Jobs 11
1 Då tok Sofar frå Na’ama til ords og sagde:
Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
2 «Skal slik ei svalling ei få svar? Skal slik ein storpratar få rett?
Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret?
3 Skal menner for din ordflaum tegja? Skal du få spotta utan skjemsla?
Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?
4 Du segjer: «Rein er læra mi, eg skuldfri er i dine augo.»
Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.
5 Men dersom berre Gud vil tala og opna munnen sin mot deg,
Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!
6 og syna deg sin løynde visdom, kor han eig vit i dobbelt mål! Då skulde du nok skyna at Gud gjev deg noko til av syndi.
og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig noget af din Misgerning.
7 Skal tru Guds tankedjup du kjenner? Hev du nått fram til Allvalds grensa?
Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?
Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? (Sheol h7585)
9 Lenger enn jordi strekkjer seg og breidare enn havet sjølv.
Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.
10 Når han skrid fram og legg i lekkjor, stemnar til doms, kven stoggar honom?
Naar han farer frem og lukker til eller forsamler, hvo vil da holde ham tilbage?
11 Han kjenner deim som talar lygn; han ser den falske utan leiting.
Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa?
12 Det tome hovud fær forstand, og asenfolen vert til mann.
Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.
13 Men vil du bu ditt hjarta rett og henderne mot honom breida
Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,
14 og halda svik frå handa di og urett burte frå ditt tjeld,
dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,
15 då kann du lyt’laust hovud lyfta, då stend du fast og ræddast ikkje;
da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.
16 då kann du gløyma all di møda, liksom ei elv som framum rann.
Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.
17 Klårar’ enn dagen stend ditt liv, og myrkret vert til morgongråe;
Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.
18 då er du trygg, då hev du von, du ottelaus til kvile gjeng.
Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.
19 Du ligg, og ingen upp deg skræmer, og mange vil deg gjerne tekkjast.
Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.
20 Men augo veiknar på dei vonde; dei hev’kje nokor tilflugt meir, men ventar på å anda ut.»
Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet.
