< Salmenes 73 >
1 En salme av Asaf. Ja, Gud er god mot Israel, mot de rene av hjertet.
Псалом Аса́фів.
2 Men jeg - nær hadde mine føtter snublet, på lite nær var mine trin glidd ut.
А я, — мало не послизну́лися но́ги мої, мало не посковзну́лися сто́пи мої,
3 For jeg harmedes over de overmodige da jeg så at det gikk de ugudelige vel.
бо лихим я зави́дував, бачивши спо́кій безбожних, —
4 For de er fri for lidelser inntil sin død, og deres styrke er vel ved makt.
бо не мають стражда́ння до смерти своєї, і здорове їхнє тіло,
5 De kjenner ikke til nød som andre folk, og de blir ikke plaget som andre mennesker.
на лю́дській роботі нема їх, і ра́зом із іншими лю́дьми не зазнаю́ть вони вда́рів.
6 Derfor er overmot deres halssmykke, vold omhyller dem som et klædebon.
Тому́ то пиха їхню шию оздо́блює, зодяга́є їх ша́та наси́лля,
7 Deres øine står ut av fedme, hjertets tanker bryter frem.
вилазять їм очі від жи́ру, бажа́ння їхнього серця збули́ся,
8 De håner og taler i ondskap om undertrykkelse; fra det høie taler de.
сміються й злосли́во говорять про у́тиск, говорять бундю́чно:
9 De løfter sin munn op til himmelen, og deres tunge farer frem på jorden.
свої уста до неба підно́сять, — а їхній язик по землі походжа́є!
10 Derfor får de sitt folk til å vende sig om til dem, og vann i overflod suger de i sig.
Тому́ то туди Його люди зверта́ються, і щедро беруть собі воду
11 Og de sier: Hvorledes skulde Gud vite noget? Er det vel kunnskap hos den Høieste?
та й кажуть: „Хіба́ Бог те знає, і чи має Всеви́шній відо́мість,
12 Se, dette er de ugudelige, og evig trygge vokser de i velmakt.
як он ті безбожні й безпечні на світі збільши́ли бага́тство своє?“
13 Ja, forgjeves har jeg renset mitt hjerte og tvettet mine hender i uskyld;
Направду, нада́рмо очи́стив я серце своє, і в неви́нності вимив ру́ки свої,
14 jeg blev dog plaget hele dagen, og hver morgen kom til mig med tukt.
і ввесь день я побитий, і щора́нку пока́раний.
15 Dersom jeg hadde sagt: Jeg vil tale således, se, da hadde jeg vært troløs mot dine barns slekt.
Коли б я сказав: „Буду так говори́ть, як вони“, то спроневі́рився б я поколі́нню синів Твоїх.
16 Og jeg tenkte efter for å forstå dette; det var en plage i mine øine
І розду́мував я, щоб пізна́ти оте, — та трудне́ воно в о́чах моїх,
17 - inntil jeg gikk inn i Guds helligdommer og gav akt på deres endelikt.
аж прийшов я в Божу святиню, — і кінець їхній побачив:
18 Ja, på glatte steder setter du dem; du lot dem falle, så de gikk til grunne.
направду, — Ти їх на слизько́му поставив, на спусто́шення кинув Ти їх!
19 Hvor de blev ødelagt i et øieblikk! De gikk under og tok ende med forferdelse.
Як вони в одній хвилі спусто́шені, згинули, пощеза́ли від стра́хів!
20 Likesom en akter for intet en drøm når en har våknet op, således akter du, Herre, deres skyggebillede for intet når du våkner op.
Немов сном по обу́дженні, Господи, о́бразом їхнім пого́рдиш, мов сном по обу́дженні!
21 Når mitt hjerte var bittert, og det stakk mig i mine nyrer,
Бо болить моє серце, і в нутрі́ моїм коле,
22 da var jeg ufornuftig og forstod intet; som et dyr var jeg imot dig.
а я немов бидло й не знаю, — я перед Тобою худо́бою став!
23 Men jeg blir alltid hos dig, du har grepet min høire hånd.
Та я за́вжди з Тобою, — Ти де́ржиш мене за правицю,
24 Du leder mig ved ditt råd, og derefter optar du mig i herlighet.
Ти Своєю порадою во́диш мене, і пото́му до слави Ти ві́зьмеш мене!
25 Hvem har jeg ellers i himmelen? Og når jeg har dig, har jeg ikke lyst til noget på jorden.
Хто є мені на небеса́х, окрім Тебе? А я при Тобі на землі не бажаю нічо́го!
26 Vansmekter enn mitt kjød og mitt hjerte, så er dog Gud mitt hjertes klippe og min del evindelig.
Гине тіло моє й моє серце, та Бог — скеля серця мого й моя доля навіки,
27 For se, de som holder sig borte fra dig, går til grunne; du utrydder hver den som faller fra dig i hor.
бо погинуть ось ті, хто боку́є від Тебе, пони́щиш Ти кожного, хто відсту́пить від Тебе!
28 Men for mig er det godt å holde mig nær til Gud; jeg setter min lit til Herren, Israels Gud, for å fortelle alle dine gjerninger.
А я, — бли́зькість Бога для мене добро́, — на Владику, на Господа свою певність складаю, щоб звіща́ти про всі Твої чи́ни!