< Salmenes 81 >
1 Til sangmesteren, efter Gittit; av Asaf. Juble for Gud, vår styrke, rop med glede for Jakobs Gud!
Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.
2 Stem i sang og la pauken lyde, den liflige citar tillikemed harpen!
Jubler for Gud, vor Styrke, raab af fryd for Jakobs Gud,
3 Støt i basun i måneden, ved fullmånen, på vår høitids dag!
istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;
4 For det er en lov for Israel, en rett for Jakobs Gud.
stød i Hornet paa Nymaanedagen, ved Fuldmaaneskin paa vor Højtidsdag!
5 Han satte det til et vidnesbyrd i Josef da han drog ut gjennem Egyptens land. - Jeg hørte en røst som jeg ikke kjente:
Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;
6 Jeg fridde hans skulder fra byrden, hans hender slapp fri fra bærekurven.
han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.
7 I nøden ropte du, og jeg fridde dig ut; jeg svarte dig, skjult i tordenskyen, jeg prøvde dig ved Meriba-vannene. (Sela)
»Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.
8 Hør, mitt folk, og jeg vil vidne for dig! Israel, o, at du vilde høre mig:
I Nøden raabte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. (Sela)
9 Det skal ikke være nogen fremmed gud hos dig, og du skal ikke tilbede utlendingens gud.
Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!
10 Jeg er Herren din Gud, som førte dig op av Egyptens land; lukk din munn vidt op, at jeg kan fylle den!
En fremmed Gud maa ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!
11 Men mitt folk hørte ikke min røst, og Israel vilde ikke lyde mig.
Jeg, HERREN, jeg er din Gud, som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!
12 Så lot jeg dem fare i sitt hjertes hårdhet, forat de skulde vandre i sine egne onde råd.
Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.
13 O, at mitt folk vilde høre mig, og at Israel vilde vandre på mine veier!
Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Raad.
14 Om en liten stund vilde jeg da ydmyke deres fiender og vende min hånd imot deres motstandere.
Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gaa mine Veje!
15 De som hater Herren, skulde smigre for dem, og deres tid skulde vare evindelig.
Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Haand mod deres Uvenner!
16 Og han skulde fø dem med den beste hvete, og jeg skulde mette dig med honning fra klippen.
Deres Avindsmænd skulde falde og gaa til Grunde for evigt; jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!«