Salmenes 78

1 En læresalme av Asaf. Lytt, mitt folk, til min lære, bøi eders ører til min munns ord!

Pesem ukovita Asafova. Poslušaj, ljudstvo moje, nauk moj; nagnite uho svoje govoru mojih ust.

2 Jeg vil oplate min munn med tankesprog, jeg vil la utstrømme gåtefulle ord fra fordums tid.

V priliki odprem usta svoja; od sebe dam skrivnosti časov nekdanjih,

3 Det vi har hørt og vet, og det våre fedre har fortalt oss,

Kar smo slišali in znali, ko so nam pravili pradedje naši.

4 det vil vi ikke dølge for deres barn, men for den kommende slekt fortelle Herrens pris og hans styrke og de undergjerninger som han har gjort.

Prikrivali ne bodemo njih otrokom, naslednjemu rodu, da oznanjajo hvalo Gospodovo in moč njegovo, in čudovita dela njegova, katera je storil.

5 Han har reist et vidnesbyrd i Jakob og satt en lov i Israel, som han bød våre fedre å kunngjøre sine barn,

Ker ustanovil je pričanje v Jakobu in postavil zakon v Izraelu, ko je zapovedal pradedom našim, oznanjati svojim otrokom.

6 forat den kommende slekt, de barn som skulde fødes, kunde kjenne dem, kunde stå frem og fortelle dem for sine barn

Da vedó, naslednji rod, otroci prihodnji, in vstanejo ter oznanjajo otrokom svojim.

7 og sette sitt håp til Gud og ikke glemme Guds gjerninger, men holde hans bud

Upanje svoje naj stavijo v Boga, in ne pozabijo naj dejanj Boga mogočnega, temuč hranijo naj zapovedi njegove.

8 og ikke være som deres fedre, en opsetsig og gjenstridig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte fast, og hvis ånd ikke var trofast mot Gud.

In ne bodejo naj kakor njih pradedje, rod trdovraten in uporen; rod, kateri ni popravil srca svojega, in katerega duh ni bil stanoviten proti Bogu mogočnemu,

9 Efra'ims barn, de rustede bueskyttere, vendte om på stridens dag.

Kakor nasledniki Efrajmovi, kateri oboroženi streljajo z lokom in hrbte obračajo ob času bitve.

10 De holdt ikke Guds pakt og vilde ikke vandre i hans lov,

Ohranili niso zaveze Božje, in branili so se hoditi po zakonu njegovem,

11 og de glemte hans store gjerninger og de under som han hadde latt dem se.

Pozabivši dejanj njegovih, in čudovitih del njegovih, katera jim je bil pokazal.

12 For deres fedres øine hadde han gjort under i Egyptens land, på Soans mark.

Pred pradedi njihovimi je delal čuda, v deželi Egiptovski, na polji Taniškem.

13 Han kløvde havet og lot dem gå gjennem det og lot vannet stå som en dynge.

Razklal je bil morje, da jih je prepeljal čez, in postavil je vode, kakor kùp.

14 Og han ledet dem ved skyen om dagen og hele natten ved ildens lys.

In spremljal jih je z oblakom podnevi, in vso noč sè svetlim ognjem.

15 Han kløvde klipper i ørkenen og gav dem å drikke som av store vanndyp.

Razklal je bil skale v puščavi, da bi pijačo pripravil v valovih preobilo.

16 Og han lot bekker gå ut av klippen og vann flyte ned som strømmer.

Valove je izpeljal iz skale, in vode dol spuščal kakor reke.

17 Men de blev ennu ved å synde mot ham, å være gjenstridige mot den Høieste i ørkenen.

Vendar so dalje grešili še zoper njega, in dražili Najvišjega v sami suhi deželi.

18 Og de fristet Gud i sitt hjerte, så de krevde mat efter sin lyst.

In izkušajoč Boga mogočnega v srci svojem, térjali so jedi po svojega srca želji.

