Salmenes 77

1 Til sangmesteren, for Jedutun; av Asaf; en salme. Min røst er til Gud, og jeg vil rope; min røst er til Gud, og han vil vende øret til mig.

S svojim glasom sem klical k Bogu, celó s svojim glasom k Bogu in mi je prisluhnil.

2 På min nøds dag søker jeg Herren; min hånd er utrakt om natten og blir ikke trett, min sjel vil ikke la sig trøste.

Na dan svoje stiske sem iskal Gospoda. Moja vnetja so se gnojila ponoči in niso odnehala. Moja duša je odklanjala, da bi bila potolažena.

3 Jeg vil komme Gud i hu og sukke; jeg vil gruble, og min ånd vansmekter. (Sela)

Spomnil sem se Boga in bil vznemirjen. Pritoževal sem se in moj duh je bil nadvladan. (Sela)

4 Du holder mine øine oppe i nattevaktene; jeg er urolig og taler ikke.

Moje oči držiš budne. Tako sem vznemirjen, da ne morem govoriti.

5 Jeg tenker på fordums dager, på de lengst fremfarne år.

Preudarjal sem [o] dneh iz davnine, letih starodavnih časov.

6 Jeg vil komme i hu mitt strengespill om natten, i mitt hjerte vil jeg gruble, og min ånd ransaker.

Spominjam se svoje pesmi ponoči. Posvetujem se s svojim lastnim srcem in moj duh je storil marljivo preiskavo.

7 Vil da Herren forkaste i all evighet, og vil han ikke mere bli ved å vise nåde?

›Ali bo Gospod za vedno zavračal ali ne bo več naklonjen?

8 Er det for all tid ute med hans miskunnhet? er hans løfte blitt til intet slekt efter slekt?

Je njegovo usmiljenje popolnoma odšlo za vedno? Ali njegova obljuba odpove na vékomaj?

9 Har Gud glemt å være nådig? Har han i vrede tillukket sin barmhjertighet? (Sela)

Je Bog pozabil biti milostljiv? Ali je v jezi zaprl svoja nežna usmiljenja?‹ (Sela)

10 Jeg sier: Dette er min plage, det er år fra den Høiestes høire hånd.

Rekel sem: »To je moja šibkost, toda spominjal se bom let desnice Najvišjega.«

11 Jeg vil forkynne Herrens gjerninger; for jeg vil komme dine under i hu fra fordums tid.

Spominjal se bom Gospodovih del. Zagotovo se bom spominjal tvojih čudežev od davnine.

12 Og jeg vil eftertenke alt ditt verk, og på dine store gjerninger vil jeg grunde.

Premišljeval bom tudi o vsem tvojem delu in govoril o tvojih dejanjih.

13 Gud! Din vei er i hellighet; hvem er en gud stor som Gud?

Tvoja pot, oh Bog, je v svetišču. Kdo je tako velik Bog kakor naš Bog?

14 Du er den Gud som gjør under; du har kunngjort din styrke blandt folkene.

Ti si Bog, ki dela čudeže. Med ljudstvom si oznanil svojo moč.

15 Du har forløst ditt folk med velde, Jakobs og Josefs barn. (Sela)

S svojim laktom si odkupil svoje ljudstvo, Jakobove in Jožefove sinove. (Sela)

16 Vannene så dig, Gud, vannene så dig, de bevet, ja avgrunnene skalv.

Vode so te videle, oh Bog, vode so te videle, bile so prestrašene. Tudi globine so bile vznemirjene.

17 Skyene utøste vann, himlene lot sin røst høre, ja dine piler fløi hit og dit.

Oblaki so izlivali vodo, nebo je pošiljalo zvok, tudi tvoje puščice so šle daleč.

18 Din tordens røst lød i stormhvirvelen, lyn lyste op jorderike, jorden bevet og skalv.

Zvok tvojega groma je bil na nebu, bliski so razsvetljevali zemeljski [krog], zemlja je trepetala in se tresla.

19 Gjennem havet gikk din vei, og dine stier gjennem store vann, og dine fotspor blev ikke kjent.

Tvoja pot je na morju in tvoja steza v velikih vodah in tvoje stopinje niso znane.

20 Du førte ditt folk som en hjord ved Moses' og Arons hånd.

Svoje ljudstvo vodiš kakor trop z Mojzesovo in Aronovo roko.