Romerne 11
1 Jeg sier altså: Har da Gud forkastet sitt folk? Langt derifra! også jeg er jo en israelitt, av Abrahams ætt, av Benjamins stamme;
Undaⱪta, xuni soraymǝnki: — Huda Ɵz hǝlⱪidin waz kǝqtimu? Ⱨǝrgiz undaⱪ ǝmǝs! Mǝnmu Ibraⱨim ǝwladidin, Binyamin ⱪǝbilisidin bolƣan bir Israilƣu!
2 Gud har ikke forkastet sitt folk, som han forut kjente. Eller vet I ikke hvad Skriften sier på det sted om Elias, hvorledes han treder frem for Gud mot Israel:
Huda aldin kɵngligǝ pükkǝn Ɵz hǝlⱪidin waz kǝqkini yoⱪ. Muⱪǝddǝs yazmilarda Ilyas [pǝyƣǝmbǝr] ⱨǝⱪⱪidǝ nemǝ deyilgǝnliki silǝrgǝ ayan ǝmǝsmu? U Israillardin azar qekip Hudaƣa yelinip: —
3 Herre! dine profeter drepte de, dine alter rev de ned, og jeg blev alene tilbake, og de står mig efter livet.
«I Pǝrwǝrdigar, ular Sening pǝyƣǝmbǝrliringni ɵltürüxti, ⱪurbangaⱨliringni qeⱪixti. Pǝⱪǝt ɵzüm yalƣuzla ⱪaldim, ular yǝnǝ meningmu jenimni almaⱪqi boluxuwatidu», degǝn.
4 Men hvad sier Guds svar til ham? Jeg har levnet mig syv tusen menn som ikke har bøiet kne for Ba'al.
Hudaning uningƣa ⱪayturƣan kalami ⱪandaⱪ boldi? U: «Baalƣa tiz pükmigǝn yǝttǝ ming adǝmni Ɵzümgǝ elip ⱪaldim» — degǝn.
5 Således er det da også i denne tid blitt en levning tilbake efter nådens utvelgelse;
Huddi xuningdǝk, bügünki kündimu Hudaning xapaiti bilǝn [Israildin] Ɵzi talliƣan bir «ⱪaldi» bar.
6 men er det av nåde, da er det ikke mere av gjerninger, ellers blir nåden ikke mere nåde.
[Ularning tallinixi] xapaǝt bilǝn bolƣan bolsa, undaⱪta ɵzlirining ǝjir-ǝmili bilǝn bolƣan ǝmǝs. Əmǝllǝrdin bolƣan bolsa, xapaǝt xapaǝt bolmay ⱪalatti.
7 Hvorledes altså? Det som Israel attrår, det har det ikke nådd; men de utvalgte har nådd det, de andre er blitt forherdet,
Nǝtijidǝ ⱪandaⱪ boldi? Israillar izdiginigǝ erixǝlmidi, lekin ulardin tallanƣanlar erixti. Ⱪalƣanlarning bolsa, kɵngülliri bihudlaxturuldi.
8 som skrevet er: Gud gav dem en treghets ånd, øine til ikke å se med og ører til ikke å høre med, inntil den dag idag.
Huddi muⱪǝddǝs yazmilarda eytilƣinidǝk: — «Huda ularning roⱨ-ⱪǝlbini ƣǝplǝtkǝ saldi, Bügüngǝ ⱪǝdǝr kɵzlirini kɵrmǝs, Ⱪulaⱪlirini anglimas ⱪildi».
9 Og David sier: La deres bord bli dem til en strikke og en snare og en felle og en gjengjeldelse for dem!
Xuningdǝk Dawut [pǝyƣǝmbǝrmu] mundaⱪ degǝn: «Ularning dastihini ɵzlirigǝ ⱪapⱪan wǝ tuzaⱪ bolup, Ularni putlaxturup, ⱪilmixlirini ɵz bexiƣa qüxürsun!
10 la deres øine bli formørket, så de ikke ser, og bøi alltid deres rygg!
Kɵzliri ⱪarangƣulixip, kɵrǝlmisun; Bǝllirini mǝnggü ruslatmay püküldürgǝysǝn!»
11 Jeg sier altså: Har de da snublet for å falle? Langt derifra! men ved deres fall er frelsen kommet til hedningene, forat dette skal vekke dem til nidkjærhet;
Undaⱪta, xunimu sorayki: [Israillar] yiⱪilip ⱪaytidin turƣuzulmasliⱪⱪa putlaxⱪanmu? Ⱨǝrgiz undaⱪ ǝmǝs! Lekin ularning teyilip itaǝtsizlik ⱪilƣanliⱪidin nijat yat ǝlliklǝrgǝ yǝtküzüldi. Buningdin mǝⱪsǝt Israillarni ⱨǝsǝtkǝ ⱪozƣaxtin ibarǝttur.
12 men er deres fall en rikdom for verden, og er tapet av dem en rikdom for hedninger, hvor meget mere da deres fylde!