19 Og de talte mot Gud, de sa: Kan vel Gud dekke bord i ørkenen?

In grdo govoreč zoper Boga, rekli so: "Ali bi mogel Bog mogočni napraviti mizo v tej puščavi?

20 Se, han har slått klippen så det fløt ut vann, og bekker strømmet over; mon han også kan gi brød, eller kan han komme med kjøtt til sitt folk?

Glej, tako je udaril skalo, da so tekle vode, in potoki so se udrli, ali bi mogel dati tudi živeža? ali bi pripravil mesa svojemu ljudstvu?"

21 Derfor, da Herren hørte det, harmedes han, og ild optendtes mot Jakob, og vrede reiste sig mot Israel,

Zato je Gospod slišal in se razjaril; in ogenj se je bil vnel zoper Jakoba, in jeza je tudi gorela zoper Izraela.

22 fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på hans frelse.

Ker niso verovali v Boga, in niso zaupali v blaginjo njegovo.

23 Og han gav skyene der oppe befaling og åpnet himmelens porter.

Dasi je bil zapovedal gornjim oblakom zgoraj in odprl vrata nebeška,

24 Og han lot manna regne over dem til føde og gav dem himmelkorn.

In dežil nad nje máno za jed in dajal žito nebeško;

25 Englebrød åt enhver; han sendte dem næring til mette.

Kruh najmočnejših je jedel vsak; popotnico jim je pošiljal do sitega.

26 Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.

Zagnal je sever na nebesih, in z močjo svojo pripeljal jug.

27 Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,

Ko je dežil nad nje meso kakor prah, in kakor morski pések tiče krilate;

28 og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.

Metal jih je med šatore, okolo prebivališč svojih.

29 Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.

In jedli so in bili so nasiteni močno, in česar so poželeli, prinesel jim je.

30 De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,

Še niso bili iznebili se poželenja svojega, še je bila jed njih v njihovih ustih;

31 da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.

Ko je jeza Božja goreča proti njim morila med najmočnejimi iz med njih in pokončavala mladeniče Izraelske.

32 Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.

Po vsem tem so še grešili in niso verovali zavoljo čudovitih dél njegovih.

33 Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.

Zatorej je pogubljal v ničemurnosti njih dní, in njih leta v strahu.

34 Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud

Ko jih je pobijal, ako so popraševali po njem in izpreobrnivši se zjutraj iskali Boga mogočnega,

35 og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.

Spomnivši se, da je bil Bog njih skala in Bog mogočni najvišji njih rešnik;

36 Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.

Če tudi so ga hoteli varati z usti svojimi, in so z jezikom svojim lagali se njemu,

37 Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.

In srce njihovo ni bilo obrneno proti njemu, in niso bili stanovitni v zavezi njegovi:

38 Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.

Vendar je on usmiljen opíral krivico, tako da jih ni pogubil; in odvračal je svoj srd obilo, in ní vnemal vse jeze svoje,

39 Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.

Spomnivši se, da so meso, veter, ki gre in se ne vrne.

40 Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!

Kolikokrat so ga razdražili v puščavi; žalili so ga v samoti!

41 Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.

Ki so hitro izkušali Boga mogočnega, in žalili Svetega Izraelovega.

42 De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,

Ne spomnivši se roke njegove, dné, ko jih je bil otél sovražnika.

43 han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.

Ko je v Egiptu delal znamenja svoja, in čuda svoja na polji Taniškem.

44 Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.

Ko je v kri izpremenil njih potoke, in reke njih, da bi ne mogli piti.

45 Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.

Izpustil je nad njé živali krdelo, da bi jih pokončalo, in žabe, da jih uničijo.

46 Og han gav gnageren deres grøde og gresshoppen deres høst.

In dal je njih sad murnu in kobilici njih delo.

47 Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.

Pobil je s točo njih trte in smokve njih z ognjem, ki je pokončal vse, kamor je prišel.

48 Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.

Dal je tudi isti toči njih živali, in njih čede žarjavici ognjeni.

49 Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.

Izpustil je nad nje jeze svoje žar, srd in nevoljo in stisko, pošiljajoč oznanovalce nesreče.

50 Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.

