Amos 5
1 Høyr dette ordet som eg syng yver dykk, ein syrgjesong yver Israels hus:
Hør dette Ord, en klagesang, som jeg istemmer over eder, Israels Hus:
2 «Ho falli er, ris aldri upp meir, den møy Israel; slengd til jord i sit eige land. Ingen reiser ho upp.»
Hun er faldet og rejser sig ikke, Israels Jomfru, henstrakt på sin Jord, og ingen rejser hende op.
3 For so segjer Herren, Herren: Ein by sender tusund ut, fær hundrad att, sender ho hundrad ut, fær tie att til Israels hus.
Thi så siger den Herre HERREN: Den By, som går i Leding med tusind, får hundred tilbage, og den som går i Leding med hundred, får ti tilbage i Israels Hus.
4 For so segjer Herren til Israels hus: Søk meg, so skal de liva!
Thi så siger HERREN til Israels Hus: Søg mig, så skal I leve!
5 Men aldri de søkje til Betel, til Gilgal aldri kom, og gakk ikkje til Be’erseba! For Gilgal burt skal førast, og Betel vert upp i tjon.
Søg ikke til Betel, gå ikke til Gilgal, drag ikke til Beersjeba! Thi Gilgal skal blive landflygtig, og Betel skal blive til intet.
6 Søk Herren, so skal de liva! Elles kjem han som eld yver Josefs hus; det brenn, og ingen sløkkjer for Betel.
Søg HERREN, så skal I leve, at ikke en Lue slår ud, en ædende Ild mod Josefs Hus, og Betel har ingen, som slukker.
7 De som vender retten til malurt, og kastar rettferd til jord!
Ve dem, som gør Ret til Malurt og kaster Retfærd i Støvet!
8 Han som skapte Sjustjerna og Orion, og gjer kolmyrkret til morgon, gjer dagen til svarte natt, han som kallar på vatnet i havet og auser det ut yver jordi - Herren er hans namn.
Syvstjernens og Orions Skaber, han, som vender Mulm til Morgen og gør Dag til Nattemørke, som kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden, HERREN er hans Navn!
9 Han øyder dei sterke med sitt ljon, han øyder borgi den faste!
Han lader Ødelæggelse bryde ind over Borge, Ødelæggelse komme over Fæstninger.
10 Dei hatar den som refser for retten, styggjest ved den som talar sanning.
De hader Rettens Talsmand i Porten og afskyr den, som taler sandt.
11 Difor, då småfolk de trakkar ned og kornleiga driv av deim ut - vel hev de hogt stein og bygt hus, men de skal ikkje sjølv der bu. De hev fagre vinhagar stelt, men de skal ikkje drikka deira vin.
Derfor, da I træder på den ringe og tager Afgift af hans Korn, skal I vel bygge Kvaderstenshuse, men ikke bo den; I skal vel plante yndige Vingårde, men Vinen skal I ikke drikke.
12 For eg veit um synderne dykkar so mange og misgjerder utan tal; de trykkjer den skuldlause, tek imot mutor, ein arming for retten de svik.
Jeg ved, eders Overtrædelser er mange og uden Tal eders Synder, I Rettens Fjender, som tager mod Bøde og bortviser fattige i Porten.
13 Difor tegjer den kloke i denne tid, for ei vond tid er det.
Derfor tier den kloge i denne Tid, thi det er onde Tider.
14 Legg vinn på godt og ikkje på vondt, so de kann liva. Då vera med dykk Herren, allhers Gud, som de hev sagt.
Søg det gode, ej det onde, for at I må leve og Hærskarers Gud, må være med eder, som I siger, han er.
15 Hata vondt og elska godt, haldt retten uppe på tinget! Kann henda Herren, allhers Gud, då er nådig mot Josefs leivning.
Had det onde og elsk det gode, hold Retten i Hævd i Porten! Måske vil da HERREN, Hærskarers Gud, være nådig mod Josefs Rest.
16 Difor, so segjer Herren, allhers Gud, Herren: Det er liksong på alle torg, og på alle gator dei ropar: «Ai, ai!» Bonden dei bed til gravøl, og til liksong deim som kann kveda.
Derfor, så siger HERREN, Herren, Hærskarers Gud: På alle Torve skal klages, i alle Gader råbes: "Ve! Ve!" Bonden kalder til Sorg, til Ligklage Klagemænd;
17 Frå kvar vinhage liksongar stig; for eg vil millom dykk ganga, segjer Herren.
i hver en Vingård skal klages, når jeg drager igennem din Midte, siger HERREN.
18 Ai dykk som trår etter Herrens dag! Kva er han for dykk, Herrens dag? Han er myrker og ikkje ljos.
Ve eder, som længes efter HERRENs Dag! Hvad vil I med HERRENs Dag? Mørke er den, ej Lys.
19 Som når du undan ei løva spring og møter ein bjørn, du kjem heim og styd handi mot veggen, og so bit deg ein orm.
Da går det, som når en Mand flyr for en Løve og møder en Bjørn og, når han tyr ind i Huset og støtter sin Hånd til Væggen, bides af en Slange.
20 Ja, ja, myrker er Herrens dag og ikkje ljos, dimleitt, han hev ingen glans.
Ja, HERRENs Dag er Mørke, ej Lys, Bælgmørke uden Solskin.
21 Eg hatar og vanvyrder dykkar høgtider, eg hev ingen hugnad i dykkar stemnor,
Jeg hader, forsmår eders Fester, er led ved eders festlige Samlinger,
22 ja, um de meg brennoffer gjev og grjonoffer, det hugar ikkje meg. Eg gjev ikkje på gjødkalve-offer gaum.
om også I bringer mig Brændofre. Eders Afgrødeofre behager mig ej, eders Fedekvægs-Takofre ser jeg ej til.
23 Lat meg vera i fred for din buldrande song, ditt harpespel lyder eg’kje på.
Spar mig dog for eders larmende Sang, eders Harpeklang hører jeg ikke.
24 Men lat rett velta fram som vatn, og rettferd som rennande bekk!
Nej, Ret skal vælde frem som Vand og Retfærd som svulmende Bæk.
25 Bar De slagtoffer, grjonoffer til meg dei fyrti åri i øydemarki, du Israels hus?
Bragte I mig Slagtoffer og Afgrødeoffer de fyrretyve Ørkenår, Israels Hus?
26 Og bar det då Sukkot, dykkar konge, og Kijun, dykkar bilæte, dykkar gudestjerna, som de hadde gjort dykk?
Så skal I da bære Sakkut, eders Konge, og Kevan, eders Gudestjerne, Billeder, som I har lavet eder.
27 Eg vil føra dykk av burtanfor Damaskus, segjer han som heiter Herren, allhers Gud.
I Landflygtighed jager jeg eder hinsides Damaskus, siger HERREN; Hærskarers Gud er hans Navn.
