1 Mosebok 8

1 Då kom Gud i hug Noah og alle villdyri og alt bufeet som var med honom i arki, og Gud let ein vind fara yver jordi, og vatnet fall.

Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde;

2 Og brunnarne i djupet og lukorne på himmelen stengdest, og regnet frå himmelen stogga.

Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,

3 Og vatnet drog seg etter kvart attende frå jordi, og vatnet minka, då hundrad og femti dagar var lidne.

og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.

4 Og den syttande dagen i den sjuande månaden tok arki grunn og stana på Araratfjelli.

På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge,

5 Og vatnet minka meir og meir, alt til den tiande månaden: Den fyrste dagen i den tiande månaden synte fjelltindarne seg.

og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.

6 Og det hende, då fyrti dagar var lidne, at Noah let upp vindauga på arki, som han hadde gjort,

Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken,

7 og slepte ut ein ramn, og den flaug til og frå, til vatnet hadde torna burt av jordi.

og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.

8 So sende han ei duva ut ifrå seg, og vilde sjå um vatnet hadde sige undan frå marki.

Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;

9 Men duva fann ingen kvilestad for foten sin, og kom attende til honom i arki; for det stod vatn yver all jordi. Då rette han ut handi, og tok henne, og hadde henne inn til seg i arki.

men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.

10 So bia han endå sju dagar, og sende so duva ut att or arki.

Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken;

11 Og då det leid til kvelds, kom duva heim til honom, og sjå: då hadde ho eit grønt oljetrelauv i nebben. Då skyna Noah at vatnet hadde sige undan frå jordi.

ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.

12 Men han drygde endå sju dagar til. So let han ut duva, og då kom ho ikkje att til honom meir.

Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham.

13 Og det bar so til, at den fyrste dagen i den fyrste månaden i det seks hundrad og fyrste året, då hadde vatnet torna burt av jordi. Og Noah tok taket av arki, og såg utyver, og sjå, marki var turr.

I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.

14 Og den sju og tjugande dagen i den andre månaden var jordi heiltupp turr.

På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.

15 Då tala Gud til Noah og sagde:

Da sagde Gud til Noa:

16 «Gakk ut or arki, du og kona di og sønerne dine og konorne åt sønerne dine med deg!

"Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner

17 Og alle dei dyr som er hjå deg, alt kjøt, både fuglarne og feet og alt kreket som krelar på jordi, skal du hava med deg ut, og dei skal yrja på jordi, og alast og aukast utyver jordi.»

og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"

18 So gjekk Noah ut, og sønerne hans og kona hans og konorne åt sønerne hans med honom.

Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;

19 Og alle dyri og alt kreket og alle fuglarne, alt som røyver seg på jordi, gjekk ut or arki, kvart etter sitt slag.

og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.

20 Og Noah bygde Herren eit altar, og tok utav alt det reine feet og utav alle dei reine fuglarne, og ofra brennoffer på altaret.

Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.

21 Og Herren kjende den gode gimen, og Herren sagde i sitt hjarta: «Eg vil aldri meir forbanna jordi for menneskja skuld; for mannehjarta emnar berre på vondt, alt ifrå ungdomen. Og eg vil aldri meir drepa alt liv, so som eg no gjorde.

Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!

22 Heretter skal sånad og skurd, og kulde og hite, og sumar og vinter, og dag og natt aldri trjota, so lenge som jordi stend.»

Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"

A Dove is Sent Forth from the Ark