Əmdi ularning teyilip itaǝtsizlik ⱪilixi dunyaƣa asayixliⱪ bǝhx ǝtkǝn bolsa, xundaⱪla ularning ziyan tartⱪini ǝllǝrni beyitⱪan bolsa, undaⱪta kǝlgüsidǝ ularning ⱨǝmmisining toluⱪ nijatliⱪⱪa erixixi dunyaƣa tehimu zor bǝht elip kǝlmǝmdu?!
13 For til eder taler jeg, I hedninger! Så sant som jeg er hedningenes apostel, priser jeg mitt embede,
Əmdi silǝr ǝlliklǝrgǝ sɵzlǝwatimǝn; mǝn ǝlliklǝrgǝ rosul süpitidǝ bekitilgǝndin keyin, wǝzipǝmni xan-xǝrǝplik dǝp uluƣlaymǝnki,
14 om jeg bare kunde vekke mine kjødelige frender til nidkjærhet og få frelst nogen av dem.
janjigǝrlirim bolƣanlarning ⱨǝsitini ⱪozƣap, ularning bǝzilirini ⱪutuldurarmǝnmikin degǝn ümidtǝ bolimǝn.
15 For er verden blitt forlikt med Gud ved deres forkastelse, hvad annet vil da deres antagelse bli enn liv av døde?
Qünki ularning taxliwetilgǝnlikining nǝtijisi dunyadiki ǝllǝrni Huda bilǝn inaⱪlaxturux bolsa, undaⱪta ularning ⱪobul ⱪilinixi ɵlümdin tirilix bolmay nemǝ?
16 Men er førstegrøden hellig, da er deigen det også, og er roten hellig, da er grenene det også.
Ⱨosuldin tunji bolup qiⱪⱪan hemirdiki kallǝk muⱪǝddǝs ⱨesablansa, pütün hemir muⱪǝddǝs dǝp ⱨesablinidu. Dǝrǝhning yiltizi muⱪǝddǝs bolsa, xahlirimu muⱪǝddǝs bolidu.
17 Om nu allikevel nogen av grenene blev avbrutt, og du som var en vill oljekvist, blev innpodet iblandt dem og fikk del med dem i oljetreets rot og fedme,
Zǝytun dǝrihining birnǝqqǝ xehi dǝrwǝⱪǝ sunduriwetilgǝnidi, wǝ sǝn yawa zǝytun kɵqiti bolup, ularning orniƣa ulanding. Mana ǝmdi dǝrǝh yiltizidin ozuⱪluⱪ elip, mol xirnisidin bǝⱨrimǝn bolƣuqi bolƣanikǝnsǝn,
18 da ros dig ikke mot grenene! men hvis du roser dig, så er det dog ikke du som bærer roten, men roten som bærer dig.
ǝmdi sunduruwetilgǝn axu xahlardin ɵzüngni üstün ⱪilip mahtanma. Mahtansang, xuni untumiƣinki, sǝn yiltizni ǝmǝs, yiltiz seni kɵtürüp ⱪuwwǝtlǝwatidu.
19 Du vil da si: Grenene blev avbrutt forat jeg skulde bli innpodet.
Sǝn ǝmdi: «Xahlar mening ulinixim üqün sunduriwetildi» — deyixing mumkin.
20 Vel! ved sin vantro blev de avbrutt, men du står ved din tro; vær ikke overmodig, men frykt!
Toƣra, ular etiⱪadsizliⱪtin sunduruldi; sǝn bolsang, etiⱪading bilǝn tik turisǝn; biraⱪ uningdin mǝƣrurlanma, ǝksiqǝ [Hudadin] ⱪorⱪ!
21 for sparte Gud ikke de naturlige grener, da vil han heller ikke spare dig.
Qünki Huda ǝyni waⱪtida bu dǝrǝhning ɵz xahlirini ayimiƣanikǝn, senimu ayimasliⱪi mumkin.
22 Så se da Guds godhet og strenghet: Strenghet er over dem som er falt, men over dig er Guds godhet, såfremt du holder dig til hans godhet, ellers skal også du bli avhugget.
Mana, [bu ixlarda] Hudaning meⱨribanliⱪiƣa ⱨǝmdǝ ⱪattiⱪ ⱪol ikǝnlikigǝ ⱪara. U Ɵz yolidin yiⱪilip qüxkǝnlǝrgǝ ⱪattiⱪ ⱪol idi, lekin sanga (meⱨribanliⱪida dawamliⱪ tursangla) meⱨribanliⱪ kɵrsǝtmǝktǝ. Undaⱪ bolmiƣanda, sǝnmu kesip taxlinisǝn.
23 Men hine skal også bli innpodet, såfremt de ikke holder ved i sin vantro; for Gud er mektig til å innpode dem igjen.
[Yǝⱨudiylarmu] etiⱪadsizliⱪta qing turiwalmisa, ǝslidiki dǝrǝhkǝ ulinidu. Qünki Huda ularni ⱪayta ulaxⱪa ⱪadirdur.
