i tenner? Og halda livet mitt i handi?
Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.
15 Han drep meg, ei eg ventar anna, mi ferd for han lik’vel eg hævdar.
Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt!
16 Men ogso det skal hjelpa meg; hjå han fær ingen urein møta.
Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!
17 So høyr då det eg segja vil; lat meg for dykkar øyro tala!
Hører flittig min Tale og det, jeg kundgør for eders Øren.
18 Eg saki hev til rettes lagt; eg skal få rett, det veit eg visst.
Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.
19 Kven er det som med meg kann strida? Eg skulde tegja stilt og døy.
Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanden.
20 Tvo ting må du spara meg for; då løyner eg meg ikkje for deg:
Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
21 Di hand lyt burt frå meg du taka, lat ei di rædsla skræma meg!
Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!
22 Stemn meg so inn! eg stend til svars; eller eg talar og du svarar.
Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!
23 Kor mange brot og synder hev eg? Seg meg mi misgjerd og mi synd!
Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!
24 Kvifor vil du di åsyn løyna og for ein fiend’ halda meg?
Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
25 Vil eit burtblåse blad du skræma? Forfylgja du eit visna strå? -
Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?
26 Når du idømer meg slik straff og let meg erva ungdoms synder
Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.
27 og legg i stokken mine føter, og vaktar alle mine vegar, slær krins um mine foteblad.
Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Grænser for mine Fødders Saaler,
28 Og det mot ein som morkna er, lik klædeplagg som mol et upp.
skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.
