Salmenes 77

1 Til sangmesteren, for Jedutun; av Asaf; en salme. Min røst er til Gud, og jeg vil rope; min røst er til Gud, og han vil vende øret til mig.

Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.

2 På min nøds dag søker jeg Herren; min hånd er utrakt om natten og blir ikke trett, min sjel vil ikke la sig trøste.

Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!

3 Jeg vil komme Gud i hu og sukke; jeg vil gruble, og min ånd vansmekter. (Sela)

Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

4 Du holder mine øine oppe i nattevaktene; jeg er urolig og taler ikke.

Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)

5 Jeg tenker på fordums dager, på de lengst fremfarne år.

Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.

6 Jeg vil komme i hu mitt strengespill om natten, i mitt hjerte vil jeg gruble, og min ånd ransaker.

Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.

7 Vil da Herren forkaste i all evighet, og vil han ikke mere bli ved å vise nåde?

Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.

8 Er det for all tid ute med hans miskunnhet? er hans løfte blitt til intet slekt efter slekt?

Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?

9 Har Gud glemt å være nådig? Har han i vrede tillukket sin barmhjertighet? (Sela)

Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

10 Jeg sier: Dette er min plage, det er år fra den Høiestes høire hånd.

Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)

11 Jeg vil forkynne Herrens gjerninger; for jeg vil komme dine under i hu fra fordums tid.

Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

12 Og jeg vil eftertenke alt ditt verk, og på dine store gjerninger vil jeg grunde.

Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.

13 Gud! Din vei er i hellighet; hvem er en gud stor som Gud?

Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.

14 Du er den Gud som gjør under; du har kunngjort din styrke blandt folkene.

O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?

15 Du har forløst ditt folk med velde, Jakobs og Josefs barn. (Sela)

Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.

16 Vannene så dig, Gud, vannene så dig, de bevet, ja avgrunnene skalv.

Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)

17 Skyene utøste vann, himlene lot sin røst høre, ja dine piler fløi hit og dit.

Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.

18 Din tordens røst lød i stormhvirvelen, lyn lyste op jorderike, jorden bevet og skalv.

De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.

19 Gjennem havet gikk din vei, og dine stier gjennem store vann, og dine fotspor blev ikke kjent.

Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

20 Du førte ditt folk som en hjord ved Moses' og Arons hånd.

Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.