Salmenes 38
1 En salme av David; til ihukommelse. Herre, straff mig ikke i din vrede, og tukt mig ikke i din harme!
Gospode! nemoj me karati u gnjevu svojem, niti me nakazati u jarosti svojoj.
2 For dine piler har rammet mig, og din hånd er falt tungt på mig.
Jer strijele tvoje ustrijeliše me, i ruka me tvoja tišti.
3 Det er intet friskt i mitt kjød for din vredes skyld, det er ingen fred i mine ben for min synds skyld.
Nema zdrava mjesta na tijelu mojem od gnjeva tvojega; nema mira u kostima mojim od grijeha mojega.
4 For mine misgjerninger går over mitt hode, som en tung byrde er de mig for tunge.
Jer bezakonja moja izaðoše vrh glave moje, kao teško breme otežaše mi.
5 Mine bylder lukter ille, de råtner for min dårskaps skyld.
Usmrdješe se i zagnojiše se rane moje od bezumlja mojega.
6 Jeg er kroket, aldeles nedbøiet; hele dagen går jeg i sørgeklær.
Zgrèio sam se i pogurio veoma, vas dan idem sjetan;
7 For mine lender er fulle av brand, og det er intet friskt i mitt kjød.
Jer sam iznutra pun ognja, i nema zdrava mjesta na tijelu mojem.
8 Jeg er kold og stiv og aldeles knust, jeg hyler for mitt hjertes stønnen.
Iznemogoh i veoma oslabih, rièem od trzanja srca svojega.
9 Herre, for ditt åsyn er all min lengsel, og mitt sukk er ikke skjult for dig.
Gospode! pred tobom su sve želje moje, i uzdisanje moje nije od tebe sakriveno.
10 Mitt hjerte slår heftig, min kraft har sviktet mig, og mine øines lys, endog det er borte for mig.
Srce moje jako kuca, ostavi me snaga moja, i vid oèiju mojijeh, ni njega mi nema.
11 Mine venner og mine frender holder sig i avstand fra min plage, og mine nærmeste står langt borte.
Drugovi moji i prijatelji moji videæi rane moje otstupiše, daleko stoje bližnji moji.
12 Og de som står mig efter livet, setter snarer, og de som søker min ulykke, taler om undergang, og på svik tenker de den hele dag.
Koji traže dušu moju namještaju zamku, i koji su mi zlu radi, govore o pogibli i po vas dan misle o prijevari.
13 Og jeg er som en døv, jeg hører ikke, og som en stum, som ikke later op sin munn.
A ja kao gluh ne èujem i kao nijem koji ne otvora usta svojijeh.
14 Ja, jeg er som en mann som ikke hører, og som ikke har motsigelse i sin munn.
Ja sam kao èovjek koji ne èuje ili nema u ustima svojim pravdanja.
15 For til dig, Herre, står mitt håp; du skal svare, Herre min Gud!
Jer tebe, Gospode, èekam, ti odgovaraj za mene, Gospode, Bože moj!
16 For jeg sier: De vil ellers glede sig over mig; når min fot vakler, ophøier de sig over mig.
Jer rekoh: da mi se ne svete, i da se ne razmeæu nada mnom, kad se spotakne noga moja.
17 For jeg er nær ved å falle, og min smerte er alltid for mig.
Jer sam gotov pasti, i tuga je moja svagda sa mnom.
18 For jeg bekjenner min misgjerning, jeg sørger over min synd.
Priznajem krivicu svoju, i tužim radi grijeha svojega.
19 Og mine fiender lever, er mektige, og mange er de som hater mig uten årsak.
Neprijatelji moji žive, jaki su, i (sila) ih ima što me nenavide na pravdi.
20 Og de som gjengjelder godt med ondt, står mig imot, fordi jeg jager efter det gode.
Koji mi vraæaju zlo za dobro, neprijatelji su mi zato što sam pristao za dobrim.
21 Forlat mig ikke, Herre! Min Gud, vær ikke langt borte fra mig!
Nemoj me ostaviti, Gospode, Bože moj! nemoj se udaljiti od mene.
22 Skynd dig å hjelpe mig, Herre, min frelse!
Pohitaj u pomoæ meni, Gospode, spasitelju moj!
