Salmenes 69
1 Til sangmesteren; efter "Liljer"; av David. Frels mig, Gud, for vannene er kommet inntil sjelen.
Načelniku godbe na šestero strun, pesem Davidova. Reši me, Bog, ker vode mi prihajajo noter do duše,
2 Jeg er sunket ned i bunnløst dynd, hvor der intet fotfeste er; jeg er kommet i dype vann, og strømmen slår over mig.
Pogrezam se v blato pregloboko; kjer ni trdnega pod nogo; zahajam v globočine vodâ; in val poplaveč me požira.
3 Jeg har ropt mig trett, min strupe brenner; mine øine er borttæret idet jeg venter på min Gud.
Trudim se vpijoč, suši se grlo moje; oči moje pešajo, ko upam v svojega Boga.
4 Flere enn hårene på mitt hode er de som hater mig uten årsak; tallrike er de som vil forderve mig, mine fiender uten grunn; det jeg ikke har røvet, skal jeg nu gi tilbake.
Več jih je ko glave moje lâs, ki me sovražijo po krivem; mogočneji so, ki me hočejo ubiti, ki so mi sovražniki po krivici; tedaj me silijo vrniti, česar nisem vzel.
5 Gud, du kjenner min dårskap, og all min syndeskyld er ikke skjult for dig.
O Bog, ti poznaš nespamet mojo, in krivice moje niso ti skrite.
6 La dem ikke bli til skamme ved mig, de som bier efter dig, Herre, Herre, hærskarenes Gud! La dem ikke bli til spott ved mig, de som søker dig, Israels Gud!
Ne bodi jih mene sram, kateri čakajo tebe; Gospod, Bog vojnih krdél, rudečica naj ne oblije zaradi mene njih, ki iščejo tebe, Bog Izraelov.
7 For for din skyld bærer jeg vanære, dekker skam mitt åsyn.
Ker zavoljo tebe prenašam zasmehovanje; sramota pokriva obličje moje.
8 Jeg er blitt fremmed for mine brødre og en utlending for min mors barn.
Tujec sem postal bratom svojim, in neznan matere moje sinovom.
9 For nidkjærhet for ditt hus har fortært mig, og deres hån som håner dig, er falt på mig.
Ker gorečnost za hišo tvojo me razjéda, in zasmehovanje njih, ki tebe zasmehujejo, mene zadeva.
10 Og min sjel gråt mens jeg fastet, og det blev mig til spott.
Ko jokajoč pokorim s postom dušo svojo, tedaj se mi to šteje za najhujšo sramoto.
11 Og jeg gjorde sekk til mitt klædebon, og jeg blev dem til et ordsprog.
Ko se oblačim v raševino, tedaj sem jim v pregovor.
12 De som sitter i porten, snakker om mig, og de som drikker sterk drikk, synger om mig.
O meni govoričijo vkup sedeči pri vratih, in pesmi pojó, ko pijejo opojno pijačo.
13 Men jeg kommer med min bønn til dig, Herre, i nådens tid, Gud, for din megen miskunnhet; svar mig med din frelsende trofasthet!
O meni torej je prošnja moja tá do tebe, Gospod: čas je milosti, Bog, po obilnosti milosti svoje usliši me, po blagi zvestobi svoji.
14 Redd mig ut av dyndet og la mig ikke synke! La mig bli reddet fra dem som hater mig, og fra de dype vann!
Potegni me iz blata, in naj se ne pogreznem; otet naj bodem sovražnikov svojih, in iz globočin vodâ.
15 La ikke vannstrømmen slå over mig og ikke dypet sluke mig, og la ikke brønnen lukke sitt gap over mig!
Valovje vodâ naj me poplaveč ne odnese, in globočina naj me ne pogoltne, in jama naj ne zapre ust svojih nad mano.
16 Svar mig, Herre, for din miskunnhet er god; vend dig til mig efter din store barmhjertighet!
Usliši me, Gospod, ker dobra je milost tvoja; po obilosti usmiljenja svojega ozri se v mé.
