Salmenes 69
1 Til sangmesteren; efter "Liljer"; av David. Frels mig, Gud, for vannene er kommet inntil sjelen.
Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.
2 Jeg er sunket ned i bunnløst dynd, hvor der intet fotfeste er; jeg er kommet i dype vann, og strømmen slår over mig.
Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
3 Jeg har ropt mig trett, min strupe brenner; mine øine er borttæret idet jeg venter på min Gud.
Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
4 Flere enn hårene på mitt hode er de som hater mig uten årsak; tallrike er de som vil forderve mig, mine fiender uten grunn; det jeg ikke har røvet, skal jeg nu gi tilbake.
Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
5 Gud, du kjenner min dårskap, og all min syndeskyld er ikke skjult for dig.
Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
6 La dem ikke bli til skamme ved mig, de som bier efter dig, Herre, Herre, hærskarenes Gud! La dem ikke bli til spott ved mig, de som søker dig, Israels Gud!
Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
7 For for din skyld bærer jeg vanære, dekker skam mitt åsyn.
Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
8 Jeg er blitt fremmed for mine brødre og en utlending for min mors barn.
Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
9 For nidkjærhet for ditt hus har fortært mig, og deres hån som håner dig, er falt på mig.
Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
10 Og min sjel gråt mens jeg fastet, og det blev mig til spott.
Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
11 Og jeg gjorde sekk til mitt klædebon, og jeg blev dem til et ordsprog.
Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
12 De som sitter i porten, snakker om mig, og de som drikker sterk drikk, synger om mig.
Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
13 Men jeg kommer med min bønn til dig, Herre, i nådens tid, Gud, for din megen miskunnhet; svar mig med din frelsende trofasthet!
De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
14 Redd mig ut av dyndet og la mig ikke synke! La mig bli reddet fra dem som hater mig, og fra de dype vann!
Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
15 La ikke vannstrømmen slå over mig og ikke dypet sluke mig, og la ikke brønnen lukke sitt gap over mig!
Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
16 Svar mig, Herre, for din miskunnhet er god; vend dig til mig efter din store barmhjertighet!
Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
17 Og skjul ikke ditt åsyn for din tjener, for jeg er i nød; skynd dig å svare mig!
Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
18 Kom nær til min sjel, forløs den, frels mig for mine fienders skyld!
Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
19 Du kjenner min spott og min skam og min vanære; alle mine motstandere er for ditt åsyn.
Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
20 Spott har brutt mitt hjerte, så jeg er syk, og jeg ventet på medynk, men der var ingen, på trøstere, men jeg fant ikke nogen.
Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
21 De gav mig galle å ete, og for min tørst gav de mig eddik å drikke.
Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
22 La deres bord bli til en strikke for deres åsyn og til en snare for dem når de er trygge!
Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
23 La deres øine formørkes, så de ikke ser, og la deres lender alltid vakle!
Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
24 Utøs din harme over dem, og la din brennende vrede nå dem!
Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
25 Deres bolig bli øde, ei være der nogen som bor i deres telt!
Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
26 For den du har slått, forfølger de, og de forteller om deres smerte som du har stunget.
Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
27 La dem legge skyld til sin skyld, og la dem ikke komme til din rettferdighet!
Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
28 La dem bli utslettet av de levendes bok, og la dem ikke bli innskrevet med de rettferdige!
Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
29 Men jeg er elendig og full av pine; la din frelse, Gud, føre mig i sikkerhet!
Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
30 Jeg vil love Guds navn med sang og ophøie ham med lovprisning,
Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
31 og det skal behage Herren bedre enn en ung okse med horn og klover.
Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
32 Når saktmodige ser det, skal de glede sig; I som søker Gud, eders hjerte leve!
Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
33 For Herren hører på de fattige, og sine fanger forakter han ikke.
De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
34 Himmel og jord skal love ham, havet og alt det som rører sig i det.
Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
35 For Gud skal frelse Sion og bygge byene i Juda, og de skal bo der og eie dem,
Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
36 og hans tjeneres avkom skal arve dem, og de som elsker hans navn, skal bo i dem.
Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
