< Daniel 6 >
1 Og Darius fann for godt å setja eit hundrad og tjuge satrapar yver riket, so det alle stadar i riket skulde vera slike å finna.
Darius fandt for godt at lægge Riget under 120 Satraper, fordelt over hele Riget;
2 Og yver deim sette han tri riksrådar, og av deim var Daniel den eine; for deim skulde satraparne gjera rekneskap, so kongen ingen skade leid.
og over dem satte han tre Rigsraader, af hvilke Daniel var den ene, for at Satraperne skulde aflægge Regnskab for dem, saa Kongen intet Tab led.
3 Men Daniel merkte seg ut framfor hine riksrådarne og satraparne, for det var ei makelaus ånd i honom, og kongen tenkte på å setja honom yver heile riket.
Da nu Daniel udmærkede sig fremfor de andre Rigsraader og Satraperne, eftersom der var en ypperlig Aand i ham, og Kongen derfor tænkte paa at sætte ham over hele Riget,
4 Då søkte dei andre riksrådarne og satraparne å finna ei sak imot Daniel i det som kom riksstyringi ved. Men dei kunde ingi sovore sak finna, eller noko som var rangt, med di han var trugen i tenesta si; ingi misferd og inkje rangt var å finna hjå honom.
søgte Rigsraaderne og Satraperne at finde en eller anden Brøde i hans Embedsførelse; men de kunde ikke finde nogen Brøde eller Brist, da han var tro og der ingen Efterladenhed eller Brist var at finde hos ham.
5 Då sagde mennerne: «Me finn ikkje nokor sak imot denne Daniel, minder det skulde lata seg gjera å finna noko i gudsdyrkingi hans.»
Saa sagde disse Mænd: »Vi finder ingen Sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans Gudsdyrkelse.«
6 Etter dette styrmde desse riksrådarne og satraparne inn til kongen og sagde soleis til honom: «Kong Darius live æveleg!
Derfor stormede disse Rigsraader og Satraper til Kongen og talte saaledes til ham: »Kong Darius leve evindelig!
7 Alle riksrådarne og jarlarne og satraparne, rådsherrarne og landshovdingarne i riket hev samrådt seg um at eit kongelegt påbod burde verta gjeve, og eit forbod ferda ut, at kven det er som i tretti dagar heldt si bøn til nokon annan, det vere gud eller menneskje, enn til deg, konge, han skal verta kasta i løvegropi.
Alle Rigsraaderne, Landshøvdingerne, Satraperne, Raadsherrerne og Statholderne er enedes om, at et Kongebud bør udstedes og et Forbud udgaa om, at enhver, som i tredive Dage beder en Bøn til nogen anden end dig, o Konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skal kastes i Løvekulen.
8 So lat det no, konge, verta ferda ut eit forbod, og lat det setja upp skriftleg, so det ikkje kann takast attende, etter ubrigdeleg lov hjå medarar og persarar.»
Derfor skal du, o Konge, udstede Forbudet og lade en Skrivelse udgaa, som efter Medernes og Persernes uryggelige Lov ikke kan tages tilbage.«
9 I samhøve med dette let kong Darius eit skriv setja upp og eit forbod ferda ut.
Derfor lod Kong Darius en Skrivelse udgaa med dette Forbud.
10 Men so snart Daniel hadde fenge visst at skrivet var uppsett, gjekk han inn i huset sitt; der hadde han på den øvre salen sin vindaugo som var opne mot Jerusalem. Der fall han tri gonger um dagen på kne og bad og takka Gud, soleis som han fyrr hadde vore van til å gjera.
Men saa snart Daniel fik at vide, at Skrivelsen var udgaaet, gik han ind i sit Hus; i dets Stue paa Taget havde han aabne Vinduer i Retning mod Jerusalem, og han faldt paa Knæ tre Gange om Dagen og bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort.
11 Då styrmde mennerne inn, og dei fann Daniel, som bad og kalla på sin Gud.
Da stormede hine Mænd ind og fandt Daniel i Færd med at bede og bønfalde sin Gud.
12 Sidan gjekk dei til kongen og spurde honom um det kongelege forbodet: «Hev du ikkje late setja upp eit forbod, at kven det er som i tretti dagar held si bøn til nokon annan, det vere gud eller menneskje, enn til deg, konge, han skal verta kasta i løvegropi?» Kongen svara: «Jau, og det ordet stend fast etter ubrigdeleg lov hjå medarar og persarar.»
Saa gik de til Kongen og bragte det kongelige Forbud paa Tale, idet de spurgte: »Har du ikke udstedt et Forbud om, at enhver, som i tredive Dage beder til nogen anden end dig, o Konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skal kastes i Løvekulen?« Kongen svarede: »Sagen staar fast efter Medernes og Persernes uryggelige Lov.«
13 Då svara dei og sagde til kongen: «Daniel, ein av dei jødiske fangarne, agtar korkje på deg eller på det forbodet som du hev late setja upp, men held si bøn tri gonger um dagen.»
