Amos 5
1 Høyr dette ordet som eg syng yver dykk, ein syrgjesong yver Israels hus:
Hører dette Ord, som jeg opløfter over eder, en Klagesang, o Israels Hus!
2 «Ho falli er, ris aldri upp meir, den møy Israel; slengd til jord i sit eige land. Ingen reiser ho upp.»
Hun er falden, ej mere skal hun rejse sig, hun, Israels Jomfru! hun er nedkastet paa sin Jord, der er ingen, som rejser hende.
3 For so segjer Herren, Herren: Ein by sender tusund ut, fær hundrad att, sender ho hundrad ut, fær tie att til Israels hus.
Thi saa siger den Herre, Herre: Den Stad, af hvilken tusinde gik ud, skal beholde hundrede tilovers; og den, af hvilken hundrede gik ud, skal beholde ti tilovers, i hele Israels Hus.
4 For so segjer Herren til Israels hus: Søk meg, so skal de liva!
Thi saa siger Herren til Israels Hus: Søger mig, saa skulle I leve.
5 Men aldri de søkje til Betel, til Gilgal aldri kom, og gakk ikkje til Be’erseba! For Gilgal burt skal førast, og Betel vert upp i tjon.
Og søger ikke Bethel, og kommer ikke til Gilgal, og gaar ikke over til Beersaba; thi Gilgal skal bortføres, og Bethel skal blive til intet.
6 Søk Herren, so skal de liva! Elles kjem han som eld yver Josefs hus; det brenn, og ingen sløkkjer for Betel.
Søger Herren, saa skulle I leve, at han ikke som en Ild skal drage over Josefs Hus, og den skal fortære, og der skal ingen være, som slukker i Bethel.
7 De som vender retten til malurt, og kastar rettferd til jord!
De, som omvende Ret til Malurt og kaste Retfærdighed til Jorden!
8 Han som skapte Sjustjerna og Orion, og gjer kolmyrkret til morgon, gjer dagen til svarte natt, han som kallar på vatnet i havet og auser det ut yver jordi - Herren er hans namn.
Han skaber Syvstjernen og Orion og omvender Dødens Skygge til Morgen og formørker Dagen til Nat, han, som kalder ad Havets Vande, og udøser dem over Jordens Overflade — „Herren‟ er hans Navn —
9 Han øyder dei sterke med sitt ljon, han øyder borgi den faste!
han, som lader Ødelæggelse bryde frem over den stærke og Ødelæggelse komme over Befæstningen!
10 Dei hatar den som refser for retten, styggjest ved den som talar sanning.
De hade i Porten den, som viser til Rette, og den, som taler oprigtigt, afsky de.
11 Difor, då småfolk de trakkar ned og kornleiga driv av deim ut - vel hev de hogt stein og bygt hus, men de skal ikkje sjølv der bu. De hev fagre vinhagar stelt, men de skal ikkje drikka deira vin.
Derfor, fordi I træde paa den fattige og tage en svar Afgift i Korn af ham, saa have I vel bygget Huse af hugne Sten, men I skulle ikke bo i dem; I have plantet lystelige Vingaarde, men I skulle ikke drikke Vin af dem.
12 For eg veit um synderne dykkar so mange og misgjerder utan tal; de trykkjer den skuldlause, tek imot mutor, ein arming for retten de svik.
Thi jeg ved, at eders Overtrædelser ere mange, og at eders Synder ere svare, idet I trænge den retfærdige, tage Sonepenge og bøje Retten for de fattige i Porten.
13 Difor tegjer den kloke i denne tid, for ei vond tid er det.
Derfor maa den, som er klog, tie i denne Tid; thi det er en ond Tid.
14 Legg vinn på godt og ikkje på vondt, so de kann liva. Då vera med dykk Herren, allhers Gud, som de hev sagt.
Søger det gode og ikke det onde, paa det I maa leve; og saa skal den Herre Zebaoths Gud være med eder, saaledes som I sige.
15 Hata vondt og elska godt, haldt retten uppe på tinget! Kann henda Herren, allhers Gud, då er nådig mot Josefs leivning.
Hader det onde, og elsker det gode, og hævder Retten i Porten; maaske Herren, den Zebaoths Gud, maatte vorde det overblevne af Josef naadig.
16 Difor, so segjer Herren, allhers Gud, Herren: Det er liksong på alle torg, og på alle gator dei ropar: «Ai, ai!» Bonden dei bed til gravøl, og til liksong deim som kann kveda.
Derfor, saa siger Herren, den Herre, Zebaoths Gud: Der skal være Klage paa alle Gader, og de skulle sige i alle Stræder: Ve, ve! og de skulle kalde Agerdyrkeren ind til Sorg og til Klage dem, som forstaa sig paa at jamre.
17 Frå kvar vinhage liksongar stig; for eg vil millom dykk ganga, segjer Herren.
Og i alle Vingaarde skal der være Klage; thi jeg vil drage midt over dig, siger Herren.
18 Ai dykk som trår etter Herrens dag! Kva er han for dykk, Herrens dag? Han er myrker og ikkje ljos.
Ve dem, som begære Herrens Dag! hvortil skal Herrens Dag være eder? den er Mørke og ikke Lys;
19 Som når du undan ei løva spring og møter ein bjørn, du kjem heim og styd handi mot veggen, og so bit deg ein orm.
ligesom naar een flyr for Løven, og der da møder ham en Bjørn, og naar han er kommen i Huset og støtter sig med sin Haand til Væggen, der da en Slange bider ham.
20 Ja, ja, myrker er Herrens dag og ikkje ljos, dimleitt, han hev ingen glans.
Er ikke Herrens Dag Mørke uden Lys? og bælgmørk uden Skin paa den?
21 Eg hatar og vanvyrder dykkar høgtider, eg hev ingen hugnad i dykkar stemnor,
Jeg hader, jeg foragter eders Fester, og jeg finder ikke Behag i eders Højtidsforsamlinger.
22 ja, um de meg brennoffer gjev og grjonoffer, det hugar ikkje meg. Eg gjev ikkje på gjødkalve-offer gaum.
Thi om I end ofre mig Brændofre, saa har jeg dog ikke Behag i eders Gaver; og jeg ser ikke hen til Takoffer af eders fede Kvæg.
23 Lat meg vera i fred for din buldrande song, ditt harpespel lyder eg’kje på.
Tag bort fra mig dine Sanges Brusen; dine Harpers Toner gider jeg ikke høre.
24 Men lat rett velta fram som vatn, og rettferd som rennande bekk!
Men Retten skal bølge frem som Vandene og Retfærdighed som en stedse rindende Bæk.
25 Bar De slagtoffer, grjonoffer til meg dei fyrti åri i øydemarki, du Israels hus?
Mon I have bragt mig Slagtofre og Madofre i Ørken i fyrretyve Aar, o Israels Hus!
26 Og bar det då Sukkot, dykkar konge, og Kijun, dykkar bilæte, dykkar gudestjerna, som de hadde gjort dykk?
Men I have baaret eders Konges Hytte og eders Billeders Opstilling, eders Guds Stjerne, som I havde gjort eder.
27 Eg vil føra dykk av burtanfor Damaskus, segjer han som heiter Herren, allhers Gud.
Og jeg vil bortføre eder ud hinsides Damaskus, siger Herren, Zebaoths Gud er hans Navn.
