Jobs 12

1 Då svara Job og sagde:

Da tok Job til orde og sa:

2 «Ja visst, de er dei rette folk, og visdomen døyr ut med dykk.

Ja sannelig, I er de rette folk, og med eder dør visdommen ut.

3 Men eg hev vit so vel som de; eg ei til atters stend for dykk; kven kjenner ikkje dette fyrr?

Også jeg har forstand, likesom I, jeg står ikke tilbake for eder, og hvem vet ikke dette?

4 Til spott for venen min vert eg som bad til Gud og bønhøyrd vart. Til spott vert rettvis mann og ærleg.

Til spott for mine venner er jeg, jeg som ropte til Gud og fikk svar; til spott er jeg, den rettskafne og ulastelige.

5 Vanvyrd ulukka! tenkjer trygg mann, vanvyrdnad ventar deim som vinglar.

Ulykken fortjener bare forakt efter de trygges mening; forakt venter dem hvis fot vakler.

6 Valdsmenn bur roleg i sitt tjeld; trygge er dei som tergar Gud, dei som hev Gud i neven sin.

Ødeleggeres telt blir i ro, og trygge er de som egger Gud til vrede, de som fører sin gud i sin hånd.

7 Spør bølingen, han skal deg læra, og fugl i luft, han segja skal,

Men spør du dyrene, de skal lære dig, og himmelens fugler, de skal si dig det,

8 og tal til jordi, ho skal læra, og fisk i hav, skal melda deg:

eller tal til jorden, og den skal lære dig, og havets fisker skal fortelle dig det.

9 Kven skynar ei på alt i hop, at Herrens hand hev skapa det?

Hvem skjønner ikke av alt dette at det er Herrens hånd som har skapt det,

10 Kvar livand’ sjæl han hev i handi og åndi åt kvart menneskje.

han som har i sin hånd hver levende sjel og hvert menneskelegemes ånd?

11 Vert ordi ei med øyra prøvde, som du med gomen maten smakar?

Mon ikke øret prøver ord, likesom ganen smaker mat?

12 Hjå folk med gråe hår er visdom, og vit hjå deim som liver lenge.

Hos gråhårede er visdom, og langt liv gir forstand.

13 Hjå honom visdom er og kraft, hjå honom råd og dømekraft.

Hos ham er visdom og velde, ham hører råd og forstand til.

14 Når han riv ned, kven byggjer upp? Når han set fast, kven løyser ut?

Se, han river ned, og det bygges ikke op igjen; han stenger for en mann, og det lukkes ikke op.

15 Han stengjer vatnet, turkar det, slepper det, so det jordi øyder.

Han demmer for vannene, og de tørker bort, og han slipper dem løs, og de velter om jorden.

16 Hjå honom kraft og klokskap er; han eig båd’ vegvill og vill-leidar;

Hos ham er styrke og visdom; i hans makt er både den som farer vill, og den som fører vill.

17 rådsherrar fører han som fangar, og domarar han gjer til dårar.

Han fører rådsherrer bort som fanger, og dommere gjør han til dårer.

18 Han løyser konge-styring upp, legg reip kring livet på deim sjølve.

Kongers tvangsbånd løser han og binder rep om deres lender.

19 Han fører prestar plundra burt og øyder ut eld’-gamle ætter.

Han fører prester bort som fanger, og mektige menn støter han ned.

20 Han mælet tek frå øvde talar og vitet frå dei gamle menn,

Han fratar prøvede menn mælet og oldinger deres innsikt.

21 og yver stormenn skam han øys og løyser beltet på dei sterke.

Han utøser forakt over fyrster, og de sterkes belte løser han.

22 Han myrkret driv or holor ut og fører dimma fram i dagen.

Han drar det skjulte frem av mørket og fører dødsskygge frem i lyset.

23 Han aukar folk og tynar deim; han spreider folk og fører deim;

Han lar folkene bli store, og han lar dem gå til grunne; han gir folkene vidt rum, og han fører dem bort.

24 Han vitet tek frå jordheimsfyrstar og let veglaus heid deim vildra;

Høvdingene i landet fratar han forstanden og lar dem fare vill i et uveisomt øde;

25 dei sviv i myrkret utan ljos, han let dei raga liksom drukne.

de famler i mørke uten lys, og han lar dem rave likesom drukne.