Salmenes 77

1 Til sangmesteren, for Jedutun; av Asaf; en salme. Min røst er til Gud, og jeg vil rope; min røst er til Gud, og han vil vende øret til mig.

Glas moj ide k Bogu, i ja prizivljem njega; glas moj ide k Bogu, i on æe me uslišiti.

2 På min nøds dag søker jeg Herren; min hånd er utrakt om natten og blir ikke trett, min sjel vil ikke la sig trøste.

U dan tuge svoje tražih Gospoda; noæu je ruka moja podignuta, i ne spušta se; duša moja neæe da se utješi.

3 Jeg vil komme Gud i hu og sukke; jeg vil gruble, og min ånd vansmekter. (Sela)

Pominjem Boga, i uzdišem; razmišljam, i trne duh moj.

4 Du holder mine øine oppe i nattevaktene; jeg er urolig og taler ikke.

Držim oèi svoje da su budne; klonuo sam, i ne mogu govoriti.

5 Jeg tenker på fordums dager, på de lengst fremfarne år.

Prebrajam stare dane i godine od vijekova.

6 Jeg vil komme i hu mitt strengespill om natten, i mitt hjerte vil jeg gruble, og min ånd ransaker.

Opominjem se pjesama svojih noæu; razgovaram se sa srcem svojim, i ispitujem duh svoj:

7 Vil da Herren forkaste i all evighet, og vil han ikke mere bli ved å vise nåde?

“Zar æe se dovijeka gnjeviti na nas Gospod, i neæe više ljubiti?

8 Er det for all tid ute med hans miskunnhet? er hans løfte blitt til intet slekt efter slekt?

Zar je zasvagda prestala milost njegova, i rijeè se prekinula od koljena na koljeno?

9 Har Gud glemt å være nådig? Har han i vrede tillukket sin barmhjertighet? (Sela)

Zar je zaboravio milostiv biti i u gnjevu zatvorio milosrðe svoje?”

10 Jeg sier: Dette er min plage, det er år fra den Høiestes høire hånd.

I rekoh: žalosna je za mene ova promjena desnice višnjega.

11 Jeg vil forkynne Herrens gjerninger; for jeg vil komme dine under i hu fra fordums tid.

Pamtim djela Gospodnja; pamtim preðašnje èudo tvoje.

12 Og jeg vil eftertenke alt ditt verk, og på dine store gjerninger vil jeg grunde.

Mislio sam o svijem djelima tvojim, razmišljao o radnji tvojoj;

13 Gud! Din vei er i hellighet; hvem er en gud stor som Gud?

Bože! put je tvoj svet; koji je Bog tako velik kao Bog naš?

14 Du er den Gud som gjør under; du har kunngjort din styrke blandt folkene.

Ti si Bog, koji si èinio èudesa, pokazivao silu svoju meðu narodima;

15 Du har forløst ditt folk med velde, Jakobs og Josefs barn. (Sela)

Mišicom si odbranio narod svoj, sinove Jakovljeve i Josifove.

16 Vannene så dig, Gud, vannene så dig, de bevet, ja avgrunnene skalv.

Vidješe te vode, Bože, vidješe te vode, i ustreptaše, i bezdane se zadrmaše.

17 Skyene utøste vann, himlene lot sin røst høre, ja dine piler fløi hit og dit.

Iz oblaka lijaše voda, oblaci davahu glas, i strijele tvoje leæahu.

18 Din tordens røst lød i stormhvirvelen, lyn lyste op jorderike, jorden bevet og skalv.

Grmljahu gromovi tvoji po nebu; munje tvoje sijevahu po vasiljenoj, zemlja se tresijaše i njihaše.

19 Gjennem havet gikk din vei, og dine stier gjennem store vann, og dine fotspor blev ikke kjent.

Po moru bijaše put tvoj, i staze tvoje po velikoj vodi, i trag tvoj ne poznavaše se.

20 Du førte ditt folk som en hjord ved Moses' og Arons hånd.

Vodio si narod svoj kao ovce rukom Mojsijevom i Aronovom.