Salmenes 78
1 En læresalme av Asaf. Lytt, mitt folk, til min lære, bøi eders ører til min munns ord!
Vyučující, Azafovi. Pozoruj, lide můj, zákona mého, nakloňte uší svých k slovům úst mých.
2 Jeg vil oplate min munn med tankesprog, jeg vil la utstrømme gåtefulle ord fra fordums tid.
Otevru v podobenství ústa svá, vypravovati budu přípovídky starobylé.
3 Det vi har hørt og vet, og det våre fedre har fortalt oss,
Co jsme slýchali i poznali, a co nám otcové naši vypravovali,
4 det vil vi ikke dølge for deres barn, men for den kommende slekt fortelle Herrens pris og hans styrke og de undergjerninger som han har gjort.
Nezatajíme toho před syny jejich, kteříž budoucím potomkům svým vypravovati budou chvály Hospodinovy, ano i moc jeho a divné skutky jeho, kteréž činil.
5 Han har reist et vidnesbyrd i Jakob og satt en lov i Israel, som han bød våre fedre å kunngjøre sine barn,
Neboť jest vyzdvihl svědectví v Jákobovi, a zákon vydal v Izraeli, což přikázal otcům našim, aby v známost uvodili synům svým,
6 forat den kommende slekt, de barn som skulde fødes, kunde kjenne dem, kunde stå frem og fortelle dem for sine barn
Aby to poznal věk potomní, synové, kteříž se zroditi měli, a ti povstanouce, aby vypravovali dítkám svým,
7 og sette sitt håp til Gud og ikke glemme Guds gjerninger, men holde hans bud
Aby pokládali v Bohu naději svou, a nezapomínali se na skutky Boha silného, ale ostříhali přikázaní jeho,
8 og ikke være som deres fedre, en opsetsig og gjenstridig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte fast, og hvis ånd ikke var trofast mot Gud.
Aby nebývali jako otcové jejich, pokolení zpurné a protivné, národ, kterýž nenapravil srdce svého, a nebyl věrný Bohu silnému duch jeho.
9 Efra'ims barn, de rustede bueskyttere, vendte om på stridens dag.
Jako synové Efraim zbrojní, ač uměle z lučiště stříleli, však v čas boje zpět se obrátili,
10 De holdt ikke Guds pakt og vilde ikke vandre i hans lov,
Nebo neostříhali smlouvy Boží, a v zákoně jeho zpěčovali se choditi.
11 og de glemte hans store gjerninger og de under som han hadde latt dem se.
Zapomenuli se na činy jeho, a na divné skutky jeho, kteréž jim ukázal.
12 For deres fedres øine hadde han gjort under i Egyptens land, på Soans mark.
Před otci jejich činil divy v zemi Egyptské, na poli Soan.
13 Han kløvde havet og lot dem gå gjennem det og lot vannet stå som en dynge.
Rozdělil moře, a převedl je; učinil, aby stály vody jako hromada.
14 Og han ledet dem ved skyen om dagen og hele natten ved ildens lys.
Vedl je ve dne v oblace, a každé noci v jasném ohni.
15 Han kløvde klipper i ørkenen og gav dem å drikke som av store vanndyp.
Protrhl skály na poušti, a napájel je jako z propastí velikých.
16 Og han lot bekker gå ut av klippen og vann flyte ned som strømmer.
Vyvedl potoky z skály, a učinil, aby vody tekly jako řeky.
17 Men de blev ennu ved å synde mot ham, å være gjenstridige mot den Høieste i ørkenen.
A však vždy přičíněli hříchů proti němu, a popouzeli Nejvyššího na poušti.
18 Og de fristet Gud i sitt hjerte, så de krevde mat efter sin lyst.
A pokoušeli Boha silného v srdci svém, žádajíce pokrmu podlé líbosti své.
19 Og de talte mot Gud, de sa: Kan vel Gud dekke bord i ørkenen?
A mluvili proti Bohu, řkouce: Zdaliž bude moci Bůh silný připraviti stůl na této poušti?
