Salmenes 74
1 En læresalme av Asaf. Hvorfor, Gud, har du forkastet oss for evig tid? Hvorfor ryker din vrede mot den hjord du før?
Oh Bog, zakaj nas zavračaš za vedno? Zakaj se tvoja jeza kadi proti ovcam tvoje paše?
2 Kom i hu din menighet, som du vant din i fordums tid, som du gjenløste til å være din arvs stamme, Sions berg, hvor du tok bolig!
Spomni se svoje skupnosti, ki si jo odkupil od davnine, palico svoje dediščine, ki si jo odkupil, to goro Sion, kjer prebivaš.
3 Opløft dine trin til de evige grushoper! Alt har fienden fordervet i helligdommen.
Dvigni svoja stopala k neprestanim opustošenjem, celó vsemu kar je sovražnik zlobnega storil v svetišču.
4 Dine motstandere har brølt midt i ditt forsamlingshus; de har satt sine egne tegn op til tegn.
Tvoji sovražniki rjovijo v sredi tvojih skupnosti, svoje zastave so postavili za znamenja.
5 Det var et syn som når økser løftes i tykke skogen.
Človek je bil slaven, če je nad debela drevesa dvigoval sekire.
6 Og nu, alt det som fantes av billedverk, det slo de sønder med øks og hammer.
Toda sedaj so s sekirami in kladivi takoj zlomili rezljano delo le-tega.
7 De har satt ild på din helligdom; like til grunnen har de vanhelliget ditt navns bolig.
Ogenj so vrgli v tvoje svetišče, s podrtjem do tal so omadeževali bivališče tvojega imena.
8 De har sagt i sitt hjerte: Vi vil ødelegge dem alle tilsammen! De har opbrent alle Guds forsamlingshus i landet.
V svojih srcih so rekli: »Skupaj jih uničimo.« V deželi so požgali vse Božje sinagoge.
9 Våre egne tegn ser vi ikke; det er ikke nogen profet mere, ikke nogen hos oss som vet hvor lenge det skal vare.
Ne vidimo svojih znamenj. Nobenega preroka ni več niti tukaj med nami ni nobenega, ki ve doklej.
10 Hvor lenge, Gud, skal motstanderen håne, fienden forakte ditt navn evindelig?
Oh Bog, doklej bo nasprotnik grajal? Mar bo sovražnik na veke preklinjal tvoje ime?
11 Hvorfor drar du din hånd, din høire hånd tilbake? Ta den ut av din barm og ødelegg!
Zakaj umikaš svojo roko, celó svojo desnico? Iztrgaj jo iz svojega naročja.
12 Gud er dog min konge fra fordums tid, han som skaper frelse på den vide jord.
Kajti Bog je moj Kralj od davnine, ki dela rešitev duš v sredi zemlje.
13 Du er den som skilte havet med din styrke, knuste dragenes hoder på vannene.
S svojo močjo si razdelil morje. Razbijaš glave zmajem v vodah.
14 Du sønderslo Leviatans hoder, du gav den til føde for ørkenens folk.
Razbijaš glave leviatána na koščke in ga daješ, da postane hrana ljudstvu, ki prebiva v divjini.
15 Du lot kilde og bekk bryte frem, du uttørket evige strømmer.
Združil si studenec in morje, osušuješ mogočne reke.
16 Dig hører dagen til, dig også natten; du har skapt himmellysene og solen.
Dan je tvoj, tudi noč je tvoja, pripravil si svetlobo in sonce.
17 Du har fastsatt alle jordens grenser; sommer og vinter - du har dannet dem.
Določil si vse meje zemlje. Naredil si poletje in zimo.
18 Kom dette i hu: Fienden har hånet Herren, og et dårlig folk har foraktet ditt navn!
Spomni se, da je sovražnik grajal, oh Gospod in da je nespametno ljudstvo izrekalo bogokletje proti tvojemu imenu.
19 Overgi ikke din turteldue til den mordlystne skare, glem ikke dine elendiges skare evindelig!
Oh ne izročaj duše svoje grlice množici zlobnih. Ne pozabi skupnosti svojih ubogih na veke.
20 Se til pakten! For landets mørke steder er fulle av volds boliger.
Ozri se k zavezi, kajti temni kraji zemlje so polni prebivališč krutosti.
21 La ikke den undertrykte vende tilbake med skam, la den elendige og fattige love ditt navn!
Oh naj se zatirani ne vrne osramočen. Naj ubog in pomoči potreben hvalita tvoje ime.
22 Reis dig, Gud, før din sak, kom i hu at du blir hånet av dåren hele dagen!
Vstani, oh Bog, zagovarjaj svojo lastno pravdo. Spomni se, kako te nespameten človek dnevno graja.
23 Glem ikke dine fienders røst, dine motstanderes bulder, som stiger op all tid!
Ne pozabi glasu svojih sovražnikov. Hrup teh, ki vstajajo zoper tebe, se nenehno povečuje.