24 For blev du avhugget av det oljetre som er vilt av naturen, og mot naturen innpodet i et godt oljetre, hvor meget mere skal de da bli innpodet i sitt eget oljetre, disse som av naturen hører det til.
Qünki ǝgǝr sǝn yawa zǝytun dǝrihidin kesip elinip, tǝbiiy ⱪanuniyǝtkǝ hilap ⱨalda [baƣdiki] yahxi zǝytun dǝrihigǝ ulanƣan yǝrdǝ, ǝslidiki bu tǝbiiy xahlarning ɵz dǝrihikǝ ulinixi tehimu mumkinƣu?!
25 For jeg vil ikke, brødre, at I skal være uvitende om denne hemmelighet - forat I ikke skal tykkes eder selv kloke - at forherdelse delvis er kommet over Israel, inntil fylden av hedningene er kommet inn,
Ⱪerindaxlar, ɵzünglarni üstün wǝ ǝⱪilliⱪ qaƣlaxtin saⱪlinixinglar üqün, wǝⱨiy ⱪilinƣan xu sirdin hǝwǝrsiz ⱪelixinglarni halimaymǝnki, ta [Huda talliƣan] Yǝⱨudiy ǝmǝslǝrning sani toluⱪlanƣuqǝ, Israilning bir ⱪismi tax yürǝklikkǝ ⱪaldurulidu;
26 og således skal hele Israel bli frelst, som skrevet er: Fra Sion skal redningsmannen komme, han skal bortrydde ugudelighet fra Jakob,
andin pütkül Israil ⱪutⱪuzulidu. Bu toƣruluⱪ muⱪǝddǝs yazmilarda mundaⱪ yezilƣan: — «Ⱪutⱪuzƣuqi Ziondin kelip, Iplasliⱪni Yaⱪuptin yoⱪ ⱪilidu.
27 og når jeg borttar deres synder, da er dette min pakt med dem.
Mǝn ularning gunaⱨlirini elip taxliwǝtkinimdǝ, Mana bu ular bilǝn tüzidiƣan ǝⱨdǝm bolidu».
28 Efter evangeliet er de fiender for eders skyld, men efter utvelgelsen er de elsket for fedrenes skyld;
Əmdi hux hǝwǝr jǝⱨǝttin ⱪariƣanda, silǝrning bǝhtinglar üqün Yǝⱨudiy hǝlⱪi [hux hǝwǝrgǝ] düxmǝn ⱪilip bekitilgǝn; biraⱪ Hudaning tallixi jǝⱨǝttin ⱪariƣanda, ata-bowilirimiz sǝwǝbidin sɵyülgǝndur.
29 for sine nådegaver og sitt kall angrer Gud ikke på.
Qünki Huda Ɵzi bǝrgǝnlirini wǝ qaⱪiriⱪini ⱪayturuwalmaydu.
30 For likesom I før var ulydige mot Gud, men nu har fått miskunn ved disses ulydighet,
Silǝr ǝlliklǝrmu bir qaƣlarda Hudaƣa itaǝt ⱪilmiƣan bolsanglarmu, [Yǝⱨudiylarning] itaǝtsizlikining nǝtijisidǝ ⱨazir rǝⱨim-xǝpⱪǝtkǝ erixtinglar.
31 så har også disse nu vært ulydige, forat de også skal få miskunn ved den miskunn som er blitt eder til del;
Yǝⱨudiylar bolsa itaǝt ⱪilmay keliwatidu; [Hudaning] buningdiki mǝⱪsiti, silǝrgǝ kɵrsǝtkǝn rǝⱨim-xǝpⱪǝt arⱪiliⱪ ularnimu rǝⱨim-xǝpⱪǝtkǝ erixtürüxtin ibarǝttur.
32 for Gud har overgitt dem alle til ulydighet forat han kunde miskunne sig over dem alle. (eleēsē g1653)
Qünki Huda pütkül insanƣa rǝⱨim-xǝpⱪǝt kɵrsitix üqün, ⱨǝmmǝylǝnni itaǝtsizlikkǝ solap ⱪoydi. (eleēsē g1653)
33 O dyp av rikdom og visdom og kunnskap hos Gud! Hvor uransakelige hans dommer er, og hvor usporlige hans veier!
— Aⱨ! Hudaning danaliⱪi wǝ ilim-ⱨekmitining bibaⱨa bayliⱪliri ⱨǝm ⱨesabsiz qongⱪurluⱪi! Uning ⱨɵkümilirining tegigǝ yǝtkili bolmas! Uning yolliri izdǝp tepixtin xunqǝ yiraⱪtur!
34 For hvem kjente Herrens sinn? eller hvem var hans rådgiver?
«Kimmu Pǝrwǝrdigarning oy-muddialirini qüxinip yǝtti? Kimmu Uningƣa mǝsliⱨǝtqi bolalidi?»
35 Eller hvem gav ham noget først, så han skulde få vederlag igjen?
«Uningƣa kim awwal bir nǝrsǝ berip, Keyin uni ⱪayturup bǝr deyǝlidi?».
