Salmenes 88
1 En sang; en salme av Korahs barn; til sangmesteren; efter Mahalat leannot; en læresalme av Heman, esrahitten. Herre, min frelses Gud! Om dagen og om natten roper jeg for dig.
Pesem in psalm med sinovi Koretovimi, načelniku godbe, da se poje na piščali, ukovit Emana Ezrajičana. O Gospod, Bog blaginje moje, podnevi kličem in ponoči v pričo tebe.
2 La min bønn komme for ditt åsyn, bøi ditt øre til mitt klagerop!
Pred obličje tvoje pridi molitev moja, nagni uho svoje mojemu vpitju.
Ker nasitena je z nadlogami duša moja, in življenje moje se bliža grobu. (Sheol h7585)
4 Jeg aktes like med dem som farer ned i hulen; jeg er som en mann uten kraft,
Prištevam se njim, ki gredó v grob; podoben sem možu, katerega zapušča krepost.
5 frigitt som en av de døde, lik de ihjelslagne som ligger i graven, som du ikke mere kommer i hu, fordi de er skilt fra din hånd.
Prištevam se mrtvim, odločen; kakor prebodeni ležeči v grobu, katerih se ne spominjaš več, kateri so uničeni s tvojo roko.
6 Du har lagt mig i dypenes hule, på mørke steder, i avgrunner.
Pokladaš me v grob, izmed vseh najglobočji, v najtamnejših, v krajih globokih.
7 Din vrede tynger på mig, og med alle dine bølger trenger du mig. (Sela)
Nad menoj leži jeza tvoja, dà, z vsemi valovi svojimi, ki me napadajo, pobijaš me presilno.
8 Du har drevet mine kjenninger langt bort fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er stengt inne og kommer ikke ut.
V stran od mene odvračaš znance moje, daješ me njim v najhujšo gnjusobo; tako zajetega, da pobegniti ne morem.
9 Mitt øie er vansmektet av elendighet; jeg har påkalt dig, Herre, hver dag, jeg har utbredt mine hender til dig.
Oko moje žaluje od bridkosti; kličem te, Gospod, ves dan; k tebi razpenjam roke svoje.
10 Mon du gjør undergjerninger for de døde, eller mon dødninger står op og priser dig? (Sela)
Bodeš-li mrtvim delal dejanje čudovito? ali bodejo mrtvi vstali, da bi te slavili mogočno?
11 Mon der fortelles i graven om din miskunnhet, i avgrunnen om din trofasthet?
Ali bi naj se v grobu oznanjala milost tvoja, zvestoba tvoja v pogubi?
12 Mon din undergjerning blir kjent i mørket, og din rettferdighet i glemselens land?
Ali naj bi se v temini spoznalo čudovito dejanje tvoje, in pravica tvoja v pozabljivosti deželi?
13 Men jeg roper til dig, Herre, og om morgenen kommer min bønn dig i møte.
In vendar jaz vpijem, Gospod, k tebi, in vsako jutro te prehiteva molitev moja.
14 Hvorfor, Herre, forkaster du min sjel? Hvorfor skjuler du ditt åsyn for mig?
Zakaj me zametaš, o Gospod; skrivaš mi obličje svoje?
15 Elendig er jeg og døende fra ungdommen av; jeg bærer dine redsler, jeg må fortvile.
Ubožen sem in umrjoč od potresa, strahove tvoje prenašam in sem zbegan,
16 Din vredes luer har gått over mig, dine redsler har tilintetgjort mig.
Jeze tvoje gredó čez mé, plašenje tvoje me uničuje.
17 De har omgitt mig som vann hele dagen, de har omringet mig alle sammen.
Obdajajo me kakor vode ves dan; obsezajo me vkup.
18 Du har drevet venn og næste langt bort fra mig; mine kjenninger er det mørke sted.
Od mene v stran odvračaš prijatelja in tovariša; znancem svojim sem v tamnem kraji.