20 Se, han har slått klippen så det fløt ut vann, og bekker strømmet over; mon han også kan gi brød, eller kan han komme med kjøtt til sitt folk?
Aj, udeřilť jest v skálu, a tekly vody, a řeky se rozvodnily. Zdali také bude moci dáti chleba? Zdali nastrojí masa lidu svému?
21 Derfor, da Herren hørte det, harmedes han, og ild optendtes mot Jakob, og vrede reiste sig mot Israel,
A protož uslyšav Hospodin, rozhněval se, a oheň zažžen jest proti Jákobovi, a prchlivost vstoupila na Izraele,
22 fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på hans frelse.
Proto že se nedověřili Bohu, a neměli naděje v spasení jeho,
23 Og han gav skyene der oppe befaling og åpnet himmelens porter.
Ačkoli rozkázal oblakům shůry, a průduchy nebeské otevřel,
24 Og han lot manna regne over dem til føde og gav dem himmelkorn.
A dštil na ně mannou ku pokrmu, a obilé nebeské dával jim.
25 Englebrød åt enhver; han sendte dem næring til mette.
Chléb mocných jedl člověk, seslal jim pokrmů do sytosti.
26 Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.
Obrátil vítr východní u povětří, a přivedl mocí svou vítr polední.
27 Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,
I dštil na ně masem jako prachem, a ptactvem pernatým jako pískem mořským.
28 og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.
Spustil je do prostřed vojska jejich, a všudy vůkol stanů jejich.
29 Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.
I jedli, a nasyceni jsou hojně, a dal jim to, čehož žádali.
30 De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,
Ještě nevyplnili žádosti své, ještě pokrm byl v ústech jejich,
31 da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.
A v tom prchlivost Boží připadla na ně, a zbil tučné jejich, a přední Izraelské porazil.
32 Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.
S tím se vším vždy ještě hřešili, a nevěřili předivným skutkům jeho.
33 Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.
A protož dopustil na ně, že marně skonali dny své, a léta svá s chvátáním.
34 Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud
Když je hubil, jestliže ho hledali, a zase k Bohu silnému hned na úsvitě se navraceli,
35 og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.
Rozpomínajíce se na to, že Bůh byl skála jejich, a Bůh silný nejvyšší vykupitel jejich:
36 Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.
(Ačkoli mu s pochlebenstvím mluvili ústy svými, a jazykem svým lhali jemu.
37 Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.
A srdce jejich nebylo upřímé před ním, aniž se věrně měli v smlouvě jeho),
38 Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.
On jsa milosrdný, odpouštěl nepravosti jejich, a nezahladil jich; častokrát odvracel hněv svůj, a nevzbuzoval vší zůřivosti své.
39 Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.
Nebo pamatoval, že jsou tělo, vítr, kterýž odchází, a nenavracuje se zase.
40 Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!
Kolikrát jsou ho dráždili na poušti, a k bolesti přivodili na pustinách.
41 Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.
Týž i týž navracujíce se, pokoušeli Boha silného, a svatému Izraelskému cíle vyměřovali.
42 De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,
Nepamatovali na moc jeho, a na ten den, v kterémž je vysvobodil z ssoužení,
43 han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.
Když činil v Egyptě znamení svá, a zázraky své na poli Soan,
44 Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.
Když obrátil v krev řeky a potoky jejich, tak že jich píti nemohli.
45 Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.
Dopustil na ně směsici žížal, aby je žraly, a žáby, aby je hubily.
46 Og han gav gnageren deres grøde og gresshoppen deres høst.
A dal chroustům úrody jejich, a úsilí jejich kobylkám.
47 Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.
Stloukl krupami réví jejich, a stromy fíkové jejich ledem.
48 Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.
Vydal krupobití na hovada jejich, a na dobytek jejich uhlí řeřavé.
49 Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.
Poslal na ně prchlivost hněvu svého, rozpálení, zůřivost i ssoužení, dopustiv na ně anděly zlé.
50 Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.
