Salmenes 55
1 Til sangmesteren; med strengelek; en læresalme av David. Vend øret, Gud, til min bønn, og skjul dig ikke for min inderlige begjæring!
Ki he Takimuʻa ʻi he Nekina, ko e Saame akonaki ʻa Tevita. Fakafanongo ki heʻeku lotu, ʻE ʻotua; pea ʻoua naʻa ke fufū koe mei heʻeku lotu tāumaʻu.
2 Gi akt på mig og svar mig! Mine sorgfylte tanker farer hit og dit, og jeg må stønne,
ʻAfio mai kiate au, mo ke ongoʻi au: ʻoku ou lāunga ʻi heʻeku mamahi, pea tangi kalanga;
3 for fiendens røst, for den ugudeliges undertrykkelse; for de velter elendighet over mig, og i vrede forfølger de mig.
Koeʻuhi ko e leʻo ʻoe fili, koeʻuhi ko e taʻomia ʻe he kau angakovi: he kuo nau tuku ʻae hia kiate au, pea ʻi he ʻita ʻoku nau fehiʻa kiate au.
4 Mitt hjerte bever i mitt bryst, og dødens redsler er falt på mig.
ʻOku mamahi lahi hoku loto ʻiate au: pea kuo tō kiate au ʻae ngaahi fakailifia ʻoe mate.
5 Frykt og beven kommer over mig, og forferdelse legger sig over mig.
Kuo hoko kiate au ʻae manavahē mo e tetetete, pea kuo lōmakiʻi au ʻe he lilika.
6 Og jeg sier: Gid jeg hadde vinger som duen! Da vilde jeg flyve bort og feste bo.
Pea naʻaku pehē, Taumaiā ke u maʻu ʻae kapakau ʻo hangē ko e lupe! Koeʻuhi ke u puna atu, pea fiemālie ai.
7 Se, jeg vilde flykte langt bort, jeg vilde ta herberge i ørkenen. (Sela)
Vakai, te u ʻalu ʻo hē ki he mamaʻo, pea u nofo ʻi he toafa. (Sila)
8 Jeg vilde i hast søke mig et tilfluktssted for den rasende vind, for stormen.
Te u ʻalu fakatoʻotoʻo, ʻo hao mei he matangi lahi mo e afā.
9 Opsluk dem, Herre, kløv deres tungemål! For jeg ser vold og kiv i byen.
Fakaʻauha, ʻE Sihova, pea vahevahe honau ʻelelo: he naʻaku mamata ki he fakamālohi mo e fekeʻikeʻi ʻi he kolo.
10 Dag og natt vandrer de omkring den på dens murer, og elendighet og ulykke er inneni den.
ʻOku nau ʻalu fano ai ʻi he ngaahi ʻā ʻo ia ʻi he ʻaho mo e pō: ʻoku ʻi loto ʻi ai ʻae pauʻu mo e mamahi.
11 Fordervelse er inneni den, og undertrykkelse og svik viker ikke fra dens torv.
ʻOku ʻi ai ʻae kovi: ʻoku ʻikai mahuʻi mei hono ngaahi hala ʻae fakamālohi mo e kākā.
12 For ikke er det en fiende som håner mig, ellers vilde jeg bære det; ikke er det min avindsmann som ophøier sig over mig, ellers vilde jeg skjule mig for ham;
He naʻe ʻikai ko ha fili ʻaia naʻa ne lauʻikoviʻi au; ka ne pehē, te u faʻa kātaki ia: pea naʻe ʻikai ko ia ʻoku ne fehiʻa kiate au ʻaia kuo hiki hake ia kiate au ka ne pehē, te u faʻa fufū au meiate ia.
13 men det er du, du som var min likemann, min venn og min kjenning -
Ka ko koe ia, ko e tangata ʻoku ta tatau, ko hoku fakahinohino, mo hoku kaumeʻa.
14 vi som levde sammen i fortrolig omgang, som vandret til Guds hus blandt den glade høitidsskare.
Naʻa ta alea lelei mo au, pea ʻalu fakataha ki he fale ʻoe ʻOtua.
15 Ødeleggelse komme over dem! La dem fare levende ned i dødsriket! For ondskap hersker i deres bolig, i deres hjerte. (Sheol h7585)
Ke puke ʻakinautolu ʻe he mate, pea tuku ke ʻalu vave hifo ʻakinautolu ki hētesi: he ʻoku ʻi honau ngaahi nofoʻanga, pea ʻiate kinautolu ʻae kovi. (Sheol h7585)
16 Jeg vil rope til Gud, og Herren skal frelse mig.
Ka ko au te u ui ki he ʻOtua; pea ʻe fakamoʻui au ʻe Sihova.
17 Aften og morgen og middag vil jeg klage og sukke, så hører han min røst.
ʻI he efiafi, mo e pongipongi, mo e hoʻatā, te u lotu, mo tangi leʻo lahi: pea te ne ongoʻi hoku leʻo.
18 Han forløser min sjel fra striden imot mig og gir mig fred; for i mengde er de omkring mig.
Kuo ne fakamoʻui hoku laumālie ʻi he melino mei he tau naʻe tuʻu hake kiate au: he naʻe ʻiate au ʻae tokolahi.
19 Gud skal høre og svare dem - han troner jo fra fordums tid, (sela) dem som ikke vil bli anderledes, og som ikke frykter Gud.
ʻE ongoʻi ʻe he ʻOtua, ʻaia ʻoku ʻafio talu mei muʻa, pea te ne tautea ʻakinautolu. (Sila) Koeʻuhi ʻoku ʻikai te nau feliliuʻaki, ko ia ʻoku ʻikai te nau manavahē ai ki he ʻOtua.
20 Han legger hånd på dem som har fred med ham, han vanhelliger sin pakt.
Naʻa ne mafao atu hono nima kiate kinautolu ʻaia naʻe nonofo ʻi he melino mo ia: kuo maumauʻi ʻe ia ʻene fuakava.
21 Hans munns ord er glatte som smør, men hans hjertes tanke er strid; hans ord er bløtere enn olje, og dog er de dragne sverd.
Ko e ngaahi lea ʻa hono ngutu naʻe molemole lahi hake ʻi he pota, ka naʻe ʻi hono loto ʻae tau: naʻe molū lahi ʻene ngaahi lea ʻi he lolo, ka ko e moʻoni ko e ngaahi heletā ia kuo unuhi.
22 Kast på Herren det som tynger dig! Han skal holde dig oppe; han skal i evighet ikke la den rettferdige rokkes.
Ke ke tuku hoʻo kavenga kia Sihova, pea te ne poupou koe: ʻe ʻikai ʻaupito te ne tuku ke ngaue ʻae kakai māʻoniʻoni.
23 Og du, Gud, skal støte dem ned i gravens dyp; blodgjerrige og falske menn skal ikke nå det halve av sine dager; men jeg setter min lit til dig.
Ka ko koe, ʻE ʻOtua te ke ʻohifo ʻakinautolu ki he luo ʻoe fakaʻauha: ko e kau tangata pani toto mo ngāue kākā ʻe ʻikai tenau aʻusia hono vaeuaʻanga ʻo honau ngaahi ʻaho; ka te u falala kiate koe.
