Salmenes 50
1 En salme av Asaf. Den Allmektige, Gud Herren, taler og kaller på jorden fra solens opgang til dens nedgang.
Psalm Asafu; Bog mogočni, Bog Gospod govori in kliče zemljo od vzhoda solnčnega do zahoda.
2 Fra Sion, skjønnhetens krone, stråler Gud frem.
Sè Sijona, najvišje lepote, proseva Bog.
3 Vår Gud kommer og skal ikke tie; ild fortærer for hans åsyn, og omkring ham stormer det sterkt.
(Pridi, naš Bog, in ne delaj se gluhega); ogenj razsaja pred njim, in silno viharno je okrog njega.
4 Han kaller på himmelen der oppe og på jorden for å dømme sitt folk:
Nebesa kliče od zgoraj, in zemljo, da sodi ljudstvo svoje:
5 Samle til mig mine fromme, som har inngått pakt med mig om offer!
Zberite mi jih, katerim sem delil milost, kateri so storili zavezo z menoj po daritvi.
6 Og himmelen kunngjør hans rettferdighet; for Gud er den som skal dømme. (Sela)
Ko so nebesa oznanjala pravico njegovo, da je Bog sodnik,
7 Hør, mitt folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne for dig: Gud, din Gud, er jeg.
Čuj, ljudstvo moje, in govoril bodem, Izrael, in na pričo te klical; Bog, Bog naj bodem tvoj.
8 Ikke for dine offers skyld vil jeg straffe dig; dine brennoffer er alltid for mig.
Ne zavoljo daritev tvojih te bodem svaril, da naj bodejo žgalne daritve tvoje vedno pred menoj.
9 Jeg vil ikke ta okser fra ditt hus eller bukker fra dine hegn.
Ne sprejmem iz hiše tvoje junca, kozličev iz tvojih ograj.
10 For mig hører alle dyr i skogen til, dyrene på fjellene i tusentall.
Ker moja je vsaka gozdna zver, živali v gorah tisoč,
11 Jeg kjenner alle fjellenes fugler, og det som rører sig på marken, står for mig.
Vse tiče gorske poznam, in živali poljske so v moji oblasti.
12 Om jeg hungret, vilde jeg ikke si det til dig; for mig hører jorderike til og alt det som fyller det.
Ko bi bil gladen, ne rekel bi tebi; ker moja je zemlja vesoljna in njena obilost.
13 Mon jeg skulde ete oksers kjøtt og drikke bukkers blod?
Ali živim o mesu krepkih juncev, ali pijem kozlov kri?
14 Ofre Gud takksigelse og gi den Høieste det du har lovt,
Hvalo daruj Bogu, in najvišjemu opravljaj obljube svoje.
15 og kall på mig på nødens dag, så vil jeg utfri dig, og du skal prise mig.
In kliči me o času stiske; rešil te bodem, da me čestiš.
16 Men til den ugudelige sier Gud: Hvad har du med å fortelle om mine lover og føre min pakt i din munn?
Krivičnemu pa pravi Bog: Kaj da naštevaš zapovedi moje in jemlješ zavezo mojo v svoja usta?
17 Du hater jo tukt og kaster mine ord bak dig.
Ker ti sovražiš poštenje, in besede moje si vrgel zá se.
18 Når du ser en tyv, er du gjerne med ham, og med horkarler gjør du felles sak.
Kakor hitro vidiš tatú, sprijazniš se z njim; in s prešestniki je delež tvoj.
19 Din munn slipper du løs med ondt, og din tunge spinner sammen svik.
Usta svoja rabiš za húdo, in z jezikom svojim spletaš zvijačo.
20 Du sitter og taler imot din bror, du baktaler din mors sønn.
Sedé obrekuješ svojega brata, sina matere svoje sramotiš.
21 Dette har du gjort, og jeg har tidd; du tenkte jeg var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine øine.
Ko si to počel, delal sem se gluhega; zato meniš, da sem prav tebi podoben: svarim te in govorim ti v óči.
22 Legg merke til dette, I som glemmer Gud, forat jeg ikke skal sønderrive, og det er ingen som redder!
Pázite vendar na to vi, ki zábite Boga, da ne zgrabim in ga ne bode, da bi rešil.
23 Den som ofrer takksigelse, ærer mig, og den som går den rette vei, ham vil jeg la skue Guds frelse.
Kdor daruje hvalo, česti me, in kdor uravnava pot, storil bodem, da uživa blaginjo Božjo.