Uprostrannil stezku prchlivosti své, neuchoval od smrti duše jejich, ano i na hovada jejich mor dopustil.
51 Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.
A pobil všecko prvorozené v Egyptě, prvotiny síly v staních Chamových.
52 Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.
Ale lid svůj vyvedl jako ovce, a vodil se s nimi jako s stádem po poušti.
53 Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.
Vodil je v bezpečnosti, tak že nestrašili, nepřátely pak jejich přikrylo moře,
54 Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.
Až je přivedl ku pomezí svatosti své, na horu tu, kteréž dobyla pravice jeho.
55 Og han drev hedningene ut for deres åsyn og lot deres land tilfalle dem som arvedel og lot Israels stammer bo i deres telter.
Vyhnav před tváří jejich národy, způsobil to, aby jim na provazec dědictví jejich přišli, a aby přebývala v staních jejich pokolení Izraelská.
56 Men de fristet Gud, den Høieste, og var gjenstridige mot ham, og de aktet ikke på hans vidnesbyrd.
Však vždy předce pokoušeli a dráždili Boha nejvyššího, a svědectví jeho neostříhali.
57 De vek av og var troløse, som deres fedre, de vendte om, likesom en bue som svikter.
Ale zpět odšedše, převráceně činili, jako i předkové jejich; uchýlili se jako mylné lučiště.
58 Og de vakte hans harme med sine offerhauger og gjorde ham nidkjær med sine utskårne billeder.
Nebo popouzeli ho výsostmi svými, a rytinami svými k horlení přivedli jej.
59 Gud hørte det og blev vred, og han blev såre kjed av Israel.
Slyšel Bůh, a rozhněval se, a u velikou ošklivost vzal Izraele,
60 Og han forlot sin bolig i Silo, det telt han hadde opslått blandt menneskene.
Tak že opustiv příbytek v Sílo, stánek, kterýž postavil mezi lidmi,
61 Og han overgav sin styrke til fangenskap og sin herlighet i fiendens hånd.
Vydal v zajetí sílu svou, a slávu svou v ruce nepřítele.
62 Og han overgav sitt folk til sverdet og harmedes på sin arv.
Dal pod meč lid svůj, a na dědictví své se rozhněval.
63 Ild fortærte dets unge menn, og dets jomfruer fikk ingen brudesang.
Mládence jeho sežral oheň, a panny jeho nebyly chváleny.
64 Dets prester falt for sverdet, og dets enker holdt ikke klagemål.
Kněží jejich od meče padli, a vdovy jejich neplakaly.
65 Da våknet Herren som en sovende, som en helt som jubler av vin.
Potom pak procítil Pán jako ze sna, jako silný rek, kterýž po víně sobě vykřikuje.
66 Og han slo sine motstandere tilbake, påførte dem en evig skam.
A ranil nepřátely své po zadu, a u věčné pohanění je vydal.
67 Og han forkastet Josefs telt og utvalgte ikke Efra'ims stamme,
Ačkoli pak pohrdl stánkem Jozefovým, a pokolení Efraimova nevyvolil,
68 men han utvalgte Juda stamme, Sions berg som han elsket.
Však vyvolil pokolení Judovo, horu Sion, kterouž zamiloval.
69 Og han bygget sin helligdom lik høie fjell, lik jorden, som han har grunnfestet for evig tid.
A vystavěl sobě, jako hrad vysoký, svatyni svou, jako zemi, kterouž utvrdil na věky.
70 Og han utvalgte David, sin tjener, og tok ham fra fårehegnene;
A vyvolil Davida služebníka svého, vzav jej od chlévů stáda.
71 fra de melkende får som han gikk bakefter, hentet han ham til å vokte Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.
Když chodil za ovcemi březími, zavedl jej, aby pásl Jákoba, lid jeho, a Izraele, dědictví jeho.
72 Og han voktet dem efter sitt hjertes opriktighet og ledet dem med sin forstandige hånd.
Kterýž pásl je v upřímnosti srdce svého, a zvláštní opatrností rukou svých vodil je.