Pretehtal je k jezi svoji pot, smrti ni ubranil njih življenja; in živali njih izročil je kugi.

51 Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.

In udaril je vse prvorojeno v Egiptu; prvino moči v šatorih Kamovih.

52 Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.

In prepeljal je kakor ovce ljudstvo svoje, in vodil jih je kakor čede po puščavi.

53 Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.

In peljal jih je varno tako, da se niso bali, potem ko je bilo morje pokrilo njih sovražnike.

54 Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.

Pripeljal jih je do meje svetosti svoje, gore té, katero je pridobila desnica njegova.

55 Og han drev hedningene ut for deres åsyn og lot deres land tilfalle dem som arvedel og lot Israels stammer bo i deres telter.

Izgnal je izpred njih obličja narode in storil, da so pripali vrvi posesti in prebivali so v njih šatorih Izraelovi rodovi.

56 Men de fristet Gud, den Høieste, og var gjenstridige mot ham, og de aktet ikke på hans vidnesbyrd.

Vendar so izkušali in razdražili Boga najvišjega, in pričanj njegovih niso se držali.

57 De vek av og var troløse, som deres fedre, de vendte om, likesom en bue som svikter.

Temuč obrnili so se ter ravnali izdajalsko, kakor njih pradedje; obrnili so se kakor lok goljufen,

58 Og de vakte hans harme med sine offerhauger og gjorde ham nidkjær med sine utskårne billeder.

Ker dražili so ga z višinami svojimi in svojimi maliki, do ljubosumnosti so ga razvneli.

59 Gud hørte det og blev vred, og han blev såre kjed av Israel.

Slišal je Bog in se razsrdil, in zavrgel je silno Izraela.

60 Og han forlot sin bolig i Silo, det telt han hadde opslått blandt menneskene.

Tako, da je zapustivši prebivališče v Silu, šator, katerega je bil postavil med ljudmi,

61 Og han overgav sin styrke til fangenskap og sin herlighet i fiendens hånd.

Dal v sužnjost svojo moč, in slavo svojo sovražniku v pest.

62 Og han overgav sitt folk til sverdet og harmedes på sin arv.

In izročil je meču ljudstvo svoje, ker se je bil razsrdil zoper posestvo svoje.

63 Ild fortærte dets unge menn, og dets jomfruer fikk ingen brudesang.

Ogenj je pokončal mladeniče njegove, in device njegove niso se hvalile.

64 Dets prester falt for sverdet, og dets enker holdt ikke klagemål.

Duhovniki njegovi padli so pod mečem, in vdove njegove niso jokale.

65 Da våknet Herren som en sovende, som en helt som jubler av vin.

Potem se je zbudil Gospod, kakor da bi bil spal, kakor korenjak, pojoč po vinu.

66 Og han slo sine motstandere tilbake, påførte dem en evig skam.

In udaril je sovražnike svoje nazaj; sramoto večno jim je naložil.

67 Og han forkastet Josefs telt og utvalgte ikke Efra'ims stamme,

Slednjič je zavrgel šator Jožefov in rodú Efrajmovega ni izvolil.

68 men han utvalgte Juda stamme, Sions berg som han elsket.

Izvolil pa je rod Judov, goro Sijonsko, da bi jo ljubil.

69 Og han bygget sin helligdom lik høie fjell, lik jorden, som han har grunnfestet for evig tid.

Zidal je enako najvišjim gradovom svetišče svoje, namreč v deželi, katero je utrdil.

70 Og han utvalgte David, sin tjener, og tok ham fra fårehegnene;

In izvolil je Davida hlapca svojega, in vzel ga iz ograje čede,

71 fra de melkende får som han gikk bakefter, hentet han ham til å vokte Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.

Peljal ga je od doječih, da bi pasel Jakoba, ljudstvo svoje in Izraela, posestvo svoje,

72 Og han voktet dem efter sitt hjertes opriktighet og ledet dem med sin forstandige hånd.

Kateri jih je pasel po poštenosti srca svojega, in vodil jih je z najvišjo razumnostjo svojih rok.