Salomos Høisang 2
1 Jeg er Sarons blomst, dalenes lilje.
Somontsoin-tSaròne iraho, vare-mañim-bavatàne.
2 Som en lilje blandt torner, så er min venninne blandt de unge kvinner.
Manahake o mañidè am-po’ fatikeo i kokoakoy amo somondrarao.
3 Som et epletre blandt skogens trær, så er min elskede blandt de unge menn; i hans skygge lyster det mig å sitte, og hans frukt er søt for min gane.
Manahake ty takoko amo hatae añ’alao ty kokoako amo ajalahio. Tsy nahay avao iraho te nitoboke an-talinjo’e eo, nimamy an-pitsopehañ’aze o voa’eo.
4 Han har ført mig til vinhuset, og hans banner over mig er kjærlighet.
Nasese’e mb’añ’anjomban- tsabadidake mb’eo raho le nampialofe’e ambanen’ alokalom-pikokoa’e ao.
5 Styrk mig med druekaker, kveg mig med epler! For jeg er syk av kjærlighet.
Fahano zizimo iraho, ampanintsiño an-takoko, fa nampitoiram-pikokoan-draho.
6 Hans venstre hånd er under mitt hode, og hans høire favner mig.
Iondanan-dohako ty fità’e havia, mamelek’ ahy ty fitàn-kavana’e.
7 Jeg ber eder inderlig, I Jerusalems døtre, ved rådyrene eller ved hindene på marken, at I ikke vekker og ikke egger kjærligheten, før den selv vil!
Afantoko ama’ areo ry anak’ampela’ Ierosalaimeo, ty amo farasio naho o tsakan-kivokeo; ko tsekafe’ areo ndra ampibarakaohe’ areo o fikokoañeo am-para’ te irie’e!
8 Hør, der er min elskede! Se, der kommer han springende over fjellene, hoppende over haugene.
Inao i kokoakoy! Heheke, mb’ etoan-dre, mitsamboatsamboañe amo vohitseo, mbore vokone’e o tambohoo.
9 Min elskede ligner et rådyr eller en ung hjort. Se, der står han bak vår vegg; han kikker gjennem vinduene, gjennem gitteret ser han inn.
Manahake o farasio ndra ty fanaloke tora’e i kokoakoy; hehe t’ie mijohañe an-kalo’ o kijolin-tikañeo, mitangirik’ amo lalan-kedeo, mitilihitse amo tsingarakarakeo.
10 Min elskede tar til orde og sier til mig: Stå op, min venninne, du min fagre, og kom ut!
Tinoi’ i kokoakoy iraho ami’ty hoe: Miongaha ry kokoako, i hatsomerentserekoy, antao:
11 For se, nu er vinteren omme, regnet har draget forbi og er borte;
fa nihak’ añe i asotriy, fa tampetse i orañey, le añe.
12 blomstene kommer til syne i landet, sangens tid er inne, og turtelduens røst har latt sig høre i vårt land;
Misodeha an-tane ey o voñeo, le fa totsake ty sam-pañetefañe, vaho fa mivolañe an-tanen-tika atoy i lovey.
13 fikentreets frukter tar til å rødme, og vintrærnes blomster dufter. Stå op, kom, min venninne, du min fagre, så kom da!
Fa somaraveñe o voa’ i sakoañeio, naho mibotiboty iaby o vaheo, vaho mampiboele o harifondrifo’eo; miavota ry kokoako, ry tsaratseake, misitaha mb’etoa.
14 Du min due i bergrevnene, i fjellveggens ly! La mig se din skikkelse, la mig høre din røst! For din røst er blid og din skikkelse fager.
O dehoko, an-tseram-batoo: an-tsifitsifi’ o tevañeo, ee te ho treako ty tarehe’o, lonike te hitsanoñe ty feo’o, ry talango am-peo naho soa vintañeo.
15 Fang revene for oss, de små rever som ødelegger vingårdene! Våre vingårder står jo i blomst.
Tsepaho ho antika o fanalokeo, o fanaloke bory mampianto tanem-baheo, fa mamòñe i tanem-bahen-tikañey.
16 Min elskede er min, og jeg er hans, han som vokter sin hjord blandt liljene.
Ahiko i kokoakoy, aze ka iraho: ie mampiandrazeñe amo vindao.
17 Innen dagen blir sval og skyggene flyr, vend om, min elskede, lik et rådyr eller en ung hjort på de kløftede fjell!
Ampara’ te mitiotioke i àndroy vaho misomarike o talinjoo, ry kokoako, mitoliha, tsikombeo i farasiy ndra i fanaloke tora’e an-tevam-bohitsey.
