Jobs 10
1 Mi sjæl er leid av livet mitt, eg gjev mi klaga lause taumar, vil tala i min såre hugverk.
Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
2 Til Gud eg segjer: «Døm meg ikkje; seg kvifor du imot meg strider!
sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
3 Finn du det godt å gjera vald, og øyda upp ditt eige verk, men lysa yver gudlaust råd?
Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
4 Er auga ditt av kjøt og blod? Ser du som menneskje plar sjå?
Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
5 Er dine dagar mennesk-dagar? Er dine år lik mannsens år?
er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
6 Med di mitt brot du leitar upp, og granskar etter syndi mi,
siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
7 endå du veit eg er uskuldig, og ingen bergar or di hand.
endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
8 Di hand hev skapt og dana meg fullt ut, og no vil du meg tyna?
Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
9 Hugs på, du forma meg som leir; no gjer du atter meg til mold!
Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
10 Som mjølk du let meg renna ut og let meg stivna liksom ost;
Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
11 Du klædde meg med hud og kjøt, fleitta bein og senar saman.
iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
12 Du gav meg både liv og miskunn, og verna um mitt andedrag.
Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
13 Men dette du i hjarta gøymde, eg veit det var i din tanke;
og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
14 Du vakta på meg um eg synda; du gav meg ikkje til mitt brot;
Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
15 um eg var skuldig, usæl eg! Um skuldfri, tord’ eg ei meg briska, av skjemsla mett, med naud for augom;
Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
16 For då du jaga meg som løva og let meg atter under sjå,
Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
17 du førde nye vitne mot meg og harmast endå meir på meg og sende mot meg her på her.
nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
18 Kvi drog du meg or morsliv fram? Kvi fekk eg ikkje usedd døy,
Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
19 lik ein som aldri til hev vore, og vart i grav frå morsliv lagt?
jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
20 Er ikkje mine dagar få? Haldt upp! Slepp meg, so eg litt glad kann verta,
Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
21 fyrr eg gjeng burt, og kjem’kje att, til myrkre land med daudeskugge,
før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
22 eit land so myrkt som svarte natti, med daudeskugge og vanskipnad, der dagsljoset er som myrke natt!»»
Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