Saa svarede de Kongen: »Daniel, en af de bortførte Judæere, ænser hverken dig, o Konge, eller Forbudet, du udstedte, men beder sin Bøn tre Gange om Dagen!«
14 Då kongen høyrde dette, vart han svært sorgfull, og gjorde seg sut for korleis han skulde kunna berga Daniel; alt til soleglad mødde han seg med å leita etter ein utveg til å hjelpa honom.
Da Kongen hørte dette, blev han saare nedslaaet og overvejede, hvorledes han kunde redde Daniel, og lige til Solens Nedgang søgte han at finde en Udvej til at hjælpe ham.
15 Då styrmde mennerne inn til kongen og sagde til honom: «Kongen må vita at det er ei lov hjå medararne og persararne, at ikkje noko forbod eller påbod som kongen ferdar ut, kann brigdast.»
Men saa stormede hine Mænd til Kongen og sagde: »Vid, o Konge, at det er medisk og persisk Ret, at intet Forbud og ingen Lov, som Kongen udsteder, kan tages tilbage!«
16 Då baud kongen at dei skulde henta Daniel og kasta honom i løvegropi; og kongen tala til Daniel og sagde: «Guden din, som du so ideleg dyrkar, han frelsa deg!»
Da blev Daniel paa Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen; men Kongen sagde til Daniel: »Din Gud, som du vedblivende dyrker, redde dig!«
17 Og dei fann fram ein stein og lagde den yver gropsmunnen, og kongen innsigla honom med sitt eige innsigle og innsiglet åt stormennerne sine, so det ikkje skulde verta gjort noko um att i det som hadde hendt med Daniel.
Saa blev der hentet en Sten og lagt over Kulens Aabning; og Kongen forseglede den med sin egen og sine Stormænds Seglring, at der ingen Ændring skulde ske i Daniels Sag.
18 Etter dette gjekk kongen heim til slottet sitt, og han fasta heile natti og let ingi kvinnor koma inn til seg; og han fekk ikkje blund på augo.
Derpaa gik Kongen til sit Palads, hvor han fastede hele Natten. Han lod ingen Kvinder komme ind til sig, og Søvnen veg fra ham.
19 Sidan um morgonen, i lysingi, reis kongen upp og skunda seg til løvegropi.
Ved Daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte sig hen til Løvekulen.
20 Og då han var nær burt åt gropi komen, ropa han på Daniel med sorgfull røyst. Kongen tok til ords og sagde til Daniel: «Daniel, du tenar åt den levande Gud, må tru Guden din, den som du so ideleg dyrkar, hev kunna berga deg frå løvorne?»
Og da han nærmede sig den, raabte han klagende til Daniel. Kongen tog til Orde og sagde til Daniel: »Daniel, du den levende Guds Tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunde redde dig fra Løverne?«
21 Då svara Daniel kongen: «Kongen live æveleg!
Da svarede Daniel Kongen: »Kongen leve evindelig!
22 Min Gud hev sendt engelen sin til å lata att løvemunnarne, so dei ingen skade hev gjort meg. For eg er funnen saklaus for honom; og ikkje heller hev eg forbrote meg mot deg, konge.»
Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Gab, saa de ikke har gjort mig nogen Men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans Aasyn og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o Konge!«
23 Då vart kongen ovleg glad, og baud at dei skulde taka Daniel upp or gropi. Og då Daniel var teken upp or gropi, kunde dei ingen skade finna på honom; for han hadde trutt på sin Gud.
Og Kongen blev saare glad og lod Daniel drage op af Kulen; og da det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som helst Men, eftersom han havde troet paa sin Gud.
24 Sida baud kongen, og dei henta dei mennerne som hadde klaga Daniel, og kasta deim og borni og konorne deira i løvegropi; og endå fyrr dei var til botnar komne, rauk løvorne på deim og krasa kvart beinet i deim.
Men hine Mænd, som havde bagtalt Daniel, blev paa Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen tillige med deres Børn og Hustruer, og næppe havde de naaet Kulens Bund, før Løverne kastede sig over dem og knuste alle Ben i dem.
25 Etter dette skreiv kong Darius til alle folk og ætter og tungemål som fanst på heile jordi: «Heil og sæl!
Derpaa skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer og Tungemaal paa hele Jorden: »Fred være med eder i rigt Maal!
26 Hermed gjev eg det bodet at i heile mitt rike skal folk skjelva og ottast for Daniels Gud. For han er den livande Gud, som skal vera i all æva; og riket hans er eit som ikkje kann øydast, og veldet hans varer alt til enden.
Hermed byder jeg, at man, saa vidt mit Rige strækker sig, skal frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og bliver i Evighed; hans Rige kan ikke forgaa, og hans Herredømme er uden Ende.
27 Han frelsar og friar ut, han gjer teikn og under i himmelen og på jordi, han som hev frelst Daniel or løve-vald.»
Det er ham, der redder og udfrier, og han gør Tegn og Undere i Himmelen og paa Jorden, han, som reddede Daniel af Løvernes Vold!«
28 Og denne Daniel steig i æra og magt i styringstidi åt Darius og persaren Kyrus.
Og Daniel vedblev at have Lykken med sig under Darius's og Perseren Kyros's Regering.