Esaias 32

1 Sjå, med rettferd skal kongen råda, og hovdingarne skal styra etter rett,

Se, med Retfærdighed skal en Konge regere, og efter Ret skulle Fyrsterne styre.

2 og kvar ein av deim skal vera som eit skyle for veret og ei livd mot sturtregn, som vatsbekkjer på ein turr stad, som skuggen av eit veldugt berg i eit uppturka land.

Og enhver af dem skal være som Skjul imod Vejr og Ly imod Vandskyl, som Vandbække paa et tørt Sted og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land.

3 Då skal augo åt deim som ser ikkje vera blinde, og øyro åt deim som høyrer, skal vera grannhøyrde,

Og de seendes Øjne skulle ikke være blændede, og de hørendes Øren skulle give Agt.

4 hjarto åt dei tankelause skal evla skyna, og tunga åt dei stame skal hava lett for å tala klårt.

Og de ubesindiges Hjerte skal forstaa Kundskab; og de stammendes Tunge skal haste til at tale forstaaelige Ord.

5 Dåren skal ein ikkje meir kalla gjæv, og den innfule skal ein ikkje kalla hugstor.

En Daare skal ikke ydermere kaldes ædel og en karrig ej kaldes rig.

6 For dåren talar dårskap, og hjarta hans finn på vondt; han gjer vanheilag gjerd, og talar forvende ting um Herren, han let den hungrige svelta og let den tyrste vanta drikka.

Thi en Daare taler Daarlighed, og hans Hjerte gør Uret for at øve Ugudelighed og for at tale Usandhed imod Herren, for at lade en hungrig Sjæl forblive tom og lade en tørstig fattes Drik.

7 Og våpni åt den innfule er vonde; han tenkjer ut meinråder, til å føra dei spaklyndte i ulukka med falske ord, og det når den fatige talar det som rett er.

Og den karrige bruger slette Midler; han optænker List for at berede de elendige Fordærvelse med falske Ord, og det, naar den fattige taler sin Sag.

8 Men gjævingen hev gjæve tankar, og han stend fast ved det som gjævt er.

Men den ædle tænker paa ædle Ting, han skal bestaa ved sin ædle Daad.

9 De sorglause kvinnor, statt upp og høyr det eg segjer! De trygge døtter, vend øyra dykkar til min tale!

I Kvinder, som ere saa sorgløse, staar op og hører min Røst! I Døtre, som ere saa trygge, vender Øren til min Tale!

10 Um år og dag skal de skjelva, de trygge! For det er ute med vinhausten, frukhausten kjem ikkje.

Om Aar og Dag skulle I, som ere trygge, blive urolige; thi det er forbi med Vinhøsten, der kommer ingen Frugtsamling.

11 Vert forfærde, de sorglause; skjelv, de trygge! Klæd dykk og næk dykk, og umgyrd dykkar lender!

Vorder forfærdede, I sorgløse! vorder urolige, I trygge! klæd dig af, og blot dig, og bind om Lænderne!

12 Dei slær seg for bringa yver dei fagre marker, yver det fruktrike vintreet,

De skulle slaa sig for Brystet for de yndige Agres, for de frugtbare Vintræers Skyld;

13 yver jordi åt mitt folk, der tornar og tistlar skyt upp, ja, yver alle gledehus, den morogalne byen.

der skal opvokse Torne og Tidsler paa mit Folks Mark, ja, over alle Glædens Boliger i den lystige Stad.

14 For borgi er tom, mugen i byen er burte. Haug og vakttårn hev vorte til holor for ævelege tider, til frygd for villasen, til beite for bølingar -

Thi Paladserne ere forladte, Stadens Tummel er ophørt; Ofel og Vagttaarnet er blevet til Huler evindelig, Vildæsler til Glæde, Hjorde til Føde,

15 til dess åndi vert utrend yver oss frå det høge, og øydemarki vert til ein frukthage, og frukthagen vert rekna som skog.

indtil Aanden fra det høje udgydes over os, og Ørken bliver til en frugtbar Mark, og den frugtbare Mark agtes som en Skov;

16 Og rett skal bu i øydemarki, og rettferd skal hava sin heim i frukthagen.

og Ret bor i Ørken, og Retfærdighed bliver paa den frugtbare Mark;

17 Og rettferds verk skal vera fred, og rettferds frukt ro og tryggleik til æveleg tid.

og Retfærdigheds Gerning bliver Fred, og Retfærdighedens Løn bliver Hvile og Tryghed indtil evig Tid;

18 Og folket mitt skal bu i freds bustad og i tryggleiks tjeld og på sorgfrie kvilestader.

og mit Folk bor i Fredens Hytter og i Trygheds Boliger og i stille rolige Steder.

19 Men det skal hagla når skogen fell, og djupt skal byen søkka ned.

Men det skal hagle, naar Skoven fældes, og Staden skal nedtrykkes i det lave.

20 Sæle er de som sår attved alle vatn, som let uksen og asnet vera på frifot!

Lyksalige ere I, som saa ved alle Vande, I, som lade Oksen og Æselet frit løbe om!