17 Og skjul ikke ditt åsyn for din tjener, for jeg er i nød; skynd dig å svare mig!
In ne skrivaj obličja svojega svojemu hlapcu; ker v stiski sem, hiti, usliši me!
18 Kom nær til min sjel, forløs den, frels mig for mine fienders skyld!
Približaj se duši moji, ótmi jo; zavoljo sovražnikov mojih réši me.
19 Du kjenner min spott og min skam og min vanære; alle mine motstandere er for ditt åsyn.
Ti poznaš zasramovanje moje in mojo sramoto ter nečast mojo; pred teboj so vsi sovražniki moji.
20 Spott har brutt mitt hjerte, så jeg er syk, og jeg ventet på medynk, men der var ingen, på trøstere, men jeg fant ikke nogen.
Zasramovanje tare srce moje, tako da sem bolan; in ko ga čakam, da bi me miloval, nikogar ni; ali tolažiteljev, vendar ne najdem jih.
21 De gav mig galle å ete, og for min tørst gav de mig eddik å drikke.
Dà, za živež mi dajó želča, in v žeji moji dajó mi piti octa.
22 La deres bord bli til en strikke for deres åsyn og til en snare for dem når de er trygge!
Njih miza bodi pred njimi za zanko, in za povračila, za zadrgo.
23 La deres øine formørkes, så de ikke ser, og la deres lender alltid vakle!
Otemné naj njih oči, da ne vidijo; in daj, da ledja njih omahujejo neprestano.
24 Utøs din harme over dem, og la din brennende vrede nå dem!
Razlij na nje jezo svojo, in srd tvoj naj jih dohiti.
25 Deres bolig bli øde, ei være der nogen som bor i deres telt!
Pusti naj bodejo njih gradovi, v šatorih njih ne bodi prebivalca.
26 For den du har slått, forfølger de, og de forteller om deres smerte som du har stunget.
Ker preganjajo njega, kateregi si tí udaril, in po bolečini prebodencev tvojih spletajo pripovedke.
27 La dem legge skyld til sin skyld, og la dem ikke komme til din rettferdighet!
Pridevaj kazen kazni njih krivici, in naj ne pridejo v pravico tvojo.
28 La dem bli utslettet av de levendes bok, og la dem ikke bli innskrevet med de rettferdige!
Izbrišejo naj se iz življenja knjige, in s pravičnimi naj se ne zapisujejo.
29 Men jeg er elendig og full av pine; la din frelse, Gud, føre mig i sikkerhet!
Jaz pa ubožen in trpeč, blaginja tvoja, Bog, postavila me bode na višavo.
30 Jeg vil love Guds navn med sang og ophøie ham med lovprisning,
Hvalil bodem ime Božje s pesmijo, in poveličeval ga bodem sè zahvaljevanjem,
31 og det skal behage Herren bedre enn en ung okse med horn og klover.
Kar se bode bolje zdelo Gospodu, ko vol, junec rogat z razklanimi parklji.
32 Når saktmodige ser det, skal de glede sig; I som søker Gud, eders hjerte leve!
Ko bodejo to videli krotki, veselili se bodo; in oživelo bode srce vaše, ki iščete Boga.
33 For Herren hører på de fattige, og sine fanger forakter han ikke.
Ker Gospod se ozira na potrebne, in jetnikov svojih ne zameta.
34 Himmel og jord skal love ham, havet og alt det som rører sig i det.
Hvalila ga bodo nebesa in zemlja, morja in karkoli lazi po njih.
35 For Gud skal frelse Sion og bygge byene i Juda, og de skal bo der og eie dem,
Ker Bog otima Sijon in zida z nova mesta Judovska, da stanujejo tam, in podedujejo ono deželo.
36 og hans tjeneres avkom skal arve dem, og de som elsker hans navn, skal bo i dem.
Nasledniki, pravim, hlapcev njegovih naj jo posedajo, in ljubitelji imena njegovega naj prebivajo v njej,
